Socialistisk Arbejderavis
Nr. 233 – 22. september 2004 – side 9
Økonomi for Antikapitalister
Asocial uddannelsesøkonomi
Jakob Nerup
Tallet er svimlende og menneskene mange. Det danske uddannelsessystem er en stor post på finansloven, i amter og kommuner. Samlet set bruges der mere end 90 milliarder kroner på uddannelse. Og der er mange mennesker i det danske uddannelsessystem. Der er elever, studerende, lærere, lærlinge, rektorer, kantinepersonale, pedeller og rengøringsfolk. I alt er der næsten 1,2 millioner mennesker eller 20 % af den samlede danske befolkning.
Derfor er enhver regering interesseret i at profilere sig som dem der gør noget ved uddannelsen. Det gælder også Fogh’s regering, som har sammenkædet mere og bedre uddannelse med Danmarks muligheder (eller rettere sagt danske multinationale virksomheders chance) for at klare sig i den globale konkurrence. De proklamerer højlydt at uddannelse er en mærkesag. Men tallene bag facaden viser noget helt andet.
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har regnet på Fogh’s finanslov. Og de har regnet både frem og tilbage. Og fakta er at der er sket store besparelser i de få år de har siddet. I gennemsnit er der sparet 3.100 kr. pr. studerende svarende til 5,1 % eller i alt 1,1 milliard hvis tal fra 2001 sammenlignes med 2005. Det er derfor ikke mærkeligt at elever og lærere på skoler, seminarier og universiteter synes at der er skåret til benet. Når man mangler en vikar, så er det faktisk Foghs skyld.
En borgerlig regering som Foghs lader naturligvis ikke besparelserne ramme med samme kraft mod alle dele af uddannelsessystemet. Selv om de store summer hentes via årlige grønthøsterbesparelser på 2-3 % om året om fordeles ca. halvdelen til andre uddannelsesformål. Men der hvor der er besparet hårdest er der, hvor arbejderklassens unge er. Voksen- og efteruddannelsesområdet er faldet med næsten ½ milliard kr. siden 2001 og det rammer de dårligst uddannede, de ufaglærte og de arbejdsløse.
Men også ungdomsområder er ramt hårdt. Således er der sparet 370 millioner på mellemlange videregående uddannelser, som omfatter uddannelsen af skolelærere, pædagoger og sygeplejersker. Afskaffelsen af den fri ungdomsuddannelse, som var en mulighed for de som ikke kunne spærres inde i de institutionelle undervisningsrammer, sparer Fogh for 428 millioner i 2005. Og smadringen af skolepraktikken, som sikrer mange af arbejderklassens børn (og i særdeleshed unge indvandrere) det svendebrev, som virksomhederne ikke vil gi’ dem, sparer ½ milliard i de næste år.
Samlet set er det meget asociale besparelser, hvor arbejderklassens nederste rammes ubarmhjertigt og de eneste områder som ikke er ramt er privatskoler og gymnasiale uddannelser. Den væsentligste metode til de mange besparelser er ikke store ideologiske angreb, men snigende og strukturelle besparelser bl.a. via taxameterstyringen af tilskuddene. Det drejer sig om 3,1 % i 2005.
Analysen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har ikke bekommet regeringen vel, så deres regnedrenge har forsøgt at pynte på tallene, men virkeligheden kan ikke omreg-nes. Elevers og studerendes protester skyldes ikke en forkælet ungdom, men Foghs nedskæringer.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed