Socialistisk Arbejderavis
Nr. 231 – 3. august 2004 – side 7
Olympiske lege i Athen: Reklamer, nationalisme, konkurrence, og angreb på arbejderrettigheder
Jakob L. Krogh
På den internationale olympiske komites (IOC) officielle hjemmeside kan man læse, at målet med de olympiske lege er at bidrage til en fredelig og bedre verden ved at uddanne ungdommen igennem sport, venskab, solidaritet og fair play.
OL har ikke bidraget til en fredeligere verden. Tværtimod har de olympiske lege fungeret som arena for stormagternes politiske kampe. I 1936 blev OL holdt i Berlin, hvor det fungerede som en del af Hitlers propaganda, bl.a. blev den italienske sejr i fodboldturneringen brugt som et bevis på fascismens styrke. Under OL i 1980 i Moskva boykottede USA legene i protest mod USSR’s invasion af Afghanistan. USSR svarede igen ved at boykotte legene i 1984 i Los Angeles med den begrundelse, at legene blev brugt til at promovere kapitalismen.
I Grækenland kommer legene ikke til at bidrage til solidaritet. Legene er blevet brugt til at intensivere angrebene på den offentlige velfærd og til at fremme nationalisme. Afholdelsen af OL er blevet lanceret som et stort nationalt mål, alle må ofre noget for. Med den begrundelse har regeringen hævet beskatningen på arbejde samtidigt med, at de har skåret ned på social velfærd. Derudover er arbejdssikkerheden på byggepladserne forringet med den begrundelse, at de mange byggeprojekter ellers ikke kunne nå at blive færdige til tiden. Hvilket har ført til 13 dødsfald under de mange byggeprojekter. Under OL vil arbejdstidsreglerne og reglerne for overarbejdsbetaling også blive tilsidesat for arbejdere i offentlig transport, butikker, hotel og restaurationsbranchen, banker og hospitaler. Der er i Grækenland en stor frygt for, at de mange forringelser af arbejds-forholdene ikke vil forsvinde igen efter OL. Til gengæld vil ejerne i den græske turistindustri tjene fedt på de mange gæster og den megen omtale af Grækenland under OL, og de store græske byggekoncerner har tjent fedt på at bygge de mange nye hoteller, veje og stadions på de sidste grønne områder i Athen.
OL har ikke på nogen måde bidraget til fair play. Den store konkurrence har betydet, at doping er blevet almindeligt – hvert OL har sine egne dopingskandaler. ÍOC tjener heller ikke selv som et godt eksempel på fair play – der har under hvert eneste OL været rygter om bestikkelse fra værtsbyerne, for at få tildelt et fremtidigt OL. Det har bl.a. ført til en skærpelse af reglerne for besøg i kandidatbyerne for de IOC-delegerede, der skal vælge værtsbyen. Alligevel lykkedes det først den Japanske by Nagano at få tildelt værtskabet til vinterolympiaden i 1998 efter at have doneret 27 millioner $ til IOC’s museum i Schweiz. I den seneste bestikkelses sag er det bulgarske IOC-medlem Ivan Slavkov forsvundet, efter han er blevet beskyldt for at have modtaget bestikkelse for at stemme på, at London skal være værtsby for OL i 2012.
Udover at være korrupt er IOC også en totalt udemokratisk organisation. Det er IOC selv, der udpeger landenes medlemmer. De personer der bliver inviteret ind i IOC, er ikke altid lige hæderlige, fx var den tidligere præsident i IOC igennem 21 år, Juan Antonio Samarranch, sportsminister under Francos styre i Spanien og medlem af fascistpartiet.
Frygten for terrorisme under OL er blevet brugt til at inddrage civile rettigheder og rykke Grækenland endnu et skridt nærmere et big brother overvågningssamfund, fx gennem indførelsen af overvågnings kameraer overalt.
Jakob Lausch Krogh
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe