Socialistisk Arbejderavis
Nr. 236 – 24. november 2004 – side 16
Yassir Arafat 1929-2004
Geværet og olivenkvisten
John Rose
Yassir Arafat, som døde d. 11. november, dominerede palæstinensernes kamp siden hans opdukken som leder af den nationale befrielsesbevægelse sidst i 1960’erne.
Arafat gjorde sin entre på den internationale scene d. 13. november 1974. Han deltog i FN’s generalforsamling i New York og holdte en flammende tale. ”I dag er jeg kommet bærende en olivenkvist og en frihedskæmpers våben. Lad ikke olivenkvisten falde fra min hånd”, sagde han og udstak sine visioner om en fælles demokratisk palæstinensisk stat, der kunne rumme både arabere og jøder.
Arafat’s sensationelle deltagelse i FN symboliserede både styrken og svagheden ved hans Fatah guerillabevægelse, som var blevet den ledende gruppe indenfor PLO, Organisationen til Palæstinas Befrielse.
Hans tilstedeværelse i FN betød for PLO anerkendelsen af palæstinenserne som et folk. Denne anerkendelse var ikke ligegyldig. Så sent som i 1969 kunne den tidligere israelske premierminister Golda Meir stadigvæk hævde, at ”palæstinenserne ikke fandtes”. Arafat og PLO tilintetgjorde den løgn for altid.
Arafat betød en genrejsning af den palæstinensiske identitet og skabte en æresfølelse i et folk, som omverdenen havde glemt og hvis historie var blevet undertrykt.
Ofrene fra de zionistiske fordrivelser i 1948, der tvang 750.000 palæstinensere til at flygte fra deres hjem, var blevet reduceret til at overleve på almisser fra FN i lejrer på tværs af Jordan og i Libanon. Nu blev den anonyme flygtning igen en kæmper for national befrielse. Fatah og de andre palæstinensiske guerillaorganisationer var født i disse flygtningelejrer i 1960’erne. Deres kamp for at vende tilbage til Palæstina skabte håb om, at fordrivelsen ville blive omgjort. Det var det, der gjorde de kæmpende palæstinensiske flygtninge så truende for den israelske stat, skønt guerillaerne i sig selv ikke udgjorde nogen stor militær trussel.
En ting var at erklære, at ofrene for den europæiske antisemitisme fortjente deres eget land, noget andet var at sige, at de fortjente et andet folks land. Bare eksistensen af et palæstinensisk folk underminerede retfærdiggørelsen af Israels eksistens.
Alligevel skal man ikke undervurdere den militære kamp. Og her ser vi den store strategiske svaghed ved Arafat. Geværet og olivenkvisten blev til bevæbnet kamp plus diplomati. Men Arafat var dømt til at tabe i det diplomatiske spil. Han kæmpede ikke bare imod Israel. Han var også oppe imod dens økonomiske støtter – verdens største supermagt, USA.
Hvad Arafat virkelig manglede, var den massive og aktive støtte fra millioner af araber fra hele Mellemøsten. Den palæstinensiske sag havde stor støtte blandt araberne på gaden. Det store spørgsmål var og er, hvordan man kan omskabe denne sympati til politisk og militær handling.
Det betyder at stille skarpe spørgsmål om de arabiske regimers beredvillighed til at mobilisere deres egne befolkninger for den palæstinensiske sag. Og dette svig blev tydeliggjort i Jordan sidst i 60’erne.
Kong Hussein af Jordan ledte et af de mest tilbagestående regimer i regionen – et britisk konstrueret dukke-dynasti, der havde lavet hemmelige handler med zionisterne i 1948. Alligevel var 70 % af Jordans befolkning af palæstinensisk oprindelse. Der var tvivl om loyaliteten i den jordanske hær til den reaktionære konge – tusinder af jordanske soldater og mange officerer støttede åbenlyst PLO.
Fatah’s guerilla ledere i Jordan pressede på for en politisk beslutning om en oprejsning mod kong Hussein. Men Arafat var ubøjelig – han ville ikke udfordre arabiske regimer. Arafat så sig selv som en arabisk leder blandt de andre, og ønskede ikke at konfrontere selv de mest reaktionære.
Men Arafat måtte betale en frygtelig pris for sit afslag. Kong Hussein var fast besluttet på at knuse PLO i Jordan, koste hvad det ville. Han ventede på det rette tidspunkt og i 1970 vendte han loyale enheder af sin hær mod PLO. Blodbadet, der fulgte, blev kendt som ”Sorte September”. Svaghederne ved guerillabevægelsen blev udstillet. Såfremt de arabiske masser ikke var mobiliseret, kunne selv nok så spektakulære guerilla-aktioner ikke seriøst udfordre det israelske militær.
Alligevel kunne Israel ikke tage det roligt, så længe PLO stadigvæk eksisterede. I 1982 invaderede Israel med USA’s støtte Libanon og slagtede i titusinde vis af libanesere og palæstinensere for at ødelægge PLO’s militære og politiske hovedkvarter i det vestlige Beirut. Det lykkedes for Israel at fordrive PLO. Men Arafat’s position var nu svagere end nogensinde.
Egyptens ”freds”-aftale med Israel gjorde udsigten til, at de arabiske regimer igen skulle udfordre Israel endnu mindre sandsynligt. Ingen af disse regimer havde hjulpet Arafat, da Israel invaderede Libanon.
Nu kom ”diplomatiet” frem. Arafat selv indlod sig i en forhandlingsløsning med fjenden, og underskrev d. 13. september 1993 Oslo-aftalen med den israelske premierminister Yitsak Rabin i Washington.
Den to-stats løsning, som blev aftalt i Oslo, så umiddelbart fair ud. Den var givet under indtryk af den første palæstinensiske opstand, intifada’en, som begyndte i 1987. Kampen var nu flyttet til de besatte områder af Vestbredden og til Gaza.
Lige fra starten stod det klart, at palæstinensiske flygtninge var udelukket fra at komme tilbage til deres jord. Og Israel var så meget stærkere militært set, at enhver bemærkning om at dele Jerusalem var udeladt.
Værre var, at det blev klart i månederne efter underskrivelsen af Oslo-aftalen, at Israel ikke kun ville beholde de allerede eksisterende bosættelser på Vestbredden, men også udvide dem. Medierne i USA udstillede Arafat som lederen, der havde overgivet sig. I 1996 blev han valgt som ”præsident” for den palæstinensiske autoritet i små isolerede felter i Palæstina, omgærdet af Israel.
De fejlslagne Camp David forhandlinger under præsident Bill Clintons ledelse i 2000 mellem Arafat og den daværende israelske premierminister Ehud Barak, udløste den anden intifada senere det år. Barak havde afslået at give Arafat den indrømmelse, at Israel i det mindste offentligt erkendte dets medansvar for flygtningekrisen i 1948.
Dette var på trods af, at Arafat havde anerkendt ”Israels demokrati” – kode for at anerkende den jødiske karakter af den israelske stat og dermed afslået flygtningenes ret til at vende tilbage.
Så langt bøjede Arafat sig for israelerne. Alligevel var han ved enden af sit liv indespærret som en skurk i Ramallah. Israel og USA tilgav ham aldrig den anden intifada – også selv om intifadaen i høj grad var en protest mod Arafat’s udsalg på Camp David.
Den palæstinensiske bevægelse voksede frem ikke på grund af besættelse, men på grund af fordrivelse. Arafat symboliserede forhåbningerne til disse fordrevne mennesker, selv om han ikke evnede at opfylde dem.
Af John Rose, artiklen er tidligere bragt i Socialist Worker 1928. Oversat af Peter Iversen
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed