Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 23 – Oktober 1986 – side 10

Ungarns hede efterår (1956)

Joan Soelberg

Opstanden i Ungarn i 1956 er blevet kaldt både kontrarevolutionær og fascistisk. Den påstand afviser Joan Soelberg i denne artikel og ser samtidig nærmere på de ungarske arbejderes aktiviteter og organisering i arbejderråd under opstanden.

Stalins død og Kruschevs magtovertagelse betød, at mange i Østeuropa fik nyt håb. Der var store forventninger om forandringer og rundt omkring i Østeuropa dukkede kritikken af systemet op til overfladen.

I Ungarn var det i første omgang inden for partiet, bureaukratiet og i de intellektuelle kredse at kritiske røster hørtes. Men snart begyndte også arbejderne, for første gang i 10 år, at formulere egne krav.

Modstanden og kritikken var spredt og sporadisk, men voksede dag for dag.

Startskuddet

Den 22. oktober 1956 indkaldte studenterne ved universitetet i Budapest til demonstration i solidaritet med den folkelige opstand i Polen. De ca. 100.000 demonstranter ønskede ikke revolution, men demonstrationen udviklede sig hurtigt til en regulær opstand. Andre dele af Budapests befolkning strømmede til med slogans som “Ud med russerne”, “Død over Rakosi” (tidl. ministerpræsident under Stalin) og “Frie Valg”. Byens statue af Stalin blev smadret.

Den nyindsatte og mere liberale regering, der var blevet indsat for at dæmme op for de første kim til modstand, mødte demonstrationen med et andet symbol på stalinismens undertrykkelse: Det politiske politi (AVH). Regeringen brugte altså de samme metoder som under stalinismen. Tåregas og maskingeværsalver var også nu systemets på folkets krav om forandringer. Demonstranterne forsvarede sig med sten og benzinbomber.

I løbet af få timer havde kampene spredt sig ud over Budapest. Alle blev inddraget, og alle fik travlt med at organisere våben. De russiske tanks, der dukkede op, blev drevet tilbage. Civilt politi og soldater overgav deres våben til oprørene. Det ungarske statsapparat brød sammen.

Arbejderråd dannes

Men kampen mod det gamle diktatur begrænsede sig ikke kun til gadekampe. Allerede fra revolutionens tredje dag var der overalt dannet revolutionære komiteer: På fabrikkerne, i bydele, i landsbyer, på kollektivbrugene, i de forskellige ministerier osv. Disse komiteer styrede fabrikkerne, fødevareforsyningen, avisproduktionen og meget mere.

Resterne af partiapparatet prøvede at bemægtige sig lederskabet af rådsbevægelsen ved at opfordre til dannelse af råd på de fabrikker, hvor de endnu ikke eksisterede. Men det gik ikke, som man havde forventet. Arbejderne valgte deres egne repræsentanter og ikke dem, der var foreslået fra oven.

Arbejderrådene var spontant opståede organer. Talsmændene havde forskellig politisk baggrund. Der var gamle socialdemokrater, faglige militante, kommunister og en stor del unge uden politisk baggrund. Men alle var enige om, at arbejderne skulle have kontrol over fabrikkerne, og at der ikke skulle ske nogen tilbagevenden til hverken stalinisme eller kapitalisme.

Politikken på gaderne var mere højreorienteret end på fabrikkerne. Srogbrugen og traditionen fra den gamle fagforeningsbevægelse havde mindre indflydelse her. Hvad der derimod havde betydning var evnen til at bekæmpe de russiske tropper.

Dobbeltmagt

I enhver stor social revolution bryder det statsapparat, der opretholder den gamle herskende klasse sammen. Staten bliver revet i stykker af modstridende kræfter, der kæmper om kontrollen over og koordineringen af samfundet.

Enhver revolutionær klasse er tvunget til at skabe sine egne magtorganer, når den vil omforme samfundet ud fra egne interesser. Når det gamle statsapparat kæmper om magten med et nyt fremspirende net af arbejdernes egne organiseringer, er der tale om en dobbeltmagtssituation.

Præcis denne dobbeltmagtsituation fremkom også i den ungarske revolution.

Officielt regerede regeringen. Den kontrollerede regeringsbygningerne, den var anerkendt af andre stater osv. Men overalt var det kun de nye arbejderråd, der kunne få tingene til at fungere. Det gjaldt for eksempel opretholdelse af ro og orden, fødevareforsyning og transport.

Revolutionen i Ungarn var karakteriseret ved en mærkelig modsigelse, der også er kendt fra andre revolutioner:

De samme mennesker, som engagerede sig i de mest revolutionære situationer i gaderne eller på fabrikkerne, fortsatte med at ligge under for gamle ideer.

I begyndelsen var det kun nogle få, der forestillede sig en fuldstændig ødelæggelse af det gamle system. De fleste rettede stadig blikket opad i systemet, på trods af at de selv skabte en ny magt forneden.

I Rusland i 1917 tog det otte måneder for arbejder- og soldaterrådene at beslutte sig til at koncentrere magten i egne hænder og formulere kravet “Al magt til sovjetterne”. Ungarerne havde ikke engang to uger.

Russerne kommer

Fra oprørets tredje dag opgav den ungarske regering den voldelige undertrykkelse af opstanden, og forsøgte i stedet at bringe bevægelsen under egen kontrol med fredelige midler.

Men den 1. november forsvandt kommunistpartiets leder Kadar sporløst fra Budapest. Da han vendte tilbage tre dage senere, havde piben fået en anden lyd. Nu var oprørerne pludselig kontrarevolutionære.

Russiske tropper var blevet trukket tilbage fra Budapest den 31. oktober, men mistænkelige troppetransporter fortsatte. Russerne påstod, at soldaterne bare var på gennemrejse, men nye tropper blev passende placeret på nøglepunkter, så Budapest blev afskåret fra resten af landet.

Den 3. november inviterede russerne til forhandling om fuld tilbagetrækning, men i stedet arresterede de den ungarske forhandlingsdelegation.

Den næste dag blev hele Budapests befolkning vækket af artilleriild. Russiske tanks kørte ind i byen og bombede løs. Men den folkelige modstand brød ikke sammen. Det ungarske folk slog tilbage med de våben, de kunne få fat i, og en generalstrejke gik i gang.

De russiske styrker mødte modstanden med barbarisk vanvid. Russerne brugte våben, der kunne slå ihjel på afstand. De ville ikke have soldaterne i berøring med den ungarske befolkning, så de kunne se, at dem de slog ihjel, var arbejdere som de selv og ikke fascister eller udenlandske agenter. Hele arbejderkvarterer blev systematisk bombet af russiske tanks. Mere end 20.000 mennesker døde.

Ungarerne bad om hjælp fra FN og de vestlige stater, – men forgæves.

De vestlige stater vidste nemlig, at et samfund styret fra neden af arbejderråd var lige så farlig for kapitalismen i vest, som for statskapitalismen i øst.

Modstanden fortsætter

Russernes militære magt gav dem territorial kontrol over Ungarn, men ikke kontrol over befolkningen. Alle steder blev arbejdet stoppet fra invasionens første dag, og nu fulgte en af de mest langvarige og solide generalstrejker i arbejderklassens historie.

Regeringen kontrollerede kun regeringsbygningerne. Men til trods for generalstrejken havde arbejderne ikke magt til at håndhæve kravene fra før den russiske invasion. Håbet om en fuldstændig sejr var væk, og man kunne kun håbe på, at regeringen kunne presses til indrømmelser.

Trods den russiske besættelse turde regeringen ikke gå i frontalt sammenstød med arbejderklassen. Man prøvede at berolige dens ledere og så gradvist få rådene under bureaukratisk kontrol. Men arbejderråd var noget man aldrig var stødt på før – et ægte udtryk for demokrati fra neden. Det kunne ikke let beherskes eller korrumperes.

Presset på arbejderrådene betød, at mange ledende medlemmer af rådene begyndte at tale imod, at rådene skulle være politiske organer. Men rådene var politiske, hvad enten de kunne lide det eller ej. Enhver regerings beslutninger er tæt forbundet med økonomiske spørgsmål, som vedrører arbejderne på fabriksgulvet.

Disse synspunkter hørtes også i de russiske sovjetter i 1917 og i de tyske arbejderråd 1918-19. Men der var én forskel.

Både i Rusland og i Tyskland havde der fra starten været organiserede minoriteter, som havde en politisk analyse, der ledte dem til kravet “al magt til arbejderrådene”.

En sådan organiseret minoritet – et revolutionært parti – eksisterede ikke i Ungarn. Et resultat af otte års massiv undertrykkelse.

Rådene smadres

Men sameksistensen mellem rådene og regeringen kunne ikke vare ved. De repræsenterede diametralt modsatte kræfter.

Den 11. december 1956 blev hele det centrale arbejderråd i Budapest arresteret. Men ledernes arrestation betød ikke enden på de ungarske arbejderes modstand. I protest mod arrestationen blussede nye strejker op. Den 15. december blev der indført dødsstraf for tilskyndelse til strejker, og de første henrettelser fandt sted. Alligevel fortsatte strejkerne langt ind i januar 1957.

Den ungarske arbejderklasse havde kæmpet hårdt og længe. Men strejker er ikke et våben til total sejr. De kan tvinge modparten til indrømmelser, men de kan ikke smadre den. I arbejderklassens historie er en generalstrejke kun endt i succes, når den er kulmineret i en opstand.

Men det russiske militær og et utal af døde stod mellem de ungarske arbejdere og et nyt succesrigt oprør. De massive militære kræfter tvang arbejderne tilbage i arbejde, og i januar 1957 opløste mange af rådene sig selv, men flere overlevede helt hen i marts-april, før de russiske tanks definitivt havde sat en stopper for Ungarns hede efterår.

Billedtekster:
En generalstrejke gik i gang, da russiske tanks kørte ind i byen og bombede løs
1956: Myten om Stalin som den store revolutionære blev afsløret

Flere artikler fra nr. 23

Flere numre fra 1986

Se flere artikler om emnet:
Ungarn
Østeuropa: 1956

Se flere artikler af forfatter:
Joan Soelberg

Siden er vist 2475 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside