Socialistisk Arbejderavis
Nr. 236 – 24. november 2004 – side 3
Fallujah samler modstanden
Jakob Nerup
USA har sønderbombet Fallujah og myrdet flere tusinde mennesker. Amerikanerne ønskede at afskrække Iraks indbyggere fra at sætte sig op mod besættelsesmagten. Men der er sket det modsatte.
Selv om de amerikanske styrker nægter Røde Kors adgang så er der sluppet rædselsfulde beretninger ud, som fx på Baghdad’s Naaman hospital, hvor 12-årige Ala Barham ligger i chok. Hans bror ligger med hovedforbinding og en slange i maven. I sengen ved siden ligger en toårig med det ene ben skudt af. Alle ramt af amerikanske bomber inden det store angreb. Siden har vi hørt om forældre hvis børn forblødte i armene på dem, fordi de ikke kunne komme ud og hospitalerne i Fallujah var bombet. Og nu kommer de mange døde frem af ruinerne, som forbrændte til ukendelighed, så de må smides i massegrave, som det skete for 73 kvinder og børn i Saqlawiya i en landsby som grænser op til Fallujah.
Det umenneskelige angreb, som vi dagligt kunne følge på TV, har sat sine spor på nethinden og i bevidstheden. Vi kan alle genkalde os de brutale tv-billeder af den amerikanske soldat som skyder en ubevæbnet og såret iraker inde i en af Fallujahs mange moskeer. Vi kan alle huske billederne af de amerikanske tanks som skyder huse med mennesker i smadder. Vi kan alle mindes de tusinder som er inde i bygningerne, som nu er døde.
Og for irakerne bliver det et voldsomt symbol på det umenneskelige USA, som uanset prisen vil besætte Irak og dets olie. Det minder de 100.000 døde slægtninge dem om. Familierne mangler rent vand. Det gælder 60 % på landet og 20 % i byerne, og det rammer de fattige familier hårdest. De ser deres børn blive syge og dø på grund af manglende rent vand og elektricitet. 400.000 børn er underernærede i Irak, som følge af besættelsen.
På trods af amerikanernes højt proklamerede sejr i Fallujah er det i stedet blevet symbolet på noget helt andet i vores bevidsthed. Fallujah overgav sig aldrig til besættelsesmagten eller deres marionetregering. Fallujah fastholdt retten til selv at bestemme og skabte en fælles modstand blandt alle byens indbyggere uanset om de var islamister eller ateister, om de var sunnier eller shiiter, om de var Baath-partifolk eller andre poltiske grupper. De var fælles om én ting – modstanden mod besættelsen.
Amerikanske soldater kunne ikke fremvise, hverken terrorister eller udenlandske soldater. Ud af de 1000 fanger var kun de 23 udlændinge. Og ud af de erklærede 1600 døde, siger folk fra Fallujah, at blot de 1-200 er kæmpere. Resten af dem er de fattige, sårede, gamle og børn der ikke havde kræfterne og mulighederne for at flygte for amerikanernes sønderbombninger.
Den irakiske marionetregering havde forventet at de kunne gå styrket ud af angrebet på Fallujah og fortsætte med forberedelsen af det såkaldte valg i januar. Det modsatte er sket. Deres regering er blevet decimeret, fordi nogle af de bærende kræfter fra forsamlingen af muslimske lærde har trukket sig og efterfølgende samlet en boykot blandt mere end 50 organisationer, heriblandt det kristne demokratiske parti og den Iraks Tyrkmenske front, af det kommende valg. Sikkerheden er blevet endnu dårligere på trods af undtagelsestilstanden, fordi angrebene er blevet flere.
Hvor en væsentlig del af irakerne før Fallujah vaklede mellem modstanden og passivitet, er dette nu blevet til en kamp mellem på den ene side det store flertals opbakning til modstanden og på den anden siden en minoritet, der alene baserer sig på amerikansk besættelesmagt. Få dage inde i angrebet på Fallujah lanceredes modstandsgrupper en storoffensiv mod Mosul, som på få øjeblikke var i deres hænder. Ikke fordi deres ildkraft eller antal var enormt, men alene fordi ingen af politisoldaterne i Mosul ville slås med dem og befolkningen generelt bakker modstandsfolkene op.
Ledende amerikanske generaler sammenlignede før angrebet på Fallujah med situationen i Vietnam 1968 og kampen om kongebyen Hue. Og det rummer sin egen historiske ironi. Befrielseshæren af vietnamesere havde lanceret en storoffensiv mod baser og byer under det vietnamesiske nytår Tet. De amerikanske besættelsesstyrker blev taget på sengen, men satte alle kræfter til for at slå angrebene fra den dårligt udrustede oprørshær tilbage. Et af de sidste store slag stod om Hue. Tusinder af amerikanske marinesoldater angreb byen, sønderbombede halvdelen af den og dræbte 4000 mennesker. Det blev begyndelsen til enden. For selv om oprørerne i Vietnam led et militært nederlag så vandt de på to andre fronter. Dels viste de at USA’s hær ikke var usårlig og det mobiliserede hundredetusinder af deres landsmænd til fælles kamp mod besættelsesmagten. Og dels rejste det et antiimperialistisk kampråb, som millioner af unge verden over tog til sig.
Det er historiens ironi er, at den amerikanske hærs reference til Hue, da de angreb Fallujah, meget nemt kan blive til historiens gentagelse. At Fallujah har forenet irakerne i en fælles modstand mod besættelsen. At Fallujah har genskabt viljen til at mobilisere mod USA og deres støtter som Fogh over hele verden.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed