Socialistisk Arbejderavis
Nr. 237 – 12. januar 2005 – side 102
Tillæg 20.1.05
Det mener vi: Vælt Fogh
Vi skal af med Fogh, hvis vi skal have en bedre verden, og få Danmark ud af mørket. Enhver som har mærket nedskæringer, føler sin arbejdsplads truet, er imod krigen mod Irak eller væmmes ved den officielle racisme må stemme mod Foghs regering og Dansk Folkeparti.
Ganske enkelt fordi, de står for det modsatte, af det vi vil i fagbevægelsen, i studieorganisationerne, i antikrigsbevægelsen, i forsvar Christiania, i miljøorganisationer og bevægelsen for global retfærdighed.
Alternativet stråler ikke lysende. Mogens Lykketoft og Socialdemokraterne udstråler hverken alternativ eller vilje til at angribe Fogh. Snarere ligner de nogen, som er i vildrede, fordi Fogh har lanceret deres valgprogram i en tillempet udgave. Men det ændrer ikke ved to fakta. For det første er Lykketoft og Socialdemokraterne det eneste realistiske alternativ til Fogh.
At affeje dem som socialliberale og et ligegyldigt alternativ er det samme som at melde pas på det ønske, som brænder i de aktive og utilfredse dele af arbejderklassen og blandt de unge. Dernæst er Socialdemokraterne påvirkelige. Hvor Fogh styres af de multinationale, så presses Lykketoft langt mere af stemningen i arbejderklassen, fordi Socialdemokraterne er et arbejderparti med rødder i fagbevægelsen.
Parlamentarisk skal Socialdemokraterne presses af SF og Enhedslisten. Derfor er det også afgørende, at de bliver styrket. SF er det største venstrefløjsparti, og alene af denne grund er de vigtige. Selv om de har bevæget langt over i retning af de socialliberale synspunkter, som fx støtte til privatiseringer, gymnasiereform, Christianias “normalisering” og den manglende støtte til modstanden i Irak.
Enhedslisten er det eneste parti i folketinget, som konsekvent er gået imod den nyliberalistiske strøm. De har støttet anti-krigsbevægelsen, kampen for Christiania, de unges kamp for uddannelse og arbejderes kamp for arbejdspladser og løn. Derfor er en stemme på Enhedslisten det bedste valg for aktivister og den bedste garanti for et pres på Socialdemokraterne. Også selvom Enhedslisten er alt for parlamentarisk og endda påvirket af islamofobien.
At stemme er dog langt fra nok. Den eneste virkelige opposition til Fogh politik er ikke kommet fra folketinget, men udenfor Christiansborgs mure. Slagteriarbejdernes strejke i december gjorde globaliseringens konsekvenser synlige i dansk øjenhøjde. Gymnasieelevernes besættelser og demonstrationer i oktober satte regeringens hykleri om at prioritere uddannelse i relief.
Christiania-demonstrationerne i efteråret 2003 viste, at “normalitetens” smagsdommere kunne udfordres. Antikrigsdemonstrationerne i foråret 2003 skabte en ny bevægelse og illustrerede flertallets holdninger synligt i gaderne.
Det er vitaliteten og ideerne fra disse kampe og bevægelser, vi skal tage med os ind i valgkampen. Socialister stiller sig ikke på sidelinien, men bruger tværtimod en valgkamp offensivt til at styrke bevægelsens dagsorden, som fx mobiliseringen mod besættelsen af Irak. En valgkamp kaster alle politiske spørgsmål op i luften og for en kort stund kan man diskutere politik med alle hele tiden.
Det er ikke tiden til at gemme sig og være pessimist, men tværtimod til at træde frem og slås. Det er vores fælles viden om, at kampen om ideerne og holdningerne ikke vindes i parlamentet, men ude blandt de mange, som skal være ledetråden i de kommende ugers valgkamp.
Antikapitalister, antiracister og krigsmodstandere må forene sig i en valgkamp for bevægelsens politik og for Enhedslisten, så vi kan vælte Fogh og styrke opbygningen af et alternativ fra neden.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe