Socialistisk Arbejderavis
Nr. 237 – 12. januar 2005 – side 3
Svin eller mennesker
Jakob Nerup
I Danmark er der 5 svin for hvert menneske. Ikke fordi vi holder dem som kæledyr, men de er grundlaget for den multinationale svineeksport, som gør et par tusind svinebaroner stinkende rige. Og så grådige, at hensynet til svin kommer før mennesker. Det har vi oplevet med den kyniske lukning af pølsefabrikken i Ringsted, hvor 230 slagteriarbejdere er dømt til arbejdsløshed.
Svinebaronerne troede, at de ved at true med outsourcing af job til udlandet, kunne få alt igennem. Ledelsen på Danish Crown i Ringsted forsøgte at skære 15 % på lønningerne. Men mennesker er ikke dumme som svin, i hvert fald ikke hvis de er slagteriarbejdere. De erklærede højlydt, at deres forståelse af globalisering ikke er den samme som de grådige svinebaroner. De vil ikke presses til at konkurrere på lønnen. Selv om deres forbund, Nærings- og Nyddelsesmiddelarbejder Forbundet (NNF) på skammeligste vis accepterede lønnedgangen, ville de menige slagteriarbejdere det anderledes. De gik i strejke.
Bagefter var der roser til slagteriarbejderne fra resten af fagbevægelsen. Fordi de havde forsvaret overenskomsten; fordi de havde vist at kamp nytter; og fordi de havde vist at den multinationale udgave af globaliseringen kan udfordres.
Slagteriarbejderne har forandret diskussionen om globalisering. Deres strejke og vilje til at byde en multinational logik trods, har løftet sammenhængen mellem den sociale kamp og den globaliseringskritiske bevægelse ind i de danske stuer. Nu er det mennesker, som hedder Gunnar og ikke Guam, der er ofrene for den kyniske måde, de multinationale koncerner vil forme verden på. Nu hedder geografien Ringsted og ikke Rangoon. Men årsagen er den samme. Hos de multinationale kommer profit før hensynet til mennesker og marked før sociale hensyn til lokalområder.
Vores svar på dette må derfor være at forene de sociale kampe med de politiske. Midt i begejstringen over slagteriarbejdernes sejr skal man dog ikke glemme nederlaget for de 230 på pølsefabrikken. De er fyret og efterladt i en Sjællandsk provinsby, hvor arbejdsløsheden for slagteriarbejdere er på 20 %. Her hjælper Foghs løfter om uddannelse intet, ej heller Lykketofts luftige løfter om mere uddannelse. Her er det job, der tæller. Derfor burde fagbevægelsen have sikret dem 100 % solidaritet, hvis de havde taget kampen op om deres arbejdsplads.
En kamp om arbejdspladser er svær at vinde, men ikke umulig. Udgangspunktet ville nemlig være en sag, som har stor opbakning i arbejderklassen. Men det er en forudsætning for at vinde, at der er en tiltro til at stærke kræfter med organisation og penge vil bakke den op fra starten. ”Det er først nu, at solidariteten skal stå sin prøve. Det er nu kollegerne skal lægge knivene, så vi kan beholde vores arbejde. Men tør de det?” spurgte en af Tulip-slagterne, Peter Nielsen, til Ekstra Bladet. Og det signal udsender toppen i fagbevægelsen og mange fagbureaukrater ikke, tværtimod.
Toppen i dansk fagbevægelse lever desværre stadig i illusion om, at de multinationales globalisering og regeringens nyliberalistiske markedspolitik ikke er et grundlæggende problem. I adskillige år har regering, medier og arbejdsgivere fortalt os om den uundgåelige globalisering. Og Fogh og DI fremhæver i kor globaliseringens kapløb om lønninger, som noget uundgåeligt, der bare skal foregå langt fra Danmark og så skal udnyttes. Vi mister nogle job, men bare vi uddanner os, så skal vi nok klare den.
Det argument duer ikke overfor de ufaglærte og faglærte arbejdere, som mister deres job. De kan ikke omprogrammeres og flyttes som robotter, fordi det er mennesker, der lever med familie og venner i et område. Og det er heller ikke rigtigt at job blot forsvinder som en naturlov. De forsvinder, netop fordi direktører og politikere er ligeglade med arbejdernes forhold i den 3. verden.
Marx skrev at den enkelte kapitalist kun har få muligheder for at øge profitten, fordi den stammer fra udbytningen af det menneskelige arbejde. Enten kan man investere i ny teknologi og stordrift, og dermed få mere ud af den enkelte arbejder, eller de kan forsøge at presse endnu mere ud af den enkelte arbejder gennem at sænke lønnen eller udvide arbejdstiden. Begge dele gør de danske slagterier brug af. På Tulip-slagteriet i Vejle har ledelsen presset en 40 timers uge igennem, hvilket har forøget produktionen.
Slagteriarbejdernes strejke mod de multinationales måde at globalisere på, har tændt et lys. Nu står det lysende klart, at vi ikke skal underbyde os selv, men tværtimod må stå sammen for en anden verden.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed