Socialistisk Arbejderavis
Nr. 240 – 16. marts 2005 – side 3
Kommentar
Forvirring og formandsvalg hos SF
Jesper Juul Mikkelsen
Efter endnu et valgnederlag er SF i gang med en større selvransagelse og en diskussion om hvilken vej SF skal gå. Men det ser desværre ikke ud til, at SF har fundet nogen vej ud af deres nedadgående spiral.
Formandsvalget mellem Villy Søvndal og Pia Olsen ligner et spejlbillede af formandsvalget i Socialdemokratiet, altså et valg mellem en traditionsbundet mand og en kvindelig fornyer. Men hvor fornyelsen begge steder er en højredrejning.
Pia Olsens højredrejning kan let dokumenteres med nogle eksempler.
Om EU siger hun: “Vores EU-politik har været igennem en meget positiv udvikling de sidste år. Jeg mener i al ubeskedenhed, at jeg selv har været en af de drivende kræfter bag dette.“
SF skal altså sige ja til en traktat, der fremmer nyliberalistiske nedskæringer på velfærden og øget militarisering af EU.
Når hun skal sammenligne SF med andre partier, siger hun: “Når det drejer sig om menneskesyn, så har SF traditionelt været langt mere enige med Venstre og de radikale end med for eksempel Socialdemokratiet“ (Information 29.12.2001).
Her refererer hun til en diskussion om individuel frihed kontra statslig klientgørelse, som længe er blevet diskuteret i SF. Dette er dog i høj grad er en akademisk diskussion, som intet har med virkeligheden at gøre. Hun kunne fx prøve at spørge indvandrere på madkasse-ordning eller bistandsklienter i aktivering, om de ikke er blevet klientgjort??
Om velfærdsstaten siger hun: “selv hvis der presses flere skattekroner ud af det danske samfund, giver det ikke nødvendigvis en bedre offentlig sektor – måske kun en større. Mange af dilemmaerne i sektoren kan løses ved at få en visionær samfundsforandring – ikke ved at bruge flere penge!“
Problemet for Pia Olsen er bare, at såvel borgerlige som socialdemokrater har prøvet at bilde os det samme ind de sidste 10-15 år. Så det er der ikke megen “fornyelse“ i. Men hvad værre er: Problemerne inden for uddannelsessystemet, i sygehus-sektoren og plejen af børn, ældre og svage kan ikke løses, uden at der bevilges flere penge.
Alternativ til Pia Olsen?
Man kan spørge, hvorfor Pia Olsen overhovedet får plads i SF? Og her bliver det virkelig skræmmende: Resten af SF har nemlig meget lidt at sige, der kan stoppe højredrejningen.
Problemet er, at SF under Holger K. – og med støtte fra Villy Søvndal – har bevæget sig ud i en sump, det er svært at komme op af.
Efter Murens fald kastede SF alle mulige rester fra fortiden overbord. Ikke at SF har mistet den sociale indignation. Men de knytter den op på “abstrakte“ begreber som demokrati og solidaritet – begreber som bliver tomme, når de ikke knyttes til at snakke om klassekamp.
Men for SF er det ikke længere vigtigt, at vi lever i et klassesamfund, hvor der foregår en klassekamp. Når man forkaster at velfærd og demokrati er noget man tilkæmper sig, så når man frem til “visioner“ som Pia Olsens.
Over for dette er Villy Søvndal desværre magtesløs. Valget mellem de to bliver mest et spørgsmål om, hvor hurtigt knæfaldet for nyliberalismen skal ske – ikke om at opstille et alternativ, baseret på kollektiv kamp fra neden.
Det samme gør sig gældende i diskussionen om individualisme kontra klientgørelse. De forkaster – fornuftigt nok – klientgørelsen, men ser kun nyliberalismens individualisme (egoisme, konkurrence osv.) som alternativ. Ikke den individualisme, hvor det er igennem vores kollektive organisering, at vi kan frigøre individet.
SF står over for en mere grundlæggende udfordring end at få valgt Villy Søvndal som formand. Spørgsmål er snarere, om de mener at forandring kommer fra oven eller gennem social kamp fra neden.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed