Socialistisk Arbejderavis
Nr. 235 – 4. november 2004 – side 6
Argumenter for at danne en verdslig stat for både palæstinenserne og jøder
Ghada Karmi
Konflikten mellem palæstinenserne og Israel er den vigtigste sag på verdens dagsorden. Den har størstedelen af skylden for instabilteten i en allerede ustabil region, og er et samlingspunkt for den arabiske og islamiske verden. Ingen er i tvivl om, at den kræver øjeblikkelig løsning – men ingen er i stand til at løse den.
Siden 1974 er de løsninger, som er blevet foreslået, forskellige varianter af det samme tema – at danne en selvstændig palæstinensisk stat ved siden af Israel. Parametrene for en palæstinensisk stat har aldrig været nøjagtige defineret, men der er bred enighed om, at den skal omfatte de palæstinensiske områder, der holdes besat af Israel siden 1967. For første gang nogen sinde gav en amerikanske præsident i 2002 sin klare og utvetydigt støtte til en sådan plan.
Alligevel har denne løsning for en del palæstinensere (og for et stigende antal jøder) aldrig været at foretrække. I 1969 foreslog en marxistisk fraktion i PLO, den Folkelige Demokratiske Front, en anden idé – at der burde være en verdslig, demokratisk stat i stedet for Israel med lighed for alle borgere uanset deres religion eller etnicitet. Desværre tvang en kombination af store afvisende flertal på begge sider og militære nederlag til Israel PLO til at droppe idéen og til at arbejde for to stater i stedet for. I dag er idéens tilhængere stadigvæk en lille minoritet, men de vokser i antal. En del artikler er dukket op på det seneste, der diskuterer idéen om en én-stats løsning. Forskellige én-stats grupper eksisterer i dag i USA, Lausanne og London.
En delt stat er, ikke overraskende, ikke noget populær idé blandt zionister. Mange palæstinensere, især dem under den israelske besættelse, er ligeledes utilfreds med idéen, skønt af forskellige grunde. Men det er ikke i sig selv nogen grund til at afvise idéen. De to vigtigste argumenter for en én-stats løsning er på den ene side, at en to-stats løsning ikke længere er holdbar og på den anden side, at selv om den skulle være det, er den ikke ønskelig.
Israels kolonisering af palæstinensisk jord har gjort, at en palæstinensisk stat ikke er mulig. Et kort blik på kortet over Vestbredden med sine kolonier, om-fartsveje og konstruktionen af sikkerhedsmuren viser dette med al tydelighed. Vestbredden har nu 400.000 jødiske nybyggere (samt ekstra 200.000 i Øst-Jerusalem). 80 % af vandet er omdirigeret til Israel. Når sikkerhedsmuren er bygget færdig, vil 40 % af jorden befinder sig i områder uden forbindelse til andre dele af Vestbredden og vil dermed udelukke en statsdannelse.
Koloniseringen af palæstinensisk territorium er et mål forfulgt med iver af alle israelske regeringer siden 1967. Det kan derfor ikke undre, at folk er begyndte at overveje én-stats løsningen. På den israelske side er nogle begyndt at frygte for den jødiske stats fremtid, både moralsk og eksistentielt. De fleste er zionister, som argumenterer med, at det israelske samfund korrumperes, når det undertrykker andre folk, og at en skønne dag vil hadet mod Israel drive de undertrykte ofrer til at ødelægge Israel. De snakker om en ”to-national stat”, hvor arabere og jøder kunne dele jorden. Selv om dette skridt begrænser zionistiske ambitioner om et større territorium, ville det hjælpe med at sikre et jødisk hjemland. For palæstinensere, som ser ingen logistisk mulighed for en separat palæstinensiske stat, giver sådan en løsning håb om en base for en palæstinensisk nation.
Men selv om den foreslåede to-stats løsning havde været logistisk muligt, ville den ikke være ønskelig. Den vil fører til en ulig fordeling af jorden (den palæstinensiske jord udgør i dag kun 22 % af det oprindelige Palæstina), og den vil ikke kunne omfatte alle de flygtninge, som ønsker at vende hjem. Den vil også betyde overlevelsen af en eksklusiv etno-religiøs stat, der fastholder retten til jorden og retten til at straffe og udbytte områdets oprindelige befolkning.
Palæstinensernes problem er, hvordan kan de genvinde den tabte jord, repatrierer flygtningene og opbygge et normalt liv for deres folk? Ingen af disse ting kan opnås, mens Israel som en zionistisk eksklusiv stat eksisterer. Den eneste humane, retfærdige og praktiske løsning er at dele jorden mellem de israelere og palæstinenser, som allerede bor der, mens man tillader alle dem, som blev fordrevet, at vende tilbage. Det er ikke det samme som at ”kaste israelerne i havet”, som modstandere af idéen normalt hævder.
Mange indvendinger til denne løsning har været fremme. Firkantet sagt kan de opsummeres ved at sige, at jøderne i Israel vil modsætte sig, at deres drømme forsvinder, og at magtbalancen i dag er i deres favør. Det er rigtigt – lige nu. Men løsningens moralske magt forbliver, og ligesom alle principielle spørgsmål vil den overleve de skiftende politiske og historiske vinde.
Ghada Karmi er en palæstinensisk aktivist og forfatter, hvis sidste bog er ”In search of Fatima”
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed