Socialistisk Arbejderavis
Nr. 236 – 24. november 2004 – side 5
Olie-krig i Columbia?
Lee Sustar
Columbias højreorienterede regering optrapper dens beskidte krig mod de venstreorienterede guerillaer, for at sikre sig olie-ressourcer. USA er mere åbent involveret end nogensinde før.
Officielt yder amerikanske helikoptere og overvågnings personel støtte til 18.000 columbianske tropper, der er sat til at bekæmpe „narko-terrorister“. New York Times skrev i sidste måned: „Men offensiven, der altså er støttet af Washington, har et andet mål, som de militære myndigheder kun ivrigt diskuterer: At gøre potentielt olie-rige områder sikre til udforskning af private firmaer og det statsejede olieselskab“.
Den forøgede amerikanske militære tilstedeværelse er koncentreret i den fjerntliggende Putumayo-region. Putumayo har længe været et mål for USAs sprøjtegiftsprogram, der skulle udrydde Columbias coca-afgrøder. Men Putumayo er også centrum for landets uudforskede olie-ressourcer.
Altså fungerer det columbianske militær essentielt som vagter i Putumayo. Det er vagthund for det statslige olieselskab, men også for Houstons Argosy Energy International, der driver 15 boringer i området. Dette er en del af regeringens nye politik, der tillader udenlandske olieselskaber en større rolle i landet. Det gælder store amerikanske multinationale som ExxonMobil og ChevronTexaco. Columbia ligger på top ti listen over lande, der eksporterer olie til USA.
Washington har budt disse og andre erhvervsvenlige fri-markeds „reformer“ velkommen. USA støtter Putumayo operationen ved at fordoble antallet af amerikanske tropper til 800 og ved at forøge antallet af amerikanske borgere, der arbejder for entreprenører fra 400 til 600. Ligesom militæret vil også entreprenørerne være involveret i bekæmpelsen af oprørerne.
Men offensiven i Putumayo er mere end et kapløb om olie. Det er den højreorienterede præsident, Alvaro Uribes, seneste forsøg på at konsolidere sin magt. Uribe blev valgt i 2002 med flertal i første valgrunde – som den første i Columbias historie. Han blev valgt på et lov og orden program og på et løfte om at vinde landets langvarige borgerkrig. Siden har Uribe prøvet at positionere sig som USA’s stærke mand i Sydamerika.
Men han er løbet ind i uventet modstand, ikke kun fra guerillaerne, men også fra landets arbejderklasse og de fattige i byerne. Uribe prøvede at udvide sin magt – men en afstemning om hovedstaden Bogotás borgmesterpost i 2003, faldt ud til Luis Eduardo „Lucho“ Garzons fordel. Garzon er en venstreorienteret tidligere fagforeningsleder. Uribe prøvede dernæst at få vedtaget en lov, der ville tillade ham at stille op til genvalg – det slog også fejl.
Med entusiastisk støtte fra Bush eskalerede han i mellemtiden regeringens langvarige krig med Columbias revolutionære væbnede styrker og den nationale befrielseshær ved at sende hæren ind i territorium kontrolleret af oprørerne. Uribe har prøvet at indynde sig hos lederne af de højre-orienterede paramilitære i „Forenet Selv-forsvar“ ved at tilbyde dem amnesti, hvis de lader sig afvæbne. Og ved at invitere notoriske slagtere fra de paramilitære til at tale til kongressen tidligere i år.
Ved at skrue ned for blusset hos de paramilitære – og ved at opbygge de regulære væbnede styrker – håber Uribe bedre at kunne kontrollere – og lovliggøre – den terrortaktik, som højrefløjen længe har brugt mod fagforeningsmedlemmer og ledere af folkelige organisationer.
Ind til videre har dette ikke virket. En stor national strejke og protest mod regeringens politik d. 12. oktober synliggjorde den udbredte modstand mod Uribes forfejlede frie markeds politik. Den Columbianske avis El Tiempo udtrykte det sådan: „Det er sikkert, at den nærmeste fremtid ser sort ud for den mest populære præsident nogensinde“.
oversat af Jesper Høi Kanne
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed