Socialistisk Arbejderavis
Nr. 238 – 10. februar 2005 – side 4
Sabah Jawad fra "Irakiske Demokrater Mod Besættelsen"
Det store flertal af irakere ønsker USA ud
Sabah Jawad
af SABAH JAWAD, Irakiske Demokrater Mod Besættelsen
Havde Iraks valg fundet sted i et hvilket som helst andet land, havde det “internationale samfund” erklæret det håbløst fejlbehæftet. Havde det fundet sted i Zimbabwe, ville det Hvide Hus have brugt det som en begrundelse for ”regime forandring” og for en mulig invasion.
Vi har lige haft et valg, der var alt andet end frit og fair:
· Det fandt sted midt under en undtagelsestilstand. Som regel ophæver et autoritært regime en undtagelsestilstand op til et valg for at give indtryk af frie valg. I det besatte Irak skete det stik modsatte.
· Valgkommissionen var udpeget af USA og er fortsat hemmelig.
· Flertallet af kandidaternes identitet blev også hemmeligholdt.
· Besættelsestropper og irakiske politifolk er set sætte plakater op for Iyad Allawi, den “midlertidige premierminister”, der er marionet for besættelsesmagten.
· De internationale observatører, der var sendt af sted for at overvåge valget, satte faktisk aldrig deres ben i landet, men “overvågede” valget fra Amman i Jordan.
· Og så er der en lille detalje, som den brutale undertrykkelse af befolkningen, som besættelsesmagten står for. Over 300.000 blev fordrevet fra deres hjem i Fallujah alene.
Hvis du skulle stemme under sådanne omstændigheder, ville du så betragte det som et frit og retfærdigt valg? Har irakere mindre ret til et ægte demokrati?
Den oprindelige påstand, fra den amerikansk indsatte regerings side, om en stemmeprocent på 72, blev senere justeret ned til 57 % af de registrerede vælgere – men de nægter at fortælle, hvor mange irakere, der rent faktisk er registreret som vælgere.
Blot hver niende eksiliraker i vesten stemte. Ingen vil kunne påstå, at de blev holdt væk på grund af en opstand tusinde kilometer væk. Der er mange andre fejl i dette valg. Men det største hykleri fra George Bush, Tony Blair og deres støtters side er deres holdning til det vigtigste spørgsmål i Irak nu – besættelsen.
Over 80 % af Iraks befolkning har klart udtrykt et ønske om, at besættelsen bringes til ophør. Men blev ikke tilbudt ved valget, og det tilbydes heller ikke nu fra besættelsesmagternes side. Så meget for deres påstand om at indføre demokrati.
Den engelske regering har afvist at lytte til selv det meget moderate forslag, den tidligere udenrigsminister Robin Cook stillede, om bare at fastsætte en dato for tilbagetrækningen. I stedet forsøger Blair at bruge valget i Irak til at retfærdiggøre besættelsen. Det er at udvise foragt for det irakiske folks ønske om ægte demokrati.
Sådan har kolonimagter opført sig før i tiden. Den 4. september 1967 rapporterede New York Times fra valget i marionet-staten Sydvietnam. ”USA opmuntret af Vietnam valg: Officielle kilder angiver valgdeltagelsen til 83 procent på trods af Vietcong terror”, lød overskriften. Men modstanden mod USA i Vietnam fortsatte otte år frem.
I Irak fik vi at vide, at ”magtoverdragelsen” sidste juni ville sætte en stopper for modstanden. Det gjorde den ikke. Vi fik slagteren fra Centralamerika, John Negroponte, indsat som magten bag tronen. Angrebene på besættelsesstyrkerne løb op i 60 til 70 om dagen for et par uger siden. Nu er tallet 80 om ugen.
Den nye irakiske forsamling har meget lidt magt. Dens opgave er at skitsere en ny forfatning. Men den er allerede blevet overhalet indenom af USA, da koalitionens midlertidige regering fastlagde opbygningen af den irakiske stats administration sidste år.
Kontrakter med udenlandske multinationale selskaber er allerede blevet underskrevet. USA færdiggør opbygningen af 14 enorme militærbaser, som vil komme til at dominere Irak permanent.
Forsamlingen formodes også at skulle udpege en præsident. Vi afventer stadig afstemningsresultatet, men det mest sandsynlige er, at den amerikanske favorit Iyad Allawi sammen med andre partier vil manøvrere sig til at beholde sin position. Det er på trods af, at undersøgelser, foretaget af besættelsesmagten selv sidste år, viste, at han kun havde støtte hos 2 procent af befolkningen.
Dette falske valg vil ikke ændre ved besættelsens virkelighed. De fleste, der stemte, gjorde det ikke for at legitimere besættelsen – de er modstandere af den. Mange i Sydirak, hvor shia imamen Sistani har opbakning, siger allerede, at de ikke forventer, nogen lytter til deres stemme.
Besættelsesmagten har forsøgt at splitte folk, siden de var oppe imod den fælles modstand, især i shia området Najaf i syd og det overvejende sunnimuslimske Fallujah i det centrale Irak sidste forår. Ingen bør lade dem slippe af sted med den slags, ligegyldigt om de deltog eller boykottede det falske valg. De fleste irakere ønsker ikke borgerkrig, men de ønsker at styre deres eget land.
Der er et akut behov for, at den folkelige modstand forenes bag en plan for at stoppe besættelsen og kæmpe for et frit, demokratisk Irak. At standse besættelsen er nødvendigt for, at de progressive kræfter i Irak kan få ordentligt fodfæste. Den internationale anti-krigsbevægelse kan være en stor hjælp i dette. Dette indebærer at skrue op for tempoet i mobiliseringen til aktionsdage som den 15. februar 2003 og til demonstrationerne den 19. marts i år.
Besættelsens brutalitet – og modstanden imod den – vil fortsætte så længe, fremmede tropper og udenlandske interesser dominerer Irak. Du kan være med til at stoppe det, og give det irakiske folk en chance til at opbygge deres eget frie samfund.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed