Socialistisk Arbejderavis
Nr. 240 – 16. marts 2005 – side 2
Det mener vi
Hvorfor støtter vi den irakiske modstand?
Nogle krigsmodstandere spørger: “Hvorfor gør I så meget ud af at støtte den irakiske modstand? Vi er trods alt i Danmark, og det vigtigste må være at vi kræver de danske tropper hjem?“
Vi er helt enige i, at det vigtigste for os er at kræve de danske tropper hjem – nu! Derfor går vi sammen med alle, der bakker op om dette krav – uanset om folk tror på en FN-løsning eller andre løsninger. Krigsmodstandere må stå sammen om dette krav.
Men når det er sagt, må vi også sige, at amerikanerne ikke var blevet smidt ud af Vietnam uden befrielsesbevægelsen. Masser af lande i Afrika og Asien ville stadig være kolonier, hvis ikke der havde været en folkeligt baseret, væbnet modstand.
Det samme gælder i Irak: Faktum er, at der er en folkelig modstand. Mindst 80 pct. af irakerne ønsker besættelsestropperne ud, så de selv kan få kontrol over deres eget land. Selv hovedparten af dem, der stemte ved det irakiske “valg“, gjorde det i håb om, at det ville være med til at få besættelsesmagten ud.
Modstanden startede med almindelige demokratiske midler: Møder, aviser og demonstrationer. Men besættelsesmagten forbød møder, aviser og organisationer, der ikke bakkede op om besættelsen. Og demonstrationerne skød man på.
Kravene var ellers simple nok: At besættelsesmagten indfriede løfterne om at genopbygge det land, de havde bombet i smadder. At man fik genoprettet elforsyning, fik gang i hospitaler, veje osv. – Men løfterne blev ikke indfriet.
Resultatet er, at der i dag er 70 pct. arbejdsløshed i Irak – samtidig med at udenlandske (især amerikanske, men også fx Mærsk) tjener styrtende på at ansætte udenlandsk arbejdskraft. Olien blev som det første bragt under USAs kontrol.
Der kommer ingen fremskridt i Irak, før besættelsesmagten bliver smidt ud. Det er amerikanske kommissærer, der bestemmer i de “irakiske“ ministerier. Strejkeforbud holder lønkravene nede. Strejkende arbejdere kan fængsles som krigsfanger, osv.
Alligevel er det lykkedes gennem strejker – fx blandt oliearbejderne – at få hævet mindstelønnen og at få erstattet nogle af de udenlandske arbejdere med irakiske.
Men med en arbejdsløshed på 70 pct. er strejker kun effektive for få grupper. En væsentlig del af kampen er også militær.
Vi støtter den irakiske modstand – fordi det i sidste instans er irakerne selv, som må tage kontrol over deres land. Og fordi deres modstand er med til at gøre det rigtigt svært for besættelsesmagten, som vi har set i Fallujah og en lang stribe andre byer.
Vi stiller ingen forhåndsbetingelser for vores støtte til den irakiske modstand. Vi er mod besættelsen og støtter irakernes modstand som princip. På samme måde som vi fx støttede den vietnamesiske modstand i 60erne og 70erne.
Det betyder ikke, at man ikke kan diskutere, hvilke midler der bedst bringer kampen fremad. Vi er fx enige med den del af modstanden, der kritiser kidnapninger eller drab på civile.
Men generelt må diskussionen om midler først og fremmest tages i Irak. Det er for nemt at sidde i sikkerhed i Danmark og moralisere over, at “modstanden bruger forkerte midler“.
Modstanden kan vinde, hvis den samler sine kræfter mod besættelsesmagten og de irakiske quislinge. En sejr til den irakiske modstand vil være et nyt Vietnam for USA – og dermed en sejr for demokratiske kræfter verden over.
Se også:
SAA 240: Irak: Stop besættelsen – Støt modstanden
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed