Socialistisk Arbejderavis
Nr. 233 – 22. september 2004 – side 6
Interview med Jonathan Neale
What's wrong with America?
En ny bog af Jonathan Neale stiller spørgsmålet: hvad er der galt med Amerika? Han fortæller her hvordan og hvorfor han skrev den.
Din nye bog er meget ambitiøs med hensyn til dens område. Hvad fik dig til at skrive den?
Der er et hul – et hul i markedet, men også et politisk hul. Folk ser, hvad Bush laver, men de forstår ikke dynamikken.
De forstår ikke, at udenrigspolitik, indenrigspolitik og det der sker med fagforeningerne, er én proces.
Folkene i landets top, folkene på Wall Street og i Det Hvide Hus ved, at det er en proces.
Du indleder bogen med at se grundigt på økonomiske emner, især på profitratens fald (se nedenfor).
Hvorfor starter du med det, i stedet for mere velkendte emner?
Jeg ville gå i dybden med den politiske scene i USA, og se hvordan det hænger sammen med det der sker internationalt. Det er den faldende profitrate, der er afgørende.
Ny-liberalismen er lavet for at øge de private virksomheders profit og til at skære ned på velfærdsstaten, offentlige udgifter og arbejderklassens indkomst.
Og det sker fordi, de økonomiske vilkår bliver værre.
Profitraten faldt i hele den industrialiserede verden i 1970érne og er ikke blevet genoprettet siden.
Flere virksomheder går bankerot, hvilket så betyder øget konkurrence mellem virksomhederne, de nationale økonomier og de regionale økonomier. Hvilket forværrer enhver form for ulighed.
Det er ikke kun en krise for os, det er også en krise for de mennesker, der leder virksomhederne.
De er alle bange for at krakke, så de konkurrerer, men de angriber også arbejdere mere ondskabsfuldt.
Hvor kommer titlen fra?
Redaktøren foreslog titlen, da hun spurgte mig: “Vil du skrive en bog med titlen: “Hvad er der galt med Amerika? “ “og jeg sagde:“ja, det vil jeg”.
Hun sagde, at bogen var for de mennesker, der havde været til antikrigsdemonstrationen d. 15. februar og som vidste, at der var noget galt, noget mere end at “Bush er dum”.
Bogen henvender sig både til folk i USA og til folk i den internationale bevægelse.
Var det svært at skrive én bog, der henvender sig til to specifikke målgrupper.
Jeg troede, at det ville give flere problemer, end det gjorde. Men verden har meget mere til fælles nu.
Jeg var inviteret til en anti-krigs konference i Ægypten for nylig. Jeg vidste ikke rigtigt hvad, jeg skulle sige, så jeg gav det samme oplæg som i London – og det virkede.
Jeg forsøgte at undgå at fokusere for snævert på mennesker i ekstrem fattigdom.
Problemet med den indgangsvinkel er, at den udelader flertallet af arbejderne i midten.
Og hvis man fokuserer på de meget fattige, så risikerer man at moralisere.
Det fandt jeg ud af efter det første udkast af bogen, så jeg omskrev det, så det blev mere analytisk.
Højrefløjen afviser al kritik af kapitalisme, imperialisme og globalisering som anti amerikansk. Du går ikke særlig meget ind i den diskussion. Hvorfor ikke?
Jeg besluttede, at det er livet for kort til. Men det er rigtigt, at anti- amerikaniseringen er for opadgående. Folk ser, hvad der sker i Abu Gharaib og Fallujah, og tænker, “det er amerikanerne”.
Jeg kan selv føle en form for fjendtlighed i mig, når jeg hører George Bush’s accent – hvilket er den accent, jeg er vokset op med og som i mange år, har fået mig til at føle mig hjemme.
Jeg har diskussioner med mennesker, der føler at nationalisme er vejen frem.
Man kan se det over hele Europa med diskussionen om, at EU vil være en god modvægt til USA.
Man kan se det med palæstinensiske ledere, som forsøger at lave alliancer med EU. Og på andre måder med John Kerry.
Du bruger meget plads på at diskutere klassespørgsmålet. Du taler om folks misforståelse af emnet.
Der er et afsnit, hvor jeg henvender mig hovedsagligt til det amerikanske publikum. Meget få mennesker i Amerika har forstået, hvad jeg har sagt.
De fleste mennesker tænker ikke i disse baner. Så man bliver nødt til at forklare det i detaljer.
Ellers vil de opfatte dig som en højtråbende marxist, som ikke giver nogen mening, og så taber man dem.
Igennem bogen lægger du stor vægt på folks personlige følelser, køn, politik og så videre.
Jeg var abort- og HIV vejleder i 16 år. Så jeg kender alt til disse emner, mere end de fleste økonomer eller marxistiske forfattere.
Mange af disse emner er politiske nøglediskussioner i Amerika.
Men alt for tit siger folk, politik, økonomi og ideologi på en side og følelser, kønsspørgsmål, kvinder og børn på en anden side.
Hvis man fremfører et økonomisk synspunkt, bliver man nødt til at forstå tallene, der bakker det op.
Ligesådan er du nødt til at forstå, hvordan det føles at komme ud af skabet, hvis du vil diskutere AIDS.
Du bruger meget tid på den amerikanske arbejderklasse. Jeg var i hvert fald ikke klar over hvor betydningsfuld flyveleder strejke under Reagan var. Var det primært for de ikke amerikanske læsere?
Nej. Amerikanerne ved det heller ikke. Folk der er 25 år nu, var 1 år gamle, da den strejke fandt sted.
Folk fra arbejderklassen ved, at det der sker på arbejdet er afgørende for deres livserfaring og påvirker alt, hvad der sker dem.
Men andre, fx. studerende ved ofte ikke, at klassekamp er afgørende for al øvrig politik.
Reagan gik først efter flyvelederne, tre år før krigen mod stoffer og før han angreb homoseksuelle mænds rettigheder.
Det handler ikke kun om flyvelederne, men om måden hvorpå det skræmmer alle andre.
Jeg overvejede længe, hvordan jeg skulle fremstille den del af bogen.
Jeg prøver at overbevise læserne om, at der er en herskende klasse og at den består af rigtige mennesker.
Hvis man ikke forsøger at forklare det i al sin kompleksitet, vil læseren ikke tro på det du siger.
I amerikanske sammenhænge er den herskende klasse meget mere organiseret og institutionaliseret. De har sammenspiste direktioner, de mødes, taler og diskuterer med hinanden. Det er sådan, den herskende klasse arbejder.
Din bog demonstrerer den marxiste metode, men er det et spørgsmål om vise/bruge metoden, frem for at sige det/tale om den?
Jeg siger ikke, “Dette er den marxistiske metode”. For efter Sovjetunionens fald er jeg bekymret for, at man mister folk, hvis man gør det.
Grunden til at benytte den marxistiske metode er, at det er den bedste måde at forstå verden på.
Bevægelsen kan kæmpe alt hvad den kan, men den kan ikke vinde uden forståelse. Og for tiden er der alt for lidt forståelse.
I hver ny historisk periode skal man tilpasse metoden til det nye. Jeg syntes, at det var meget ambitiøst at gøre det.
Jeg havde skrevet om Afghanistan og en historie om Vietnam-krigen, men denne gang forsøgte jeg at gå back to basic’s, bruge den marxistiske metode og samle det hele.
Man vinder ikke folk ved at diskutere, hvad alle andre siger, men ved at samle det hele og forstå det som et hele.
På den made kan vi se sammenhængen og det er utrolig intellektuelt tilfredsstillende.
“Whats worng with America“ af Jonathan Neale kan snart købes på www.modstand.org
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed