Socialistisk Arbejderavis
Nr. 232 – 2. september 2004 – side 10
TiB
Lithauiske bygningsarbejdere underbetales i Danmark
Fagforeningen TIB kræver overenskomst og organiserer blokade i Odense.
De litauiske bygningsarbejdere er ansat af det litauiske firma, Atkirta, som bygger huse i Danmark.
Derved skal de lituiske arbejdere ikke have arbejdstilladelse, men kan udnytte EU´s direktiv om udstationering i 3 måneder.
Fagforeningerne inden for byggebranchen, har siden 1. maj kørt en kampagne for at holde øje med om alle udenlandske bygningsarbejdere arbejder under samme vilkår som danske bygningsarbejdere. Derved har de opdaget det litauiske firma, som senest har haft en flok litauiske bygningsarbejdere til at arbejde på et byggeri i Odense.
I sidste uge har TIB (Træ, Industri og Byg Fagforeningen) i Odense demonstreret og etableret blokade af byggepladsen.
I sin tale sagde formanden for TIB, Karsten Hønge:
”Litauerne er velkomne i Danmark og i de danske fagforeninger. Dansk fagbevægelse taler flere sprog – både samarbejdets og konfliktens sprog. Vi er født i kamp, og dermed er det nu blot at repetere vores børnelærdom. Jeg forstår godt, at de litauiske arbejdere står i valget mellem at være på røven eller være på spanden. Men vi vil ikke ind i en konkurrence i 100 meter fri løntrykkeri. Det er et signal til alle udenlandske arbejdsgivere om, at arbejderne ikke skal gå til 25-30 kr. i timen, men følge vores overenskomster”
Det samme mener tømrer, Niels Hansen fra en nærliggende byggeplads. Hans sjak lagde vejen forbi blokaden:
”Litauerne er velkomne, hvis de arbejder på samme betingelser som os. Du kan ikke sætte unge til at slå græs for den løn, som litauerne får”
”Hvis der er brug for mig de næste par dage skal jeg nok være der” siger John Nielsen, en anden tømrer som har ferie i denne uge, og fortsætter:
”Det handler om at, at de ikke får kranen ind til at hejse elementerne. Det skal vi nok forhindre!”
De litauiske bygningshåndværkere har ikke vist sig på byggepladsen hele ugen. Det viser sig at de er sendt hjem, fyret, og firmaet har snydt dem for en del af deres løn.
TIB fortsætter blokaden med krav om at det litauiske firma indgår overenskomst, ligesom de forsøger at hjælpe de fyrede arbejdere til at få deres løn.
Læs mere på www.TIB.dk
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe