Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 240 – 16. marts 2005 – side 1

Ansvaret for eventuelle drab på danske soldater ligger hos regeringen – ikke hos os – Internationale Socialister

IS/U

Tirsdag den 15. marts kunne man i dele af pressen få det indtryk at Internationale Socialister opfordrer til drab på danske soldater i Irak. Følgende pressemeddelelse fra Internationale Socialister er et svar på pressens unuancerede påstande:

For næsten to år siden vedtog et stort flertal i folketinget med Fogh i spidsen, på trods af befolkningsflertallet, at sende danske tropper til Irak for at støtte USA’s krig.

Siden er det flere gange blevet påvist, at den danske regering – ligesom Bush i USA og Blair i England – fyldte os med løgn om årsagerne til at besætte Irak. Og der er ingen som helst tvivl om, at Danmark i dag er en besættelsesmagt, som sammen med sine allierede har mere end 100.000 mord på civile irakere på samvittigheden.

Vi opfordrer ikke til drab på danske soldater

Vi håber selvfølgelig ikke at danske soldater mister livet, lige så lidt som vi håber at irakiske soldater og modstandsfolk mister livet. Det gør os ondt for både soldater og pårørende når udsendte risikerer livet i Irak. Derfor har vi fra dag ét arbejdet imod krigen, og krævet de danske soldater hjem.

Det er således ikke med vores gode vilje at danske soldater risikerer livet i en beskidt krig – men det er en naturlig konsekvens af at være en del af besættelsesmagten. Derfor konstaterer vi at de danske soldater er legitime mål for den irakiske modstandsbevægelse, på linje med tyske soldater under 2. Verdenskrig, og amerikanske under Vietnam-krigen.

Irakerne har ret til modstand

Når Søren Gade siger at de danske soldater er i Irak på opfordring fra den irakiske regering, er det jo ikke så underligt, for det er en regering besættelsesmagten selv har indsat.

Et massivt flertal af irakerne er imod besættelsen og ønsker besætterne ud. Ifølge en undersøgelse foretaget for besættelsesmagten af Independent Institute for Administration and Civil Society/CPA, udtrykker 87% af irakerne lille eller ingen tillid til koalitionsstyrkerne, og 92% betragter koalitionsstyrkerne som besættere snarere end befriere.

Søren Gade må styre sin moralske forargelse over at irakerne går til væbnet modstand. Besættelsestropperne har forbudt al almindelig demokratisk modstand; der bliver skudt på demonstrationer, der er forbud mod faglig organisering, og pressen er underlagt streng censur.

Ansvaret for eventuelle drab skal derfor rettes mod dem der i sin tid gik i krig, og dem som i dag opretholder en blodig besættelse. Harmen skal derfor ikke rettes mod os, men mod den danske regering. Det er dem der gik i krig, og os der ønsker fred.

Vi kan som en lille politisk gruppe i Danmark, ikke bestemme hverken over hvad besættelsesmagten eller den Irakiske modstand foretager sig. Det er ikke os der har opfordret til krig, drab og besættelse. Vi konstaterer blot at den danske hær er en del af en USA-ledet besættelse, som den irakiske modstandsbevægelse bekæmper. Derfor støtter vi modstanden i Irak, kræver tropperne hjem, og al blodsudgydelse stoppet.

Se også:
SAA 240: Irak: Stop besættelsen – Støt modstanden

Flere artikler fra nr. 240

Flere numre fra 2005

Se flere artikler om emnet:
Irak-krig 2002-?

Se flere artikler af forfatter:
IS/U

Siden er vist 3304 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside