Socialistisk Arbejderavis
Nr. 238 – 10. februar 2005 – side 9
Rosa Luxemburg: "Massestrejke, parti og fagforeninger"
Massestrejken, der kastede lys på arbejderklassens styrke
Chris Bambery
Hvad kan vi lære af en revolution i Rusland for 100 år siden? Det kunne synes som en verden langt fra vores liv i 2005. Men 1905 handlede om en arbejderklasse, som trådte sine barnesko.
En multinational arbejderklasse, med kvinder i den allerforreste linje, blev bragt sammen i store byer som St. Petersborg og Moskva, og i mine- og tekstilbyer.
Oplevelsen af en revolution førte den store masse af mennesker sammen som klasse med en fælles erkendelse af sin plads i samfundet og med evnen til at ændre det.
Rosa Luxemburg var en leder af den tyske socialistiske bevægelse, men stammede fra Polen, som for størstedelen var inkorporeret i det russiske imperium.
Hun vendte tilbage til Warszawa, der var indblandet i 1905-revolutionen. Hvad hun erfarede dér inspirerede hende til at skrive en mindre og, ”Massestrejken”, som bør læses også i dag.
Indtil 1905 havde socialister uundgåeligt måttet studere den franske revolution, der fandt sted i 1789, men denne revolution havde skaffet den kapitalistiske klasse den politiske magt.
Meget hurtigt havde kapitalisterne sikret sig magten over aristokraterne og sikret sin økonomiske og ideologiske kontrol. Magten var på vej væk fra den gamle herskende orden, og forholdende kunne hurtigt udvikle sig til gadekampe og oprør.
I modsætning til den unge kapitalistiske klasse besidder arbejderklassen ikke en enorm økonomisk magt – udover vores mulighed for at tilbageholde vores arbejdskraft. Og idéerne, der dominerer vores liv, er præget af kapitalismens ”sunde fornuft”.
Det, som Luxemburg uddrog af 1905, var at igennem en proces som massestrejken, ophørte arbejderklassen med at være en klasse, der bare var til. Arbejderklassen opdagede, at den også selv havde evnen til at forandre verden ved at handle kollektivt:
”I dag, hvor arbejderklassen i løbet af den revolutionære kamp selv må komme til klarhed, selv må samle sig og føre an, og hvor revolutionen på sin side lige så meget er rettet mod den gamle statsmagt som mod den kapitalistiske udbytning, bliver massestrejken stående som et naturligt middel til at rekruttere, revolutionere og organisere de bredeste proletariske lag til aktion, og samtidig er det et middel til at underminere den gamle statsmagt og dæmme op for den kapitalistiske udbytning.”
”Men for at igangsætte nogen som helst direkte politisk aktion som masse må proletariatet først samle sig som en masse, og i dette øjemed må det først og fremmest begive sig ud af fabrikker og værksteder, af skakter og højovne, det må overvinde atomiseringen og opsplitningen i enkeltværkstederne, som det er dømt til under kapitalens daglige åg.”
”Massestrejken er altså den første impulsive form for enhver revolutionær aktion fra proletariatets side ...”
Massestrejken i Rusland begyndte med økonomiske krav, men udviklede sig til en politisk udfordring af tsaren, og spredte sig til andre samfundslag, der rejste deres egne krav. Den bredte sig dybere og dybere ud i samfundet. Således argumenterede Luxemburg:
”Men denne første generelle og direkte klasseaktion virkede ... idet den for første gang vækkede klassefølelsen og klassebevidstheden hos millioner og atter millioner som ved et elektrisk stød.”
”Her bliver der kæmpet for en 8-timers arbejdsdag, der mod akkordarbejdet, her bliver en mester ’læmpet ud’ i en sæk på en kærre, et andet sted bliver der kæmpet mod de infame straffesystemer, og overalt for bedre lønninger; her og der bliver der også kæmpet for afskaffelse af hjemmearbejdet.”
Kampens fokus skiftede fra politiske til økonomiske krav og tilbage igen, mens flere og flere mennesker blev trukket med ind i kampen og skabte en fælles revolitionær identitet blandt dem.
Forskellige strejkekomiteer begyndte at samarbejde for at styre byerne. Dette var ikke kun forbeholdt arbejderne. Kampen havde inspireret bønderne til at lave oprør, og revolutionen vandt også støtte blandt middelklasses intellektuelle, som længtes efter frihed fra tsarens undertrykkelse.
Luxemburg var overbevist om, at en lignende proces i Tyskland ville kunne presse de fagforeningspampere og de socialdemokrater væk, som dominerede den socialistiske bevægelse.
Nu viser erfaringerne os, at dette ikke sker automatisk. Noget sådan afhænger af en stærk organisering af aktive arbejdere, der kan udfordre bureaukratiet, og dels af et netværk af revolutionære, der kan overvinde snak om kompromis og i stedet vinde opbakning for revolution.
I dag kan vi se en enorm arbejderklasse, der er bragt sammen i store byområder over hele verden.
I Italien har der været bredde strejker, hvor arbejdere uden fast kontrakt, pensionister, studenter og arbejdsløse har deltaget i fagforeningernes protester. I Bolivia, Ecuador og Peru har massestrejker kunnet forbinde sig med oprør blandt bønderne og de oprindelige befolkninger.
I England er der en ny arbejderklasse, der er klar i sin opposition til krigen, men som stadigt mangler at samle sig i en bredere kamp.
Luxemburg skrev ”Massestrejken” for at bekræfte noget helt centralt i marxismen, altså at arbejderklassens befrielse er dens eget værk.
Revolutionær bevidsthed bliver først og fremmest skabt gennem arbejderklassens kamp for frihed, og det er gennem kampen mod systemet, at arbejdernes bevidsthed forandres, og at de rejser sig revolutionært.
Du skal ikke bare læse om erfaringerne fra 1905 som en historisk lektie. Læs ”Massestrejken” som forberedelse. Betingelserne for sådan et klasseoprør er til stede omkring os.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed