Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 237 – 12. januar 2005 – side 7

Byrderne rammer de fattigste hårdest

Mike Davis

Mainstream-medierne fokuserer på de naturlige årsager til katastrofer som den nylige tsunami i Det indiske Ocean. Hvad er den bredere sammenhæng?

Det indiske ocean er allerede centrum for den klimatiske ødelæggelse, som er på vej til snart at opstå på grund af miljøpåvirkning og global opvarmning. Denne del af verden har allerede og vil fortsætte med at have regelmæssige dødsofre fra tyfoner og oversvømmelser og de dermed forbundne sygdomme.

I særdeleshed Bangladesh og øgrup-perne, der blev ramt af tsunamien, som Maldiverne og Andamanerne, er de samfund, der er i størst fare fra den globale opvarmning i de næste 10 eller 15 år. Så selvom den specielle årsag denne gang – et gigantisk jordskælv i det indiske ocean er en relativt sjælden begivenhed – er Det indiske Ocean og særligt Den bengalske Bugt de vigtigste scener for klassekamp m.h.t. global opvarmning og de tiltagende naturkatastrofer, det vil medføre.

Jeg er sikker på, at en masse politiske ledere nu vil sige, at det ikke har nogen mening at opbygge et katastrofe-varslingssystem, fordi det vi så var sådan en sjælden begivenhed. Det er måske sandt, når det gælder jordskælvsfremkaldte tsunamier. Men kystsikkerhed er en umådelig vigtig sag i denne region.

Det er chokerende, at de geofysiske varslingssystemer og kystbeskyttelser, og som kunne have gjort en forskel, næsten kun er forbeholdt de velhavende samfund. Til gengæld er den store byrde af katastrofe, død og økonomisk ødelæggelse overladt til de fattige samfund, ikke mindst fiskersamfundene langs kysterne af Det indiske Ocean, hvor fiskeriet udgør hele eksistensen for fiskerne og deres familier.

Hvad skulle der til som minimum af tidlig varsling? I nogen tilfælde ville det kun være et telefonopkald, hvis der findes et netværk eller en organisation.
Hvad er det for politiske og økonomiske faktorer, der spiller ind ved “naturlige“ katastrofer?
Dødsfaldene fra tsunami-katastrofen er så tæt på en naturkatastrofe, som man kan komme. Mere typisk i tilfældet jordskælv på land er, at folk bliver dræbt på grund af dårlige huskonstruktioner – de bliver dræbt på grund af fattigdom.

Et typisk jordskælv eller en tyfon eller en oversvømmelse kan få virkninger, der kan mærkes i flere generationer. Vi har set det i tilfælde som Nicaragua, Honduras og Guatemala i Latinamerika i løbet af de sidste 20-30 år. Folk er endnu ikke kommet sig over Managua-jordskælvet eller orkan-erne i Mellemamerika i 1998.

Det vigtigste sociale fænomen på planeten lige nu er urbanisering. 95 % af fremtidens befolkningstilvækst vil foregå i ulandenes storbyer. Og dertil kommer, at denne menneskeforøgelse kommer til at bo under de farligst tænkelige forhold – i udtørrede flodlejer, på lavtliggende kyststrækninger, i ustabile jordkløfter.

Det kunne have været i orden for 30 år siden i nogle af den tredje verdens byer, der endnu havde ordentligt veldrænet opland og med mulighed for bebyggelse med slum- eller nybyggerkvarterer. Nu sker hovedparten af bosættelserne i seismisk eller geologisk udsatte områder, og dermed forøger det eksponentielt antallet af mennesker, der kan udsættes for katastrofer.
I det store område omkring Det indiske Ocean er Bangladesh særdeles udsat, fordi det ligger så lavt. Menneskene dér må imødese en meget mørk fremtid, fordi tyfoner kommer mere og mere hyppigt og intenst. Selvom gigantiske jordskælv og tsunamier i det indiske ocean måske er relativt sjældne ville man, hvis man gik på nettet, finde, at for 20 år siden druknede 400.000 mennesker i Bangladesh. Her vil det ske igen og igen.

Det vil være et land, der mere og mere vil komme under belejring af oversvømmelser, med evakueringer, sygdomme og død, måske hvert tiende år, så overvældende som, eller værre end det vi lige har set.

Der vil også være politiske faktorer, der spiller med i anstrengelserne for at yde nødhjælp.
I nogen rige samfund kan katastrofer sommetider få en positiv økonomisk effekt. Man har en slags “seismisk Keynesianisme“ i Californien, eller den store føderale nødhjælpsstøtte i Florida. Først og fremmest “vælgertække-nødhjælp“ fra Washington.

Katastrofer bliver også tit brugt som en slags byfornyelse og dette kan blive tilfældet nu, særligt i Thailand eller Malaysia fx – hvor feriesteder, men også byer hele tiden trænger sig ind på gamle fiskerbyer og små kystbyer. Det ville ikke være overraskende, hvis nogle af dem ikke bliver genopbygget, men plastret til med store turisthoteller eller projekter for militæret og andre grupper.

Vi kan forestille os, at der i Aceh – på den nordlige spids af Sumatra i Indonesien, hvor der har været ført frihedskamp – vil blive tilført nødhjælp, bevogtet og administreret af den indonesiske hær. Man kan forestille sig, hvad det vil føre til!! Det samme i Sri Lanka, hvor der har været borgerkrig på østkysten i 30 år.

Så er der den almindelige dagligdags politik, som handler om, hvem USA’s regering giver penge til og hvilken slags velgørenhed, regeringen bedst kan lide. Når alt kommer til alt, er det ikke overraskende, at næsten ingenting kommer “ned til“ de fattigste – til rødderne.
Hvad vil de varige følger af denne katastrofe være?
Den økonomiske skade vil blive monumental. Det vil tage lang tid, og det vil måske aldrig helt kunne regnes ud. Især i de fattige fiskersamfund, hvor livet afhænger af fiskeriet, og hvor tusinder og atter tusinder er blevet ramt.
Men det er bare en del af fiskersamfundenes samlede problemer over hele verden. Samfund, der lever af fiskeri og kun det, er døende eller ved at blive tvunget ind i dybere fattigdom i konkurrence med fx EUs eller Japans trawler-fabrikker, gennem rovdrift af den maritime biomasse og gennem sådanne tiltag som de kæmpestore kommercialiserede rejefarme. Det er den større sammenhæng.

Det er vældig vigtigt for folk at forstå, at den vedvarende trussel i alle disse regioner kommer fra stormskader. Det bliver forværret med den globale opvarmning og vores fiasko med at opbygge et virkeligt netværk til beskyttelse af fattige samfund, eller det at investere i så enkle ting som diger, beskyttede fiskerihavne osv.

Jeg tror frem for alt, at der bør bygges et globalt, civilt beskyttelsessystem mod naturkatastrofer. De rige samfund, der er ansvarlige for klimaforandringer, er nødt til at betale udgifterne til forsvar og beskyttelse af de samfund, der ligger direkte i “skudlinien“ for katastrofer.

Af Mike Davis
Mike Davis er en førende venstrefløjsstemme og forfatter til Ecology of Fear og den snart publicerede Planet of Slums.

Oversat af Asta Land Olesen.

Flere artikler fra nr. 237

Flere numre fra 2005

Se flere artikler af forfatter:
Mike Davis

Siden er vist 2235 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside