Socialistisk Arbejderavis

Nr. 232 – 2. september 2004 – side 5

Venezuela

Hvad nu Chavez?

Sara Andersen

En bølge af håb og optimisme strømmer gennem gaderne i Caracas, da tilhængere af Chávez danser til rytmerne af salsamusik, mens fyrværkeriet lyser himlen op. Chávez indtager balkonen på regeringspaladset, og med armene højt løftet erklærer han sig som vinder af valget.

Tilhængerne jubler og med sikker røst tordner han ud over pladsen: “This is a blow to the center of the White House” og folkemængden går amok.

Det er d.16. august 2004, dagen efter at Venezuelas Nationale Valgråd (CNE) har offentliggjort resultatet af tilbagekaldelsesafstemningen om den venezuelanske præsident Hugo Chávez Frias. En afstemning der sikrede Chávez 58 % af stemmerne, og sammenlagt en million flere stemmer end ved valget i år 2000. Valgdeltagelsen har været enorm (ca. 94 %) og nogen steder har folk stået i kø i op til 6-7 timer for at stemme.

Den euforiske stemning brydes kun af den højreorienterede opposition, der allerede inden offentliggørelsen af det færdige resultat hævder, at der er foregået “valgsvindel” og resultatet derfor skal annulleres. Men hverken oppositionen, de privatejede medier eller de internationale observatører kan modsige resultatet. Chávez har for fjerde gang i træk slået de selv samme modstandere, som i 2002 forsøgte at vælte ham ved det mislykkede USA-støttede mili-tærkup.

Dermed bliver den folkeafstemning, der skulle ses som et forsøg på at fravriste Chávez magten, i stedet en cementering af selvsamme. Afstemningen var en sejr ikke bare til Chávez, men til alle modstandere af nyliberalisme og amerikansk imperialisme.

I et land med større sociale uligheder end f.eks. Sydafrika og Brasilien er Chávez’s “revolution for de fattige”, hadet og foragtet af de rige i landet – i særlig grad fordi den finansieres af de olieindtægter, der tidligere kom de velhavende til gode. Chávez’s nationalisme og klare afstandstagen fra det frie markeds nyliberale politik, samt hans fordømmelse af den amerikanske imperialisme, skaber bekymring blandt magthaverne i USA. En stærk regional magt vil mindske USA’s kontrol med landet og dermed også med olien. Og endnu værre: Chávez’s ideer kan risikere at sprede sig til resten af Latinamerika. En udvikling der ikke er i USA’s interesse og som er en af bevæggrundene for, at USA støtter en opposition i Venezuela, som aldrig har skabt andet end korruption og slavelignende oligarki.

Derfor skal folkeafstemningen også ses som en stor sejr for det arbejdende folk, selvom den ikke har skabt politisk stabilitet i landet. Den højreorienterede opposition og dens amerikanske støtter har ganske vist lidt endnu et nederlag, men det er kun indtil, der åbner sig en ny mulighed for at vælte Chávez og hans regering. Afstemningen har nemlig ikke kun sikret Chávez en sejr, den har også vist den kæmpe polarisering, der finder sted i landet mellem højre og venstre. Det kan en afstemning ikke ændre på, og det vil blive ved med at skabe forhindringer for Chávez og hans mål om social forandring.

Nu kan kun fremtiden vise, om han er i stand til at blive ved med at presse højrefløjen og levere de lovede reformer. Og om selvtilliden hos bønderne og arbejderne gennem afstemningen er vokset så meget, at de er i stand til fortsat at øge presset og stille krav om seriøse sociale forandringer. Et pres der i sidste ende vil skabe så massive modsætninger, at Chávez tvinges til at vælge side.