Socialistisk Arbejderavis
Nr. 239 – 2. marts 2005 – side 12
Bob Marley – Revolutionære rødder
Brian Richardson
Bob Marleys 60 års fødselsdag er en god anledning til at fejre hans inspirerende musik, skriver Brian Richardson.
Legend er titlen på det reggae album, som ethvert fordomsfrit og progressivt tænkende menneske med garanti har i deres musiksamling. Ordet ’legende’ er nok blevet forringet ved gentagen brug, men ikke mange begreber kan beskrive den jamaicanske musikstjerne Bob Marley bedre. Hans ikoniske stjernestatus blev forseglet, da han døde i en meget ung alder, kun 36 år gammel. Lige siden, ligesom sin “sjælerebel“ Che Guevara, er hans ansigt blevet foreviget på millioner af unges T-shirts og plakater.
Sorgen og optimismen
Det er en passende kompliment, at den ekstraordinære koncert med Bob Marley og hans band, The Wailers, som blev afholdt i Rainbow Theatre i London i 1977, at den blev udvalgt af New York Times til at komme med i en tidskapsel, som først skal åbnes om 1000 år. Time Magazine har ligeledes udvalgt Marleys album Exodus til det bedste album i det 20. århundrede.
Bob Marley spillede reggae – den musikalske form, der oprindeligt stammer fra Jamaica, og som anvender rytmisk samspil mellem trommer og basguitar – og gjorde derved reggae populært over hele verden. Men vigtigere endnu, i den spændte politiske atmosfære i 1960’erne og 1970’erne, udtrykte han de undertryktes og de udnyttedes sørgmodighed og optimisme på en måde, som havde universel gennemslagskraft. Alene titlerne på nogle af hans mest berømte udgivelser – ‚War‘, ‚Revolution‘, ‚Burnin‘ and Lootin’, ‚Get Up Stand Up‘, ‚Rebel Music‘, ‚Uprising‘ – er nok til at forunde ham et nærmere bekendtskab.
Kwame Dawes, der har lavet fortræffelige studier af Marleys sange, mener, at hans “talent er ligeså uforklarligt som ethvert kunstnerisk talent til enhver tid. Det er meningsløst at forsøge at forklare det.“
Dawes gør ret i at beskrive Marley som et “lyrisk geni“, men som alle kunstnere var han et produkt af sin tid, og derved er det muligt at forstå, i hvert fald en del af hans storslåethed, ved at tage udgangspunkt i den tid og det samfund, han levede i.
Jamaica er et betagende sted, omgivet af naturlig skønhed. Derudover er det også et land med en brutal og voldelig historie. Det startede med Christopher Colombus, der ’opdagede’ øen i 1494, og indtog den ved enten at slagte Arawak-befolkningen, som allerede boede på øen, eller at sælge dem som slaver. Fra 1517 og fremefter blev øen i stigende grad bosat af medbragte slaver. England overtog kontrollen fra Spanien i 1655 og igangsatte en endnu mere effektiv form for udnyttelse. I slutningen af det 18. århundrede boede der mere end 300.000 slaver på øen, og da slaveriet ophørte i 1839, kom over 42 procent af det importerede sukker til England fra Jamaica. Det var en lukrativ forretning for dem, som ejede og kontrollerede denne rigdom. For slaverne derimod var det et liv i ren elendighed. Den grusomme forstillelse, som foregik under det koloniale styre er et bestandigt tema i Marleys sange.
På trods af slaveriets ophør fortsatte de dårlige forhold for de mange, og dette førte til en del oprør – deriblandt det berømte Morant Bay oprør i 1865, anført af Paul Bogle, som blev hængt efter sin tilfangetagelse.
Fattig opvækst
Det var i dette samfund, i den dårlige ende af det britiske imperium, at Robert Nesta Marley blev født, den 6. februar i 1945. Hans far var en hvid britisk flådeofficer, som Marley aldrig lærte at kende. Hans mor, Cedella Booker, var en fattig rengøringskone i teenageårene. Som barn, opvokset i Trench Town, oplevede han den forfærdelige fattigdom, som Jamaica arvede fra det britiske imperium.
Jamaica blev langt om længe selvstændigt i 1962. Men med en økonomi, baseret på bauxitminer og turisme, var der ikke megen rigdom eller lighed. I midten af 1970’erne var 80 % af øens rigdom ejet af kun 2 % af befolkningen, og 24 % af den voksne befolkning var arbejdsløse. På trods af sit første hit, som lå nummer et i 1964 på Jamaica, var Marley selv en af dem, som var fanget af fattigdommen. I gennem det følgende årti tjente han ikke mere end 200 dollars på sin musik, og blev tvunget til at arbejde som svejser eller som dørmand på et hotel. Det var kun da den rige jamaicaner Chris Blackwell tilbød The Wailers en lukrativ kontrakt hos Island Records i 1972, at lykken tilsmilede Marley.
Lige fra starten af sin karriere udtrykte Marley og hans medspillere i The Wailers, Peter Tosh og Bunny Wailer, deres smerte over fattigdommen i det jamaicanske samfund. Pladen, ’Simmer Down’, som lå nummer et på hitlisten, tog direkte fat i den kvælende fremmedgørelse, som ungdommen oplevede det på et tidspunkt med meget få fremtidsmuligheder.
På nogle områder er Marley svær at forstå. Han var især svær at forstå, når han talte med andre. Dette bidrog til spekulationer om, at en mand, der havde en så usammenhængende tale, ikke kunne have skrevet sine egne tekster. I virkeligheden havde det mere at gøre med hans uforståelige dialekt og den utrolige mængde ganja, som han røg. Og en vigtig faktor for at forstå problemet med hans tekster, er den modstridende filosofi, som inspirerede ham. Han afviste kraftigt enhver form for interesse i det, som han kaldte ’politricks’, ved stolt at erklære, at hans trossystem var fuldstændig religiøst. Hans religion var Rastafarisme, som var en bizar kult, hvor tilhængerne af kulten påstod, at den etiopiske kejser Haile Selassie (født Ras Tafari) var den levende gud eller ’Jah’, som de navngav ham.
Rastafari
Denne tro var svært at fastholde på baggrund af mange ting. For det første accepterede, hverken Selassie eller hans familie denne ultimative tilbedelse, selvom han nogle gange nød at bade i denne tilbedelse. For det andet, var hans styre gennemsyret af nepotisme, personlig fejhed og tyranni. Og sidst, men ikke mindst, døde han i 1975, og var dermed ude af stand til at opfylde profetien om hans udødelighed. Rastafarier blev udsat for foragt, forfølgelse og udelukkelse i Jamaica. Og alligevel kan man forstå sektens tiltrækningskraft på den unge Marley, når øens historie omkring tortur bliver taget i betragtning. Karl Marx skrev i 1843, som respons til den tyske filosof Hegel, at “den religiøse elendighed er på en gang udtryk for og protest mod den virkelige elendighed. Religion er den betrængte skabnings suk, den er en hjerteløs verdens hjerterørelse, den er åndløse tilstandes åndsindhold.“
Sagt med andre ord, så danner religionen en forestilling, hvorved de troende kan forstå deres egen lidelse, og trøster sig ved håbet om, at en bedre verden venter dem i eftertiden, så længe de fastholder troen.
Rastafarisme er dannet på grundlag af troen på, at det forjættede land findes i nuet, på jorden, i Afrika. Rastafariere tog ganjaen ind i deres trossystem, og opfattede den som en hellig urt, der kunne give næring og ’opløftethed ’ til de troende.
Der er også et klart politisk element i oprindelsen til Rastafarisme. Sekten stammer fra den sorte nationalistleder Marcus Garvey fra ’Back to Africa.’ I 1927 bekendtgjorde Garvey, der selv var født på Jamaica, at en helgen for ’black people’ var på vej. Da Selassie blev leder for Etiopien i 1930, sås han som et levende symbol og som denne helgen.
En politisk figur
Marley var en utrolig politisk figur, på trods af hans egen benægtelse heraf. Han blev i hvert fald opfattet sådan af dem, som søgte magt og indflydelse i Jamaica. Omkring 1976 var han godt på vej mod international stjernestatus. Dette resulterede i, at han blev en person med stadig større indflydelse på det jamaicanske samfund. I november det år, to dage før The Wailers skulle på scenen og optræde ved et møde organiseret af Peoples National Party (PNP) i en urolig valgkamp, blev Marley og hans kone, Rita, skudt og såret. To år senere bragte Marley de to ledere Michael Manley fra PNP og Edward Seaga fra Jamaican Labour Party sammen til koncerten One Love Peace i Kingston. Han var nok den eneste, der kunne opnå dette i et land domineret af korrupte, konfliktskabende og ofte voldelige beskyttere.
I april 1980 spillede han ved festlighederne for afslutningen af det hvide overherredømme i Rhodesia. Sangen ’Zimbabwe’ fejrede den nye afrikanske nation, og findes på albummet Survival. Denne udgivelse, som bærer de afrikanske flag på omslaget, er et klart og ukompromitterende kald for afrikansk broderskab.
Marley var i hvert fald en dybsindig filosof med en klar forståelse for Englands koloniale barbari:
’De lever et liv hver dag under falsk foregivende
Det er de store fisk der altid forsøger at æde de små fisk
... de vil gøre alt for at få deres ønsker opfyldt.’
Han skældte ud over uretfærdigheden og uligheden, og til sin sang ’War’ tilføjede han ordene fra en stor tale, som Selassie havde holdt i FN i 1963. Han havde mistillid til politikerne: “Få aldrig en politiker til at gøre dig en tjeneste. De ønsker kun at kontrollere dig for altid.“ Han hadede politiet: “Uniformer, lavet af brutalitet.“ Og han vidste nøjagtig, hvilken side han tilhørte: “Hvis du er det store træ, så er vi øksen, der kommer for at fælde dig.“
De militante beskeder og tilskyndelser til at gribe til geværet var blandet med appel om fred og kærlighed og den ultimative tro på, at Jah ville bibringe udvandringen fra Babylon, med hans tilhængere, til frelsen i Etiopien.
Musikken var kilden til, at denne transformation kunne finde sted. Således opfordrer Marley sine kammerater til at:
’Befri jer selv fra åndeligt slaveri
Kun I kan befri jer selv...
Vil I ikke synge med på sangene om frihed
For det eneste jeg havde, var sange om frelse.’
Efter skudepisoden flygtede Marley til England. I sit eksil fandt han en form for ro, hvor han nåede at indspille et par reflekterende albums, Exodus og Kaya. Adskillelsen fra den daglige kamp forklarer dette, og er medvirkende til, at vi kan tilgive den forfærdelige sang ’Three Little Birds’, og især fordi han genopdagede sin appetit for vidunderlige kærlighedssange som ’Turn Your Lights Down Low’ og ’Waiting in Vain.’
Mens han var i England, fejrede han og identificerede sig med new wave musikken, som tordnede frem på scenen sidst i 70’erne. På albummet Exodus forestiller han sig et “punky reggae party“, hvor The Wailers skulle mødes med “The Damned, The Jam, The Clash and Dr. Feelgood“. Men “ingen kedelige mennesker“. Det, der kunne have været det største punky reggae party, blev desværre ikke til noget, da Marley døde alt for tidligt.
Rock Against Racism (RAR) blev for første gang gennemført i England lige efter Eric Claptons fordrukne erklærede støtte til den racistiske ekstremist Enoch Powell ved et show i 1976. Red Saunders og Roger Huddle, som grundlagde RAR, var især vrede over, at Clapton havde genoplivet sin karriere ved at bruge en coversang fra Marley, nemlig ’I Shot the Sheriff.’
Red Saunders tog til Jamaica i 1982 for at tage en fotoserie omkring forskellige musikgenrer for Sunday Times. Han blev vist rundt i musikstudiet Tuff-Gong af Marleys back-up sangere, I-Trees. Da han gik ind i Marleys gamle kontor, hang der på væggen en kopi af det brev, som han og Huddle havde skrevet til New Musical Express. Dette brev dannede baggrund for RAR og bar overskriften ’Hvem skød Sheriffen – Eric? Det var i hvert fald ikke dig!’ Sangerne fra I-Trees fortalte Red, at Bob var blevet glad for brevet, og havde vist stor interesse for RAR. Den dag i dag, fortryder Red og Roger, at de ikke fulgte deres instinkt og inviterede Marley og John Lennon som hovednavnene ved RARs første festival.
Knap et år efter Zimbabwe-koncerterne var Marley død af kræft. Hans totale formue var vurderet til 30 millioner pund. Han var alt for ung, da han døde, men han leverede i det mindste vidunderlig rebelsk, ærlig og åndelig musik til omverden. Han inspirerede andre musikere, deriblandt hans tidligere partnere, Tosh og Wailer, og jamaicanerne Burning Spear og Black Uhuru, og i England var det Steel Pulse, Asward, og poeten Linton Kwesi Johnson.
En ny generation
En generation efter Marleys død er reggaen tilbage på scenen, men af andre grunde. Gruppen for homoseksuelles rettigheder, Outrage!, som Peter Tatchell står for, har lanceret en tilsyneladende effektiv kampagne mod anti-homoseksuelle tekster, bl.a. fra Beenie Man, Buju Banton, Bounty Killer og Sizzla Kalonji. Ifølge Outrage! har denne ’jamaicanske morderiske musik’ anstiftet til en voldeligt homofobisk stemning, som er kulmineret i 30 brutale mord på homoseksuelle mænd på Jamaica, herunder kampagnelederen Brian Williamson. Flere kunstnere er blevet nægtet adgang til England; Skotlands Efterretningstjeneste overvejer at lægge sag an mod nogle af kunstnerne; flere koncerter er blevet aflyst; og Music of Black Origin Academy blev tvunget til at tilbagetrække to af deres nomineringer af Elephant Man og Vybes Cartel.
Socialister bør til enhver tid fordømme de homofobiske fordomme fra disse kunstnere. De af os, som elsker reggae, må også indrømme, at der er en fælles tråd, der binder sangerne i dag sammen med dem fra fortiden. Marley ville i hvert fald kunne forstå og relatere sig til den ’hårde’ gadejargon fra sine efterfølgere, og ærligt sagt, ville han være enig med meget af deres seksuelle og mandschauvinistiske jargon. I begge tilfælde drages der efter en ekstrem fortolkning af bibelen. Men hvor Marley stod ansigt til ansigt med verdenen, og fremførte sit budskab omkring kærlighed og broderskab, og fangede en kamp, der var på vej frem, er sangerne fra diskotekerne i dag mere indadvendte. Deres musik er intet mere end letvægts-eskapisme, og reflekterer kun den reaktionære ideologi, der forvrænger det jamaicanske samfund.
På den anden side, skal man huske på i sin kritik, hvem de sande bibringere af vold og intolerance er. Som Marley selv indså, er det først og fremmest dem, som bygger ’kirkerne og universiteterne’ og som ’uddanner tyve og mordere.’ Deres post-koloniale efterkommere har lært disse færdigheder og fortsætter deres tyranni i en kombination af bestikkelse og slagtning. Det er deres love, der straffer homoseksualitet med fængselsdomme i op til ti år.
Sommetider er kunstnere såsom Buju Banton tilmed i stand til at fange ånden fra deres forgængere. Men alligevel er ingen, i de 25 år han har været død, kommet i nærheden af at matche Bob Marley, og ingen ord kan retfærdiggøre den stolthed, lidenskab og værdighed, som var hans musik. Heldigvis har markeringen af hans 60 års fødselsdag, og interessen i hans indvielse i den engelske Music Hall of Fame, været medvirkende til, at hans liste af fantastiske udgivelser, deriblandt Legend, stadig er til at få fat i.
Oversættelse Aviaja M. Andersen
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed