Socialistisk Arbejderavis
Nr. 23 – Oktober 1986 – side 8
Steven Spielberg: “Farven lilla”
Hvis tårer var guld
Inge-Lise Bjørn
Anmeldelse af filmen Farven lilla. Instrueret af Steven Spielberg.
DETTE ER Steven Spielbergs første alvorlige film, produceret over Alice Walkers bog af samme navn. Eftersom bogen har gået sin sejrsgang i mange lande og er blevet genoptrykt flere steder, skulle man vente sig meget af filmatiseringen af den.
Filmen foregår i Georgia i USA i årene fra 1917 til omkring 1930 i et farmermiljø. Vi følger hovedpersonen Celies tilværelse fra 14-årsalderen. Hun bliver seksuelt misbrugt af faderen. For at legitimere incesten viser han sig senere at være hendes stedfar. Følgende føder hun først en datter og senere en søn. Begge bliver taget fra hende ved fødslen.
Hun har et meget nært og varmt forhold til søsteren Nettie, som hun imidlertid mister kontakten med, efter at stedfaderen gifter Celie bort til den grusomme sorte farmer Mister.
FILMEN BESKRIVER den diskrimination, som farvede udsættes for af hvide, men så sandelig også den diskrimination, der er indbyrdes blandt de sorte. Filmens tema er specielt diskriminationen af kvinden i familien, sådan som den kommer til udtryk i den sorte mand Misters foragt for og undertrykkelse af Celie.
Det, at filmen koncentrerer sig om familien på landet, har givet instruktøren mulighed for at undlade at inddrage ydre samfundsmæssige faktorer. Således er hverken årsagen til Misters vold overfor Celie, eller Celies styrke til at kæmpe sig ud af den antydet.
I filmen fremstår disse fænomener som givne karaktertræk hos personerne, i stedet for at de skildres i sammenhæng med individernes samfundsmæssige placering.
KONSEKVENSEN AF, at volden i filmen vises så løsrevet er, at den bliver uforståelig. Derved bliver også løsningen af den uforståelig. Celle finder tilsyneladende styrke til at udholde og modstå undertrykkelsen fra den blå luft.
Den mere eftertænksomme tilskuer kan dog tænke sig til en del af forklaringen som værende den styrke, Celie får fra sit forhold til mandens veninde Shug og fra brevene fra søsteren Nettie, som hun mod mandens ønske får fat i.
Grunden til den sorte mands adfærd skal søges i, at han selv er undertrykt af den hvide mand. Denne undertrykkelse reagerer han imod over for familien. Filmen berører ikke denne grund. Den viser heller ikke, at Celie ikke kan klare at bryde ud af isolationen alene, men at hun har behov for, dels et modbillede af sin egen situation – et modbillede, som hun kan arbejde hen imod – og dels et sammenhold med andre, som kan støtte hende.
FARVEN LILLA er god, fordi den rejser spørgsmålet om racisme og kvindeundertrykkelse, men dårlig fordi den lader det stå ubesvaret hen.
Steven Spielberg har dog formået at servere problemerne med så megen spillen på følelsesladede effekter, at publikum ikke undgår at fælde en tåre undervejs. Men der skal mere end tårer og medfølelse til for at ændre verden.
Billedtekst:
Celie og veninden Shug. Filmen berører slet ikke det seksuelle forhold de to har til hinanden.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed