Socialistisk Arbejderavis
Nr. 234 – 13. oktober 2004 – side 11
Den militante kant
Stemningsargumentet – gammel vin på nye flasker
Jan Hoby
Antallet af mennesker der har noget udestående med Fogh – er stor! Vreden og frustrationen over regeringen afmontering af velfærdssamfundet – er tiltagende! Erkendelsen af regeringens krigsførelse på alle fronter – er stigende!
I sådan en situation skulle man tro at den samlende fagbevægelse ville kalde til kamp, mobilisere medlemmerne gennem politiske diskussioner på alle arbejdspladser, på alle tillidsrepræsentantmøder, i alle afkroge af det ganske land. Men hverken LO eller FTF har kaldt til noget, der bare ligner et debatmøde. Men så er det jo godt at venstrefløjen i fagbevægelsen gennem Fagligt Ansvar indkaldte til konference i Odense under titlen ”Faglige krav til en anden politik” d.28.august. 700 tillidsfolk og faglige aktive havde fundet vej. Tanken var at det var fagbevægelsens græsrødder der skulle formulere krav til de tre arbejderpartier. Ud fra devisen, hvis I støtter vores politik, så stemmer vi på jer! Men sådan blev det ikke. I stedet for læste og på skrev Mogens Lykketoft sine betingelser til fagbevægelsen; Først skal vi vælte Fogh, bagefter kan vi altid snakke politisk grundlag.
Hverken SF eller Enhedslisten udfordrede Lykketoft på den dagsorden. Desværre gjorde Fagligt Ansvars ledelse heller ikke. For dem oversteg ønsket om enheden med de socialdemokratiske LO-storbyerne, ønsket om konkret handling. På den måde reduceres spørgsmålet om enhed til en frase. Enheden blev ikke noget der styrkede fagbevægelsens græsrødder, men derimod noget der handlingslammede dem. Gennem bureaukratiske manøvrer og minimal debat i plenum, lykkedes det skabe en stemning der udstillede dem som ville handling fra neden, som ”et par sekterikere fra den yderste venstrefløj”. Og dem som kom efter handlingsanvisninger havde ”urealistiske forventninger til konferencen, som kunne have været undgået, hvis I havde kigget lidt i programmet inden I kom.”
Så i stedet for at markere aktiv modstand mod Fogh på Folketingets åbning, argumenterede Anders Olesen fra Fagligt Ansvar for en aktivitetsdag lørdag d.2.oktober. Som forventet blev 2.oktober en total fiasko, – for den blev aflyst! Christian Juhl, SID-Silkeborg rammer bunden når han skriver ”Indrømmet – der er ikke stor protest fra os gamle grå mænd i fagforeningerne i dag på Folketingets åbningsdag. Men hvad de gamle ikke kan – det kan de unge.”
og forsætter:
”En dag overtager de også fagforeningerne efter os – og hvem ved – måske sætter de Fogh på porten. 5. oktober 2004 ser ud til at blive en god dag for et bedre Danmark – takket være ungdommen.” Magen til hykleri skal man lede længe efter.
Men modviljen mod at handle selv fra venstrefløjen i fagbevægelsen er ikke noget nyt. “Stemningsargumentet“ opstår, fordi den borgerlige mediemaskine bagatelliseret strejker, og fordi store dele af fagbevægelsens tillidsfolk og bureaukrater køber logikken. Men fagbevægelsen holder selv ”stemningsargumentet” i live. Et argument, som bliver fulgt til dørs af holdninger som ”det er uklart, hvorfor vi skal strejke”, ”medlemmerne er ikke klar” osv. Argumenter, som alene skal retfærdiggøre passivitet og modstand mod at gå ud i arbejderklassen og argumentere for handling.
Det er der ikke noget nyt i. Rosa Luxemburg skriver i Massestrejke, parti og fagforeninger fra 1906:
Hos fagforeningslederne er spørgsmålet sædvanligvis udtømt med påstanden: ”Vi er endnu ikke stærke nok til at risikere en så farlig kraftprøve som en massestrejke.”
Nu er dette standpunkt for så vidt uholdbart, fordi det er en uløselig opgave gennem en rolig talmæssig beregning at fastslå, hvornår proletariatet er ”stærkt nok” til en eller anden kamp. For 30 år siden talte de tyske fagforeninger 50.000 medlemmer... Efter yderligere 15 år var fagforeningerne fire gange så stærke og talte 237.00 medlemmer. Hvis man imidlertid dengang havde spurgt dagens fagforeningsledere, om proletariatets organisationer nu var modnet til en massestrejke, havde de sikkert svaret, at dette ikke var tilfældet, og de faglige organisationer først måtte kunne tælles i millioner. I dag er tallet på de organiserede fagforeningsmedlemmer allerede inde i den anden million, mens lederens anskuelser er præcis de samme, hvad der åbenbart kan forsætte i det uendelige”
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed