Socialistisk Arbejderavis
Nr. 237 – 12. januar 2005 – side 6
Kapitalismen gjorde tsunamien dødelig
Vinod Moonesinghe
Tsunamien den anden juledag, udløst af et jordskælv nær den indonesiske ø Sumatra, har været skyld i massive ødelæggelser i Sri Lanka. Den har ødelagt bygninger op til en kilometer fra kysten, og dræbt tusinder af mennesker.
30. december var der blevet talt over tyve tusinde døde i Sri Lanka. Det anslås at over en million mennesker (mange af dem i områder, der ikke er direkte berørt af tsunamien) er eller kan komme i problemer.
Mange mennesker overlevede ved at løbe for deres liv til højt beliggende steder. Senere samledes de i improviserede flygtningelejre i skoler, buddhistiske klostre, hinduistiske templer, kirker og moskeer.
De nordlige kystområder er ifølge rapporterne værst ramt. Dette område har i forvejen store problemer som følge af 20 års borgerkrig.
Flygtningelejrene i Batticaloa har fået meget lidt hjælp fra regeringen i ugen efter katastrofen, det meste af hjælpen er kommet fra frivillige hjælpeorganisationer.
Den sydlige provins, som har været forskånet for de værste følger af borgerkrigen, har virkelig oplevet katastrofen. Hele landsbyer er forsvundet. I Galle-distriktet er et helt fødselshospital blevet taget af havet.
På grund af en akut mangel på over en million boliger i Sri Lanka, bor mange folk i spinkle hytter og rønner på stranden. Det er disse folk, der er blevet værst ramt af tsunamien.
I Seenigama, Telwatte, og de andre landsbyer nord for Hikkaduwa bor der først og fremmest folk, der er meget fattige. De lever af at dykke koraler, som rebslagere og fiskere. Mange folk lever af at arbejde på hoteller i Sri Lanka og på Maldiverne.
Folk bliver ved med det ulovlige arbejde på koralrevene, fordi de er fattige. Det er et opslidende arbejde at dykke ned og hente stykker af koralrevet op. Profitten ender hos de mafiafolk, der sælger og eksporterer koralerne.
Fordi koralrevene er blevet ødelagt, tager havet store bidder af stranden selv under normale forhold. Da tsunamien kom, var der intet rev til at holde den tilbage, og den kunne tage store dele af kysten med sig.
I de tre dage efter katastrofen var regeringen paralyseret. Det var folk i de byer og landsbyer, der lå så langt inde i landet, at de var blevet skånet, der hjalp de nødlidende ved at dele deres mad og tøj med dem.
Først den 29. december begyndte regeringen at registrere flygtningene. Der var akut mangel på mad, da også folk i uberørte områder ikke selv havde nok at spise.
Efter tre dage var elektricitetsforsyningen genoprettet. Der kommer til at gå længe tid før vandforsyningen er genoprettet. Og før det sker, er det umuligt for flygtningene at vende hjem – selv for dem, der har et hjem at vende tilbage til. Selvom toiletter, der var blevet bygget oven på septiktanke af beton, klarede sig ret godt, er der stadig store sanitære problemer.
Folk frygter for fremtiden. De huse, som nu er forsvundet, har taget års slid at få bygget. En stor del af befolkningen vil være arbejdsløse, især i turistbranchen – noget der bliver forværret af, at dem, der har arbejdet på Maldiverne, vender hjem. Og mange offentligt ansatte vil få store problemer med at komme på arbejde, fordi jernbanen er blevet ødelagt.
Vinod Moonesinghe er aktivist og talsmand for Sri Lanka’s Environmental Foundation.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed