Socialistisk Arbejderavis
Nr. 238 – 10. februar 2005 – side 8
Generalprøve på 1917-revolutionen i Rusland
1905: En ny magt kom til verden
Megan Trudell
For hundrede år siden startede arbejdere og bønder en revolution der rystede de russiske magthavere. Megan Trudell fra Socialist Worker (UK) ser her på 1917 revolutionens generalprøve.
Den 9. januar 1905 blev kendt som ”den blodige søndag”, da fredelige demonstranter i det russiske imperiums hovedstad, St. Petersborg, blev massakreret af soldater. Massakren antændte en revolutionær bevægelse, der lammede den russiske stat i et år, opildnede til protester i by og på land og skabte en proces, som frembragte et ægte arbejderdemokrati.
Rusland var i 1905 et enormt imperium, der blev styret af en diktator – tsaren. De mange bønder levede på sultegrænsen, mens jorden forblev i de rige godsejeres hænder.
Rusland var også Europas politimand, som andre regimer kunne sætte sin lid til for at knuse oprør som den bølge af revolutioner, der fandt sted i Europa i 1848. Rusland havde derfor behov for at udruste hæren, og dette førte til en hurtig udvikling af industrien og et opsving i økonomien i årtierne før 1905.
Kæmpestore moderne fabrikker producerede våben og tøj, og jernbaner forbandt de hurtigt voksende byer. Investeringer og teknik fra Europa førte til enorme spring fremad for jern- og olieproduktionen, og antallet af fabriksarbejdere steg fra 1,4 millioner til 2,4 millioner mellem 1890 og 1900.
Der kom spændinger i samfundet, og dette viste sig ved, at tekstilarbejdere strejkede i St. Petersborg i 1896 efterfulgt af jern- og stålarbejderes strejke i 1902–03, men den egentlige gnist til revolution i 1905 blev en krig.
Rusland var i krig med Japan, og i 1904 havde den udviklet sig til et ydmygende nederlag for tsar Nikolaj II. En antikrigsstemning i befolkningen knyttede sig dels til arbejdernes vrede over faldende lønninger, og dels til vreden over deres elendige levevilkår.
Den 3. januar 1905 indkaldte en organisation til strejke i St. Petersborg. Denne organisation blev ledet af en præst, som hed fader Gapon, der i øvrigt blev støttet af politiet. Arbejdere og bønder valgte at marchere til tsaren for at anmode om hjælp til at forbedre deres liv.
Anmodningen blev indledt sådan: ”Vi er kommet til dig, fader, for at finde retfærdighed og beskyttelse”. Tsarens svar var at beordre sine tropper til at skyde på demonstranterne, der blev myrdet i hundredvis.
Reaktionen blev, at hele landet rejste sig i vrede, og en massiv bølge af strejker rystede byerne. Igennem næsten to måneder var en million mænd og kvinder aktive i strejkebevægelsen. Strejken førte til, at tsaren måtte love at indføre en rådgivende forsamling.
Men kun lidt blev forandret, og derfor rejste bevægelsen sig igen i september 1905.
Først strejkede sætterne i Moskvas trykkerier. De krævede betaling for at sætte mellemrum mellem ordene. Strejken spredte sig derefter til St. Petersborg og videre til jernbanearbejdere over hele landet. Arbejdernes krav var en otte timers arbejdsdag, borgerrettigheder og en rådgivende forsamling baseret på lige og almindelig valgret.
Strejken ramte desuden telegrafkontorer, kraftværker, butikker, metal- og tekstilfabrikker og endda domhuse.
I midten af oktober var de fleste byer ramt af generalstrejke, og på strejkemøderne, som fandt sted overalt, var der en livlig debat om taktik og politiske idéer. Inden for en måned begyndte de arbejdere, der før havde bøjet sig for autoriteterne at udfordre de herskende idéer og kræve lighed.
Storstrejken medførte, at kampen for de økonomiske rettigheder blev ført sammen med kampen for de politiske rettigheder.
Strejken viste på dramatisk vis arbejdernes store magt, når de kæmpede. Men den gjorde også noget andet af stor vigtighed.
I den revolutionære situation blev forskellene mellem arbejdere i forskellige fag og på tværs af byerne fjernet, og der blev skabt de første demokratiske organiseringer for hele arbejderklassen – arbejderråd, på russisk: sovjetter.
Igennem de sidste 100 år er lignende demokratiske arbejderorganisationer opstået ved mange forskellige opstande. Rusland i 1905 var fødselsstedet..
Den 13. oktober trådte 43 delegerede sammen for første gang og grundlagde St. Petersborgssovjetten. Fire uger senere nåede antallet sit højdepunkt med 562 delegerede, der repræsenterede 200,000 arbejdere fra 147 fabrikker og 16 forskellige forbund. Sovjetter sprang frem i mange andre byer.
De delegerede blev valgt på deres arbejdspladser og kunne tilbagekaldelses umiddelbart. De mødtes i sovjetterne for at dele og lære af hinandens erfaringer.
Sovjetten medvirkede til, at arbejderes mest visionære erfaringer blev generaliseret til alle de andre sektorer. Sovjetten var således baseret på en utrolig revolutionær energi og aktiviteten af de mest militante arbejdere. Energien holdt modet oppe hos de mindre fortrøstningsfulde.
I St. Petersborg posterede sovjetten strejkevagter ved fabrikkerne. Sovjetten havde sin egen avis, og den beslaglagde flere trykkerier for at kunne trykke avisen. Den udgav strejkeinstruktioner og sikrede, at sovjettens beslutninger kunne bringes ud til alle arbejdspladser via telegram. Togene holdt stille på nær, når de skulle bringe de delegerede til møde.
Sovjetten var meget mere end en strejkekomite. Det udviklede sig til, hvad den russiske revolutionære Leon Trotskij kaldte for, ”spiren til arbejdermagt og basis for et demokratisk alternativ til tsarismen”. Trotskij var på dette tidspunkt 26 år og leder af St. Petersborgssovjetten.
Den 16. oktober forpligtigede tsaren sig til en forfatning og en rådgivende forsamling, men til trods for løfterne om demokrati, så blev der i det skjulte gjort forberedelser på at undertrykke revolutionen ved hjælp af magt.
De delegerede i sovjetterne erkendte faren, men besluttede sig for at kæmpe videre; men strejken var ikke landsdækkende, og arbejdere, der jublede over den lovede reform, begyndte at vende tilbage til arbejdet. Herefter erklærede sovjetten strejken for afsluttet.
Alligevel udbrød der ti dage efter en ny kamp.
Flere smede begyndte spontant at organisere en kampagne for en otte timers arbejdsdag. De gik hjem efter 8 timers arbejde. Sovjetten spredte kampagnen til resten af metal- og tekstilindustrien.
I et område af St. Petersborg marcherede arbejderne ud af fabrikkerne bærende røde faner og syngende Marseillaiesen, en slagsang fra den franske revolution.
Arbejderbevægelsen var også en inspirationskilde for andre grupper, der ligeledes var undertrykt af tsaren. På landet begyndte bønderne at organisere sig for at bemægtige sig jord og for at tilbageholde betalinger af afgifter.
I Polen krævede den nationalliberale bevægelse Polens uafhængighed, og i november gjorde soldaterne på Kronstadt fortet mytteri.
Trusselskombinationen af strejker, national opstand, bondeoprør og mytteri lagde et stort pres på staten. Der blev erklæret undtagelsestilstand i provinserne, i Polen og ved Kronstadt, hvor mytteristerne blev truet med dødsstraf.
St. Petersborgssovjetten kaldte til strejke imod undertrykkelsen. Tilslutningen var massiv. Arbejderne deltog i et endnu større omfang end i oktober, og efter fem dage havde de vundet amnesti for mytteristerne.
Den demonstration af solidaritet, som fandt sted i november, skabte en forbindelse mellem arbejderne og hæren.
Kampagnen for en otte timers arbejdsdag blev genoptaget, men denne gang svarede fabrikanterne igen med lock-out. Efter et helt års kamp skabte dette selvfølgelig store problemer for arbejderne og deres familier.
Efter en lang debat stemte sovjetten for en afslutning af strejken. Kampen for en otte timers arbejdsdag blev ikke vundet, men som en delegeret sagde ” fra nu af skal krigsråbet ”otte timer og et gevær!” leve i hjertet på enhver af St. Petersborgs arbejdere”.
Nederlaget ansporede til gengældelse. En antisemitisk bande, der blev kaldt de ”sorte hundreder”, terroriserede og myrdede med støtte fra staten jøder, socialister og strejkende arbejdere. Mere end 3,500 mennesker blev dræbt, og 10,000 blev såret i byerne ud over Rusland.
I St. Petersborg fremstillede smedene våben, og sovjetten organiserede bevæbnede grupper af arbejdere til at forsvare strejkende og jøder fra angreb.
Revolutionen bevægede sig i retning af en konflikt med staten. I slutningen af november var der mytteri i luften, og bondeoprør og strejker flammede stadigt op.
I Sevastopol ved Sortehavet arresterede soldaterne deres generaler og marcherede ud af deres barakker for at forene sig med masserne.
Soldaterne og arbejderne forsvarede byen i fællesskab gennem fem dage, indtil deres oprør blev brutalt undertrykt.
Tidligt i december blev ledelsen af St. Petersborgs sovjetten arresteret, og centret for bevægelsen skiftede til Moskva.
Sovjetten indkaldte til en generalstrejke med det formål at føre den til et væbnet oprør. 33 byer deltog i strejken.
Det var højt spil. Diktaturet kunne blive væltet, hvis de revolutionære kræfter handlede forenet og målrettet.
Under revolutionen var der sket store fremskridt. Arbejdernes bevidsthed var forandret, og de havde skimtet mulighederne for selv at lede samfundet, men strejken kunne ikke destruere staten alene, der var behov for væbnet kamp.
Arbejderne tøvede, og strejken smuldrede i St. Petersborg og i provinserne.
Opstanden i Moskva varede i 9 dage, men blev isoleret og nedkæmpet, da soldater belejrede byen ved at indkapsle arbejderklassens bydele. Bevægelsen var knækket, men det tog alligevel 18 måneder før, at revolutionen var fuldstændigt undertrykt.
Nødvendigheden af en væbnet magtkamp med staten var en bitter erfaring for de russiske arbejdere.
Trotskij erindrede senere på denne måde, hvordan sovjet delegerede ødelagde deres våben for, at undgå soldaterne fik fat i dem: ”Arbejderne skar tænder, mens de knækkede og bøjede metallet. De erkendte for første gang, at en mere afskrækkende og kompromisløs kamp var nødvendig for at vælte og tilintetgøre fjenden.”
I 1905 havde de i kort tid oplevet friheden, men undertrykkelsen blev genetableret, dog blev oplevelsen ikke glemt. 12 år efter i 1917 vendte de samme elementer tilbage. Disse elementer var atter krig, generalstrejke, mytteri, bondeoprør og nationale opstande. Men denne gang vendte de tilbage med større kraft end før, og nu var de i stand til at vælte tsarismen.
De revolutionære havde lært af erfaringerne af 1905. Lenin, lederen af det socialistiske bolsjevikparti, argumenterede over for medlemmerne, at de skulle deltage i sovjetterne og kaste sig ind i kampene.
I dagene efter 1905 forenede tusindvis af arbejdere sig med bolsjevikkerne. Fra da af fordybede partiet sig i den daglige arbejderkamp. I 1917 blev medlemmerne ledere for revolutionen.
1905 var den store generalprøve for Lenin. Revolutionen viste magten og kreativiteten af de spontane arbejderkampe samt den hastighed, hvormed bevidstheden kunne ændre sig, og endelig inspirationen og lederskabet, som arbejderrevolutionen giver dels bondebevægelsen og dels den nationalliberale bevægelse.
Men 1905 viste også, at det var nødvendigt at være forberedt på en konfrontation med staten i en revolutionær situation og at være organiseret for at vinde kampen.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed