Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 239 – 2. marts 2005 – side 4

Efter attentatet på Rafiq al-Hariri

Farlig stemning i Libanon

Bassem Chit

Bassem Chit fra International Socialist Group i Libanon måler her stemningen efter attentatmordet på Rafiq al-Hariri.

Begravelsen af den myrdede tidligere libanesiske premierminister Hariri fremviste styrken af den libanesiske opposition, der i hundred tusindvis gik på gaden.
På gaden blev der sagt, at det var Syrien, der stod bag attentatet. Libanon er fyldt med vrede mod

Syriens tilstedeværelse.
USA bruger mordet til at svække det syriske regime. USA trak sin ambassadør hjem efter attentatmordet og har optrappet retorikken.
Og der er en voksende spænding omkring FN-resolution nr. 1559, udarbejdet af Frankrig og USA, som kræver øjeblikkelig tilbagetrækning af syriske tropper fra Libanon.
Men Syrien ønsker ikke at forlade Libanon, fordi det så vil miste et vigtigt kort i spillet om fredsprocessen i Mellemøsten.
Der er også omkring en million syriske arbejdere i Libanon – mange er ufaglærte i dårligt betalte jobs.

Deres indtægter er et hul i de sanktioner, som USA har påtvunget Syrien. En stor del af Syriens økonomi er afhængig af dets tilstedeværelse i Libanon.
Det syriske regime er blevet mere isoleret i regionen og er præget af stor usikkerhed, hvor USA står ved den østlige grænse i Irak og med Israel ved den vestlige. Situationen kan udvikle sig alvorligt for det syriske Baath-regime.

Den pro-syriske regering i Libanon er også ved at miste sit greb. Hverken den nuværende premierminister Omar Karami eller præsident Emile Lahoud er kommet med et bud på, hvad der skete. Hariri’s død betyder, at regeringen står svagere og oppositionen styrkes, især fordi oppositionen har rørt følelserne ved at udråbe Hariri som martyr. Oppositionen rejser vreden mod det syriske regime og udnytter stemningen til egen fordel.

Der er skabt en klar splittelse i Libanons herskende klasse, og den bliver stadig mere alvorlig. Regeringens indbydelse til forhandling og forsoning, blev afslået af oppositionen.
Hariri repræsenterede midten i libanesisk politik og stod for nyliberal politik og privatiseringer. Han besad en nøglerolle i den libanesiske økonomi, og ejede 10 % af aktierne i Solidere – det firma, der ejer bymidten i hovedstaden, Beirut.

Han repræsenterede også en politisk åbenhed overfor udenlandske investeringer i landet, frem for alt fra Golf-staterne.
Den libanesiske opposition består af en lang række organisationer og interesser.
De sidste par år har set fremvæksten af Free Patriotic Movement, der ledes af Michel Aoun – en nyliberalistisk nationalist, hvis politik kan sammenfattes i sloganet: “Libanon for libanesere“. De kræver en fuldstændig tilbagetrækning af de syriske tropper fra Libanon og udvisning af de syriske arbejdere.

En anden del af oppositionen er Qornet Shehwan, der rummer en lang række kristne partier. De har talt for forbedring af relationerne mellem Libanon og Syrien, men har i de sidste par måneder haft en mere konfronterende tone efter vedtagelsen af FN-resolution 1559.
Druser-lederen Walid Jumblat fra Progressive Socialist Party, er et tredje element af oppositionen. Det er først for nyligt, at Jumblat er skiftet til en total konfrontation med regeringen og Syrien. Dette har ført til at Democratic Left – en libanesisk version af de europæiske socialdemokrater – også tilsluttede sig oppositionen.

Før sin død havde Hariri bevæget sig mere og mere over mod oppositionen, selv om han også prøvede at fastholde midten.
Tilsammen udgør oppositionen en stor front, og der er frygt for, at regeringen vil anvende vold imod den. Oppositionen har erklæret, at den vil holde sig til demokratiske metoder.
Men de fleste ledere i oppositionen har en fortid som krigsherrer – ligesom mange i regeringen. Nogen kunne udnytte situationen til en mere voldelig konfrontation.
Efter Hariri’s død er oppositionen også forfaldet til at puste til den rodfæstede racisme i det libanesiske samfund imod de syriske arbejdere. Oppositionen håber derved at opnå flere stemmer ved det kommende valg.

På det sidste har der været mindst to angreb af ukendte imod syriske arbejdere, og racistiske udsagn florerer i gaderne.
Der er i Libanon en frygt for, at enten regeringen eller oppositionen vil gribe til væbnet konfrontation, hvad der kan udløse en ny borgerkrig.
Walid Jumblat har erklæret, at alle tabuer er faldet, og at alt er muligt. Han har endda foreslået et vestligt mandat over Libanon. Oppositionen søger støtte hos USA og Europa. Hvis det bliver til krig, vil man ikke blive overrasket over at se amerikanske eller europæiske tropper i landet.
Oppositionen har valgt at blive USA’s næste allierede i Libanon, og har hurtigt skiftet fra at reparere på forholdet til Syrien til at støtte FN-resolution 1559. Men mens oppositionen direkte anklager Syrien for at stå bag mordet på Hariri, så er Frankrig og USA mere forsigtige.
Situationen vil efter det kommende valg stå klarere.

Men for den libanesiske venstrefløj drejer det sig ikke om at blive fanget ind i det politiske spil i den splittede herskende klasse, men at opbygge et politisk alternativ.
Vi forsøger at opbygge en bevægelse, der går imod, at den herskende klasse igen skal kaste landet ud i en ny borgerkrig. Samtidig vender vi os imod Syriens kontrol over Libanon. Og vi modsætter os skarpt alle tiltag fra USA eller Europa til at starte en krig mod Syrien.

Kort før redaktionens afslutning valgte den libanesiske regeringsleder at træde tilbage – følg den seneste udvikling på www.zmag.org/weluser.htm

Flere artikler fra nr. 239

Flere numre fra 2005

Se flere artikler om emnet:
Libanon

Se flere artikler af forfatter:
Bassem Chit

Siden er vist 2353 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside