Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 240 – 16. marts 2005 – side 5

Ukraine, Libanon

Er det et ægte oprør?

Chris Harman

Chris Harman, engelsk socialist og redaktør for International Socialism Journal, overvejer her, hvordan socialister bør reagere, når USA støtter “demokratiske oprør“ i Ukraine, Libanon og andre lande.

Over hele kloden findes der diktaturer og halv-diktaturer. I disse lande findes der forskellige dele af befolkningen, der er vrede og ønsker at yde modstand. Tag Ægypten, hvor jeg for nyligt har været. Hosni Mubarak har været diktator siden 1981. Der har været undtagelsestilstand i 24 år, og ingen social gruppe kan organisere sig uafhængigt af staten.

Dette påvirker socialister, der vil fremme og støtte arbejdere og bønders kampe. Det påvirker frisindede intellektuelle, der ønsker at udtrykke sig frit.

Det påvirker den konservative islamiske bevægelse – Det Muslimske Broderskab – og det påvirker venstreorienterede muslimer.

Det påvirker også folk, der ikke kan lide Mubarak, men vil bevæge sig i retning af et vestligt inspireret kapitalistisk demokrati. Alle disse grupper er undertrykte og kan komme i konflikt med regimet.

Bevægelser opstår, mens forskellene mellem grupperne begraves, i det mindste i starten, i den samlede opposition mod diktaturet.

Men dette fører til en ustabil og modsætningsfyldt situation. For nogle af disse bevægelser er drivkraften den brede befolknings behov – arbejderne, den lave middelklasse og bønderne.

Hovedspørgsmålene, der rejses, er arbejdsløshed, inflation og fattigdom. Det var hovedårsagen bag den indonesiske opstand i 1998 og de nylige opstande i Ecuador, Argentina og Bolivia.

Der er andre situationer, hvor det er mere uklart. Selv om mange af diktaturerne etablerede sig med støtte fra USA, vil USA måske senere forsøge at manipulere og bruge opstande imod dem.

Dette vil være tilfældet specielt når opstanden er rettet mod regeringer, som USA tidligere støttede, men som de nu er raget uklar med. Tag fx Syrien. Den syriske regering var USA’s allierede, da de angreb Irak i 1991.

Syriske tropper gik ind i Libanon for næsten 30 år siden for at knuse en opstand, anført af den libanesiske venstrefløj og palæstinenserne, mod det højreorienterede Falangist parti – der støttede USA, Frankrig og Israel.

På nuværende tidspunkt, som en del af deres forsøg på at tage direkte kontrol med olien i Irak, ønsker de nykonservative omkring Bush, at omforme regeringer i hele Mellemøsten, så de er mere på linje med USA.

De er parate til at støtte forandringer, der vil erstatte diktaturer eller halv-diktaturer med USA’s version af kapitalistisk demokrati. De vil gerne se Syrien og Libanon styret af regeringer, baseret på valg mellem partier med stort set ens politik. Partier der støtter kapitalisme og imperialisme.

Teknik

De har prøvet at udvikle en teknik, hvor de opfordrer visse oppositions bevægelser til at bevæge sig i retning af USA’s interesser. De giver dem store mængder penge og søger at knytte oppositionelle ledere tæt til sig.

Nogle oppositionelle ledere vil oprigtigt gerne kæmpe for et bedre samfund. I andre tilfælde, som i Ukraine i slutningen af sidste år, er de korrupte medlemmer af den gamle herskende gruppe, der har set en ny måde, hvorved de kan fremme deres egne positioner.

Selvfølgelig var mange af dem, der demonstrerede i Ukraine, dødtrætte af et undertrykkende og udemokratisk samfund styret af mafia-typer, der havde skabt sig formuer via privatisering.

Men de blev trukket ind i en bevægelse, der ønskede at erstatte et slæng af mafia-typer med et andet slæng af mafia-typer. I den proces blev de udnyttet i en primitiv manøvre om hvem, der skal dominere i det centrale Europa – USA eller Rusland.

Når man bedømmer disse ting, skal man være meget konkret om hvem, det er, der er involveret, og hvad de kæmper for. I andre situationer vil styrkeforholdet være helt anderledes, end hvad der skete i Ukraine.

Solidarnosc i Polen i 1980-81 var en ægte bevægelse organiseret af intellektuelle, der tog store risici som fængselsstraf for at fremme arbejdernes krav.

Det udløste en spontan bevægelse blandt massen af arbejderne, der rejste krav om demokratiske frihedsrettigheder, retten til at organisere ægte fagforeninger, højere løn og bedre arbejdsforhold.

Den gang støttede USA ikke Solidarnosc på nogen betydelig måde. Efter at bevægelsen blev besejret, ændrede USA politik fra slutningen af 1981 og hældte penge i foretagendet og trak lederne i Solidarnosc i retning af USA’s verdensopfattelse..

Den indonesiske bevægelse i 1998 konfronterede en af USA’s vigtigste allierede i Sydøstasien. Men USA arbejdede meget hårdt for at sikre, at den regering, der erstattede Suharto, fulgte de samme målsætninger som ham, men i en demokratisk indpakning.

Bevægelsen, der væltede diktatoren Marcos på Filippinerne i 1986 – og opfandt frasen “folkets magt“ – begyndte som en ægte folkelig bevægelse. Men den filippinske herskende klasse samarbejdede med USA for at sikre, at den nye regering fortsatte på stort set den samme måde som den gamle.

Der er en hel række af situationer, hvor et pres bygges op fra neden i samfundet og dele af den herskende klasse – og sædvanligvis USA – bliver enige i, at de må gennemtvinge forandring, før det hele eksploderer under dem på måder, de ikke kan kontrollere.

Krise

Når en social krise udvikler sig, vil USA måske vælge at støtte den siddende regering. Men på samme tid kan de begynde at finansiere dele af oppositionen og bruge amerikanske fonde og NGO’er til at infiltrere dens lederskab.

Sidst i 1970‘erne begyndte en række studenter- og arbejderkampe at underminere militærdiktaturet i Brasilien. En proces kaldet “åbning“ begyndte – det betød, at generalerne sagde, de ville tillade valg på et senere tidspunkt, for at dæmme op for utilfredsheden. Overklasserne brugte det tidsrum til at sikre, at det var dem, der ville opstille i og vinde det valg.

I Sydkorea var der en massiv bølge af demonstrationer i 1987 og strejker i 1988. For at kontrollere situationen blev der lagt pres på militærdiktaturet for, at det skulle love valg fire år senere. Der foregik en omhyggelig proces, hvorved en “sikker“ opposition blev opbygget, så der ikke fandt grundlæggende forandringer sted.

Det er, hvad USA presser Ægypten til i øjeblikket. Mubarak har lovet valg, men USA regner med, at de eneste, der vil have reel chance for at slå Mubarak, vil være de mest respektable kapitalistiske grupperinger.

Undertrykkelsen af mere radikale oppositionsgrupper vil fortsætte. De vil få at vide, at hvis de tolererer denne valgrunde og accepterer resultaterne, så vil de måske selv om få år få lov til at stille op.

Uafhængig

Stillet over for disse scenarier, må socialister gøre to ting. Vi må klart være for demokratiske rettigheder, men samtidigt sige, at vi ikke vil lade os udnytte af folk, der var del af diktaturet, men som nu for at sikre egne interesser, forsøger at overtage oppositionen.

I stedet bør socialister udnytte det gamle regimes krise til at fremsætte uafhængige krav og styrke arbejderklassen. Der skal også opbygges en kampvillighed mod den figur, den herskende klasse sætter i førersædet – uanset hvem det bliver.

I Libanon støtter socialister ikke den syriske besættelse af landet. Men de afslører også hykleriet fra dem, der er imod syriske tropper i Libanon, mens de støtter Israels besættelse af dele af Syrien og Vestbredden og USA’s besættelse af Irak.

De skal holde sig for øje, at det er vigtigt for USA’s interesser at angribe de dele af befolkningen, der modsatte sig Israels besættelse af Libanon. Når der er demonstrationer, er det disse spørgsmål, der skal rejses. Man må ikke befinde sig i den situation, at man mobiliserer til USA’s dagsorden.

I Ægypten tager socialister nu chancen og kræver at Mubarak skal gå af øjeblikkeligt. Alle de ting han forbindes med – den nyliberale politik, undtagelseslovene, statens kontrol med fagforeningerne – skal også væk.

Hvis socialister rejser sådanne krav, kan de være med til at skabe en situation, der ligger langt fra USA’s idealbillede. Det er altid farligt for en stormagt at intervenere direkte og gennemtvinge en forandring af regimet.

Således troede den tyske regering, at den kunne fremme dens egne interesser under 1. verdenskrig ved at lade et tog med lederen af Bolsjevikpartiet, Lenin, og lederen af Mensjevikpartiet, Martov, køre til Rusland i 1917. De destabiliserede i hvert fald Rusland – men et år senere var der revolution i Tyskland!

Det kan godt være, at de højreorienterede kristne militser leder demonstrationer i Libanons hovedstad Beiruts gader i øjeblikket. Men dette vil måske få de 40 % af befolkningen, der er Shia-muslimer – og som husker USA’s bombardement af Libanon – til at gå på gaden selv. Deres krav vil være meget forskellige fra de, der bliver fremført på nuværende tidspunkt.

De nykonservative i USA kan se, at i et hvert samfund er der en kapitalistklasse, der vil dele deres vision. Det er disse folk, de stoler på, støtter og håber at give magten til. Men de glemmer, at der ofte er en stor forarmet middelklasse og en større del af arbejdere og bønder, der er blevet tvunget til at leve under kummerlige forhold. De kan gå på gaden på en helt anden måde, end den USA ønsker.

For hundrede år siden så Leon Trotsky i den russiske revolution i 1905, hvorledes kapitalisterne vendte sig bort fra krav om demokratisk forandring. Men også hvorledes arbejdere kunne tage disse krav op og fylde dem med socialistisk indhold. Den proces, som Trotsky kaldte permanent revolution, er det mareridt, der kan true USA i Mellemøsten.

Chris Harman er redaktør af International Socialism Journal.

Oversat af Jesper Høi Kanne

Flere artikler fra nr. 240

Flere numre fra 2005

Se flere artikler om emnet:
Permanent revolution

Se flere artikler af forfatter:
Chris Harman

Siden er vist 2346 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside