Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 239 – 2. marts 2005 – side 5

Interview med Richard Gott om Hugo Chavez og Venezuela

Revolution i slow-motion

Socialist Worker (UK)

I denne oversættelse fra engelske Socialist Worker fortæller den britiske Latinamerika-ekspert Richard Gott om den venezuelanske præsident Hugo Chavez’s politik og planer for fremtiden.

Hvilken slags politik har Hugo Chavez gennemført i Venezuela siden han blev landets præsident?

Chavez har været ved magten i seks år, men det tog tre år før han kom frem på den latinamerikanske politiske scene. Siden da er han blevet leder for progressive kræfter i Latinamerika.

Han står næsten som en efterfølger til Fidel Castro, som er utrolig populær i Latinamerika. De nye politiske bevægelser i Peru, Ecuador og Bolivia ser med glæde til Venezuela.

Der foregår en revolution i Venezuela, en usædvanlig slags revolution – det er en revolution i langsom gengivelse. Chavez er en demokratisk præsident og arbejder med demokratiske institutioner. Valget i 1998, da det gamle politiske system kollapsede, var et valg, ikke et kup. Chavez lavede en ny radikal forfatning i 1999. Den cementerede det faktum, at Venezuelas olieselskab er statsejet. I 1990‘erne havde regeringen talt om, at de skulle privatisere det.

Han lavede også en lidt upræcis landreform. I Venezuela er de fleste bønder taget til byerne. Det er det mest urbaniserede land i Latinamerika, men en landreform har stadig stor symbolsk betydning.

I november 2001 gennemførte Chavez for første gang en række radikale dekreter. Det var vigtigt. Det var begyndelsen til tydeligere tegn på, at han var langt mere end en reformist. Disse dekreter påvirkede olieindustrien, landreformen, boliger og fiskeriindustrien og de oprettede små kreditbanker. Det var store reformer. Det vækkede oppositionen, der optrappede deres aktivitet, bl.a. med store demonstrationer i gaderne. Folk der havde sluttet sig til Chavez, hoppede af til oppositionen.

Oppositionen begyndte alvorlige forhandlinger med generaler i hæren. De planlagde et kupforsøg, der fandt sted i april 2002. Men kuppet slog fejl i løbet af 24 timer.

De privatejede aviser og TV-stationer var centrum for oppositionen. De erstattede de gamle politiske partier. Kuppet i 2002 var organiseret fra redaktions- og TV-kontorer. Oppositionen prøvede at vælte Chavez to gange mere – en lock-out i 2002, som bl.a. involverede det statslige olieselskab, og en folkeafstemning i august 2004 om mistillid til præsidenten. Dette slog også fejl. Oppositionen troede på sin egen presse, at Chavez var upopulær og ville være let at vælte.

Hvad er hovedårsagerne til Chavez’s popularitet? Og hvordan planlægger han at holde højrefløjen stangen?

Der er rigtig mange der følger Chavez. Selv om oppositionen kan arrangere store demonstrationer, så kan pro-Chavez grupper gøre det samme. Regeringen er bedre organiseret i slumkvartererne, hvor de fleste folk bor. Venezuela har uanede rigdomme til rådighed, i form af olie. Alle har brug for, at olien flyder. Olieselskabet har været nationaliseret siden 1976; men de, der har kontrolleret det, har drevet det for deres egen personlige vinding og morskab. Selskabet har tjent penge til selskabet, ikke til staten – det har opbygget investeringer i USA og Europa. Meget få af pengene er kommet tilbage til Venezuela.

Efter lock-outen i 2002, blev alle de involverede fyret – 18.000 – ca. halvdelen af arbejdsstyrken. Top-ledelsen blev også fyret og selskabets paladsbygninger i hovedstaden Caracas blev overtaget.

Disse bygninger blev omdannet til “Bolivariske universiteter“ for dem, der kommer fra slumbyerne. Selskabet fortsatte med at pumpe olie i samme tempo, men med et nyt lederskab.

Chavez har givet penge til sundhed og uddannelse, specielt for de fattige. Dette bringer folk ind i samfundet, der før var marginaliseret. Om 10 år vil der være skolede folk, der vil være i stand til at overkomme det svære problem, at middelklassen har boykottet Chavez’s program.

Et alternativt system skabes gennem disse programmer. Det er meget spændende og åbent. Og Chavez har tid – han vil helt sikkert blive genvalgt til seks år mere i 2006.

Hvorfor beskriver Condoleezza Rice, USAs nye udenrigsminister, Chavez som en “negativ kraft“ i Latinamerika?

Chavez har altid haft en ekstremt anti-imperialistisk retorik, specielt mod den nyliberalisme, der er blevet påtvunget Latinamerika gennem de sidste 20 år. Nyliberalismen har været en katastrofe og er blevet forkastet af det store flertal af mennesker, der har set deres levestandard falde. Store dele af Latinamerika er i ekstrem økonomisk krise.

Men Chavez har et alternativt program for regionen. Og han har udtalt sig mod “krigen mod terror“.

Han var også virksom i at genoplive OPEC – organisationen af olie producerende lande – i 1990‘erne. Da var olie-prisen faldet til $10 pr. tønde. For nylig var prisen $50 pr. tønde. Han har et meget tæt forhold til Fidel Castro i Cuba og sælger billig olie til Cuba.

Alt dette alarmerer USA. Men jeg tror ikke, vi skal overvurdere, hvad USA kan finde på at gøre – der er en tendens på venstrefløjen til at tro, at USA er almægtig. Jeg er sikker på, at USA arbejder på kupplaner mod Chavez, men ligesom den venezuelanske opposition, er de ved at løbe tør for muligheder. Jeg tror ikke, de vil invadere Cuba eller Venezuela. USA opfatter sig selv som at have nok at gøre i Mellemøsten, der er deres prioritet.

Chavez talte om socialisme ved Verdens Sociale Forum (WSF) i januar. Er han ved at blive mere radikal?

Chavez bliver mere radikal hvert år. Han læser utroligt meget. Han holder regelmæssige, populære taler, rettet mod slumbyerne. Talerne er uligt noget andet i Latinamerika. Han har forandret sig enormt meget. Han plejede at være ret sexistisk, men han er på feminismens side nu. Han har altid haft en sympatisk indstilling til venstrefløjen, men i de sidste par år er han begyndt at referere til Marx og Trotskij.

Chavez holdt en radikal tale ved WSF i Porto Alegre for to år siden – talen i år var endnu mere opsigtsvækkende. Han taler også socialismens sprog hjemme i Venezuela. Han havde aldrig sagt, han var socialist før. I stedet snakkede han om at være en Bolivarianer, en humanist, en der støttede den cubanske revolution.

Jeg ser Chavez som en meget original figur. Han passer ikke ind i et mønster med Salvador Allende, cubanerne eller Sandinisterne i Nicaragua. De havde altid et mere åbenlyst marxistisk sprog.

Hvilken slags problemer vil Chavez få, når han prøver at drive sin “Bolivariske revolution“ fremad?

Der er en ujævn vej forude. Reformprogrammet vil have sine egne problemer og behov for reorganisering. Hvad der end sker for øjeblikket, vil ikke nødvendigvis være det samme om tre år. Chavez er meget udogmatisk – han har ikke en færdig plan. Chavez vil have, at folk organiserer sig for deres egne rettigheder og krav. Vi har ikke set, hvad folket vil endnu. At uddanne og bringe de fattige ind i samfundet, betyder at de vil være i stand til at fremsætte deres egne krav.

En af grundene til, at Chavez klarede sig så godt i folkeafstemningen, var at han gav statsborgerskab til to millioner mennesker i Venezuela. De var økonomiske emigranter fra hele Latinamerika. Der har også fundet et kæmpe arbejde sted med at registrere vælgerne. Folk i de fattigere områder, folk der aldrig havde stemt før, er nu blevet registreret som vælgere. Disse mennesker har aldrig haft mulighed for at sige, hvad de vil have. De bliver aktører på den politiske scene i løbet af de næste få år.

Oppositionen forsvandt efter folkeafstemningen, men de kommer tilbage. På længere sigt vil de organisere et politisk parti for at lave alternative forslag for at trække samfundet til højre. Der vil også være paramilitære grupper, lidt vold og flere snigmord.

Hvordan passer Chavez ind i den latinamerikanske politiske scene?

Hans vigtigste allierede er Nestor Kirchner, Argentinas præsident. Selv om Kirchner ikke forsøger sig med revolutionær forandring hjemme, så har de det samme syn på det udenrigspolitiske område. Der er en velorganiseret folkelig bevægelse i Argentina, der holder Kirchner på plads.

Chavez’s forhold til Lula, Braziliens præsident, kan kun blive værre. De har et offentligt venskab, men Chavez er allieret med de landløses bevægelse, der er modstandere af Lula. Der er ingen chance for at Lula vil bevæge sig til venstre, opgive nyliberalismen eller tale imod USA.

Der skal være valg i Bolivia snart. Det ser ud til at Evo Morales, den radikale indianerleder, vil vinde valget. Ecuador ser ud til at have produceret en Chavez-agtig figur i Lucio Gutierrez, men han har ikke været så radikal som forventet.

Det store spørgsmål er Colombia. FARC, den venstreorienterede guerillagruppe, styrer 40 % af landet og kan ikke udryddes. USA støtter Alvaro Uribe, Columbias præsident. Der er fare for, at krigen kan sprede sig over grænsen til Venezuela. Hvis jeg styrede CIA tænke-tanken, der skulle destabilisere Venezuela, ville jeg gøre det gennem Colombia.

Chavez skal finde sig en vej gennem disse problemer. Han har brug for at være på god fod med disse magtfulde lande, men han skal også vise, at han står på de radikale reformisters side.

Richard Gott er tidligere Latinamerika analytiker for den engelske avis The Guardian. Hans nye bog, Hugo Chavez: The Bolivarian Revolution in Venezuela, udgives af Verso i april.

Oversat af Jesper Høi Kanne

Flere artikler fra nr. 239

Flere numre fra 2005

Se flere artikler om emnet:
Venezuela

Se flere artikler af forfatter:
Socialist Worker (UK)

Siden er vist 1197 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside