Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 232 – 2. september 2004 – side 8

Revolutionære ideer i det 21. århundrede

Rosa Luxemborg: "Reform eller revolution"

Mikkel Birk Jespersen

Hvordan kan vi lave verden om? Hvordan kan socialismen gennemføres? Det er et spørgsmål, der altid – og meget naturligt – har fyldt meget på venstrefløjen. Traditionelt har to grundlæggende positioner stået overfor hinanden: én holdning, der sagde, at en revolution var nødvendig, og én, der sagde, at socialismen kan indføres gradvist ved hjælp af reformer vedtaget i parlamentet.

Og efter hundrede års erfaringer medat kæmpe for en anden verden, er det stadig disse to grundlæggende positioner, der står overfor hinanden. Derfor er de i høj grad relevante at forholde sig til for nye generationer af socialister og anti-kapitalister.

For over hundrede år siden, i 1898-99, skrev den tysk-polske revolutionære Rosa Luxemburg to artikelserier i en af SPDs (det tyske Socialdemokrati’s) aviser, og disse artikler blev sendere udgivet i en pjece under titlen ’Reform eller revolution’. Her tager Luxemburg fat om argumenterne og stiller skarpt på, hvorfor en revolution er nødvendig – hvorfor ingen nok så opfindsomme om- eller genveje uden om revolutionen kan føre til socialisme.

Den konkrete genstand for Luxemburgs kritik var den tyske socialdemokrat Edouard Bernsteins skrifter i artikel- og bogform, hvor han slår til lyd for, at Socialdemokratiet (på den tid den eneste socialistiske organisation, der forenede både reformister og revolutionære) ikke skulle fokusere på endemålet, altså socialisme, men i stedet på de små fremskridt, der kunne opnås nu og her. ”Hvad endemålet end måtte være, betyder det intet for mig, bevægelsen er alt”, som han skrev.
Bernsteins argumenter minder til forveksling om dem, man kan høre fra moderne reformister i alle afskygninger. Han mente, at en revolution var unødvendig og uønskelig bl.a. fordi kapitalismen havde udviklet og ændret sig, så dens indre modsætninger ikke længere ville fremkalde alvorlige kriser, fordi arbejderklassens levevilkår var blevet forbedret bl.a som en følge af faglig kamp, og fordi det politiske demokrati nu syntes at muliggøre indflydelse og reformer ad denne vej.

Luxemburg bruger først plads på at forklare, hvorfor kapitalismens modsætninger på ingen måde er blevet mindsket af udviklingen, men tværtimod skærpet. For Bernstein er de midler, hvormed kapitalismen angiveligt skulle have tilpasset sig, bl.a. det finansielle system og udviklingen af karteller og aktieselskaber.

Man behøver i dag ikke se Finansn nyhederne mange dage i træk for at forvisse sig om, at finanssektoren – der selvsagt i dag er langt mere udviklet end på Bernsteins og Luxemburgs tid – er en væsentlig bidragyder til ustabilitet i systemet, ikke til stabilitet.

Kapitalismen er et dynamisk system, og som sådan er det naturligt, at det hele tiden er i udvikling. Men det er lige så klart, at de grundlæggende modsætninger består. Modsætningen mellem hvad der kan produceres, og hvad der kan afsættes på markedet er en evig kilde til økonomiske kriser, og den forsvinder ikke pga. udviklingen af finanssektoren og store multinationale selskaber.
På samme måde med modsætningen mellem arbejdernes og kapitalisternes interesser. De forsvinder heller ikke ved at arbejderne tilkæmper sig rettigheder og forbedringer. Bernstein og hans ligesindede forestillede sig, at gradvise reformer, bl.a. tilkæmpet af fagbevægelsen, med tiden ville udvide arbejderklassens kontrol over produktionen og samfundet som helhed.

Men som Luxemburg skriver: ”... heller ikke indenfor dens indflydelses faktiske grænser går fagbevægelsen en uindskrænket ekspansion i møde (...) Holder man sig den sociale udvikling på længere sigt for øje, må man ikke udelukke den kendsgerning, at vi ikke går tider i møde, hvor fagforeningsbevægelsen vil opnå en sejrrig magtudfoldelse, men snarere voksende vanskeligheder.”
Der er aldrig nogen garantier for at tilkæmpede rettigheder består. Gang på gang skal de forsvares mod angreb fra magthaverne, som vi kan se det aktuelt med den nyliberalistiske offensiv mod velfærdssystemer og løn- og arbejdsforhold verden over.

Et andet element i Bernsteins reformisme er hans idé om, at arbejderklassen kan vinde økonomisk kontrol ved hjælp af produktionskooperativer og brugsforeninger. Dette er måske ikke noget, der fylder meget hos moderne reformister, men strategier, der går ud på at oprette ’befriede rum’, der fungerer på socialistiske præmisser, har stadig en appel, f.eks. i den internationale anti-kapitalistiske bevægelse.

Luxemburg argumenterer for, at det ikke er muligt for sådanne socialistiske ’øer’ at overleve på deres egne præmisser, så længe hele det omgivende samfund er kapitalistisk. Enten vil det være nødvendigt at omdanne hele samfundet, eller også vil disse eksperimenter blive tvunget til at acceptere de rammer, kapitalismen sætter op.

En hjørnesten i Bernsteins argumentation er hans forestilling om, at arbejderbevægel-sen kan bruge det borgerlige parlamentariske demokrati til at fremme sine egne mål. På samme måde som mange i dag opfatter Folketinget som det mest naturlige sted at orientere sig imod, hvis man vil have lavet noget om.

Problemet, dengang som nu, er, at staten er styret af klasseinteresser, og således er den ikke nogen neutral instans. Magten i samfundet ligger ikke primært i et Folketing, der ikke har nogen kontrol over produktionen og i sidste instans heller ikke over statsapparatet. De virkelige magthavere sidder i de store selskabers bestyrelser og i toppen af statsapparatet, og de tillader ikke et Folketing at vedtage hvad som helst.

Eller som Luxemburg udtrykker det: ”Efter sin form tjener parlamentarismen til at bringe alle samfundets interesser til udtryk i den statslige organisation. Men på den anden siden er det dog kun det kapitalistiske samfund, dvs. et samfund hvor de kapitalistiske interesser er udslaggivende, som staten giver udtryk for. De formelt set demokratiske institutioner bliver også i deres indhold til de herskende klasseinteressers værktøj.”

Virkelige forandringer kan således ikke tilkæmpes på det eksisterende samfunds præmisser, hvad de hundrede år, der er gået siden Luxemburg skrev sin pjece, til fulde har vist. Reformistiske ledere, der er kommet til magten er enten blevet væltet med magt (som Salvador Allende i Chile i 1973) eller de er blevet tvunget til at acceptere systemets krav – som det er sket for den nuværende brasilianske præsident, Lula.

Problemet er, at kapitalismen og den kapitalistiske stat grundlæggende set ikke er demokratisk. Derfor må enhver, ”der ønsker en styrkelse af demokratiet, (...) også ønske en styrkelse og ikke en svækkelse af den socialistiske bevægelse, og den, der opgiver de socialistiske bestræbelser, opgiver også såvel arbejderbevægelsen som demokratiet”.

Tilbage står, at et socialistisk samfund, hvor arbejderklassen gennem et radikalt udvidet demokrati kontrollerer produktions- og statsapparat, kun kan realiseres med en revolution, dvs. arbejderklassens erobring af såvel den økonomiske som den politiske magt.

Luxemburgs kritik af reformismen er ikke mindst skarp, når det kommer til konsekvenserne for den socialistiske bevægelse. Hun skriver, at den, ”der taler om reformmetoden over lovgivningsvejen i stedet for og i modsætning til erobringen af den politiske magt og samfundets omvæltning, vælger i virkeligheden ikke en roligere, sikrere, langsommere vej til samme mål, men et helt andet mål, nemlig uvæsentlige forandringer i den gamle samfundsform i stedet for indførelsen af en ny samfundsform.”

Pointen er, at der en sammenhæng mellem ens mål og de midler, man vælger. For revolutionære er målet et samfund styret af arbejderne, og derfor er det også kun arbejdernes selvstændige kamp, der kan være midlet til at nå dette mål.

Men det, der sker for reformismen, er i realiteten, at den opgiver arbejderklassens selvstændige kamp for et andet samfund., og dermed også arbejderklassens selvstændige kamp overhovedet: ”Og således kommer Bernstein (...) logisk fra A til Z. Han er begyndt med at ville opgive endemålet for bevæg-elsens skyld. Men da der i virkeligheden slet ikke kan findes en socialdemokratisk bevægelse uden det socialistiske endemål, så ender han nødvendigvis med at opgive bevægelsen selv.”

’Reform eller revolution’ af Rosa Luxemburg kan købes hos forlaget Modstand.org for kr. 20,-

Flere artikler fra nr. 232

Flere numre fra 2004

Se flere artikler af forfatter:
Mikkel Birk Jespersen

Siden er vist 1846 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside