Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 232 – 2. september 2004 – side 11

Interview

"Ham negeren, han skal sgu ikke ind"

Pernille Høiris Pedersen

Diskrimination mod unge med indvandrebaggrund i det århusianske natteliv er ikke noget særsyn. De unge nægtes konsekvent adgang til byens bare og diskoteker uden nogen grund, hvad enten de kommer i grupper, enkeltvis eller sammen med danske unge.

‚De mest populære diskoteker i Århus, som Train, M/F Broen og DNA har tilsyneladende en formuleret politik om at nægte adgang til mørklødede unge uden undtagelse. At dette foregår åbenlyst, helt uden politisk indblanding, er en skændsel – og værre bliver det kun, når medierne bider på diskotekernes argumenter om sikkerhed og frygt for indvandrerbander og dermed legitimerer den åbenbare racisme i denne udelukkelse. At de altid laver ballade og opfører sig dumt og derfor bliver nægtet adgang er den gængse holdning blandt politikere i Århus. At de slagsmål der har været, f.eks foran diskotek Broen skyldtes netop udelukkelse på grund af hudfarve, kommer ikke rigtigt til udtryk i pressen. Ej heller gør det faktum at det som nævnt er alle unge indvandrere, alene eller i grupper, uanset studiekort og gyldig legitimation, som får afslag – hver evig eneste weekend, året rundt.

Diskotekernes brug af private vagtværn og meterbrede, arrige bodybuildere får heller ikke tingene til at glide lettere. Mange af disse dørmænd har udprægede racistiske holdninger som de så absolut giver udtryk for og deres brug af unødig brutalitet og sågar hård vold går alt for tit i stedet for egentlig samtale.

Fredag den 13. august kom denne racistiske vold til udtryk, da en somalisk dreng på 16 år fik tæsk af tre dørmænd udenfor diskotek Broen foran en hel kø af chokerede diskoteksgæster.

Han blev indlagt på intensivafdelingen på Århus Kommunehospital med rygskader og hjerneblødning uden at have gjort andet end at spørge dørmændene om, hvorfor han ikke måtte komme ind til festen.
Abdi Muhamed Ahmed er 16 år gammel. Han går i 10. klasse på Tilst skole i Århus.

Fredag den 13. august var han taget til gymnasiefest på Broen med sine kammerater, Morten og Anders. Abdi er for nylig stoppet på Langkær gymnasium. Han havde derfor stadig sit studiekort, som normalt er gyldigt adgangsbevis til den slags fester.
Men åbenbart ikke for Abdi.

Abdi fortæller:
”Jeg stod i kø ved Broen fredag aften. Jeg skulle til gymnasiefest med et par af mine kammerater, Anders og Morten. Det blev vores tur og vi viste vores studielegitimation.
’Alt i orden’ sagde dørmanden, ’ gå bare ind, velkommen til Broen’.
Jeg er vel nået to skridt indenfor døren, da en anden dørmand kommer til, og jeg hører ham sige bag mig, til ham i døren: ’Ham der negeren, han skal sgu ikke ind’. Før jeg ved af det, bliver jeg taget hårdt i kraven og løftet uden for døren på landgangsbroen. (Diskoteket Broen har til huse på en gammel færge, red.)

Alt, jeg når at gøre og alt jeg når at spørge om, er: ”Hvorfor?” før dørmanden, uden at svare, fejer mine ben væk under mig, og jeg lander hårdt på gulvet. To af dørmændene tager mine ben, den tredje mine arme og løfter mig et stykke væk fra køen ved indgangsdøren. Ved indgangen fortsætter de andre dørmænd deres arbejde helt uanfægtet. De tre omkring mig tæsker og sparker mig i et godt stykke tid, ti minutter måske, det føles i hvert fald som meget længe. De sparker mig i hoved og mave, de hopper på mit hoved og min ryg. De er tre om mig, og de er store og veltrænede – det er jeg ikke, og selv om jeg var, ville jeg ikke kunne forsvare mig alligevel. Jeg var helt i chok. En af mine kammerater forsøger at stoppe dem. Han får en knytnæve lige i hovedet.
Hele køen så det. Mange af dem gav højlydt udtryk for deres forargelse, men de turde ikke gribe ind.

Jeg ved, at mange af dem ringede efter politiet. Da dørmændene er færdige med at tæve mig, tager de benene på nakken. En anden dørmand kommer til indefra og bære mig ind og lægger mig ned. Han bøjer sig over mig og hvisker ind i mit ansigt: ”Ved du hvem jeg er?” – som en trussel, for at jeg ikke skulle sladre, tror jeg. Jeg husker det ikke så godt. Jeg var forvirret og omtåget og blev ved med at spørge efter mine kammerater”.

Vidner fortæller, at dørmænd også kom ud til indgangen og sagde noget lignende til de mange, som havde overværet overfaldet: Vi tager os af det, I behøver ikke ringe til politiet, I skal ikke tale med dem, det gør vi. Abdi husker ikke meget, på et tidspunkt kommer ambulancen og politiet. Vidner fortæller, at en at de implicerede dørmænd bliver afhørt af politiet, de andre to fortsætter deres arbejde.

”Jeg bliver taget til sygehuset. Jeg taler usammenhængende og om mærkelige ting fordi jeg har hjernerystelse, vist nok. De siger at de ikke rigtigt kan hjælpe mig og jeg forlader sygehuset. En kammerat ringer efter sin far, som kommer og kører mig til skadestuen. Jeg bliver indlagt på intensiv med hjernerystelse, lever- og hjerneblødning, samt forslået og beskadiget ryg og lænd og en kæmpe flænge i panden.

Jeg var indlagt fra den 13. til 24. august.
Jeg skal gå til genoptræning i et godt stykke tid. Jeg kan ikke gå i skole, for hvis jeg bevæger jeg mig mere end højest nødvendigt får jeg kvalme og synsforstyrrelser. Jeg skal forholde mig roligt, i sengen for ikke at gøre hjernerystelsen værre. Lægerne siger at der kan gå lang tid før jeg får et normalt liv og min normale førlighed tilbage.

Jeg ved ikke rigtigt om politiet gør noget eller om de anholder dem der tæskede mig. Jeg har ikke rigtigt hørt noget fra dem. De har afhørt mig, mens jeg var indlagt og jeg ved at de har talt med mine kammerater og 5-6 vidner fra Broen. Jeg håber virkelig at de anholder dem og at de bliver straffet. Ellers står de der måske bare igen næste weekend og banker nogle andre.

Jeg vil kontakte aviserne og få dem til at fortælle min historie, og få dem til at fortælle om hvordan de behandler indvandrere på diskotekerne her i byen. Jeg har også snakket med Antiracistisk Netværk i Århus. Jeg vil ikke ha’ at alle altid tror at indvandrerne selv er ude om det der sker. Min sag er et trist eksempel på den diskrimination og racisme som er her”.

Flere artikler fra nr. 232

Flere numre fra 2004

Se flere artikler af forfatter:
Pernille Høiris Pedersen

Siden er vist 2331 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside