Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 240 – 16. marts 2005 – side 8

Påskestrejkerne 1985

Da Danmark blev lukket

Hans Jørgen Vad

Den 22. april 1985 var statsminister Poul Schlüter på besøg i Vestjylland, hvilket ikke var så mærkeligt. Mere usædvanligt var det, at han ifølge Holstebro Dagblad blev mødt af en demonstration på 300 mennesker med »fagforeningsfaner i massevis, også faner fra andre vestjyske byer«. Det var ikke bare protester og ukvemsord, han blev mødt med, men også æg »regnede ned over Schlüter«.

Helt usædvanligt forekommer det, at Schlüter ikke blev sur over denne velkomst. Tværtimod syntes han, det »var meget hyggeligt«, som han sagde til en journalist, medens han »tørrede æg af håret«. Også formanden for det lokale erhvervsråd fandt, at demonstrationen var »glimrende«.
Heller ikke i den lokale presse kunne man finde et fordømmende ord, end ikke i et læserbrev. Kun beklagede Holstebro Dagblad, at den havde opfordret til at deltage i demonstrationen – avisen ville være neutral i denne sag!
Som det nok er fremgået, var der et usædvanligt politisk klima i Danmark for 20 år siden. Et klima, som skyldtes den voldsomste strejkebevægelse i landets historie, nemlig de såkaldte Påskestrejker.

Strejkernes forløb
Strejkerne startede den 24. marts som en officiel storkonflikt mellem Dansk Arbejdsgiverforening og LO – især pga. uenighed på arbejdstidsspørgsmålet. LO/DA-strejken omfattede ca. 300.000 og pr. 1. april var der varslet konflikt for yderligere 200.000 offentligt ansatte. Hovedkravet var på begge områder en 35 timers arbejdsuge
Strejken på det private område fik dog kun lov at løbe en uge som en officiel konflikt, og på det offentlige område kom den slet ikke i gang: Schlüter-regeringen greb nemlig ind lørdag den 30. marts med virkning fra 1. april.

Indgrebets indhold, som blev kendt onsdag den 27. marts, udløste en voldsom vrede blandt lønmodtagerne. Især en arbejdstidsnedsættelse på kun én time blev af mange opfattet som en hån mod 35-timerskravet. Vreden fik med en blokade af Christiansborg den 29. marts et symbolsk samlingspunkt. Denne militante aktion, som formåede at gennemtvinge en udsættelse af førstebehandlingen af det forhadte indgreb, blev mødt med begejstring landet over.

Fredag den 29. marts havde den forholdsvis rolige officielle storkonflikt helt ændret karakter, og var blevet afløst af en ukontrolleret spontan massestrejke fra neden. Store grupper af offentligt ansatte var nu gået med i strejken, og det samme var store grupper af privatansatte, som ikke allerede var i strejke.
I de fleste større byer var der massedemonstrationer på socialdemokratisk initiativ. Alene i København deltog 100-150.000. De socialdemokratiske talere udtrykte forståelse for harmen og lagde op til, at Schlüter skulle væltes – men først ved næste valg. Dermed lagde de indirekte op til, at arbejdet skulle genoptages.

Det fik dog ingen betydning, for strejkerne fortsatte med uformindsket styrke ugen efter. Mandagens massedemonstrationer – arrangeret af tillidsmandsringene – var endnu større end fredagens. Det fælles krav var Schlüters afgang, generalstrejke, og at der skulle åbnes for strejkekasserne. I det meste af landet var bus-, tog- og færgetrafikken strejke- eller blokaderamt. I disse dage blev blokader lidt af en folkesag. En senere meningsmåling foretaget af Jyllands-Posten viste, at et klart flertal blandt lønmodtagerne sympatiserede med disse ulovlige blokader. Selv blandt arbejdsgivere mente over en tredjedel, at blokaderne var helt eller delvis acceptable. Schlüters politiske liv hang nu i en tynd tråd.
I de to dage før og efter påskeferien – den 3. og 9. april – sås der imidlertid en markant nedgang i strejkernes omfang. Det skyldtes søgnehelligdags­betalingen, som ikke kommer til udbetaling, hvis man strejker dagen før og dagen efter en ferie med skæve helligdage. Det blev af mange fagforeningsledere brugt som et påskud til at få folk til – om end midlertidigt – at genoptage arbejdet.

Derfor var det først 10. april, at strejken igen nåede op på samme styrke som før påsken. Igen var der en død radio og en sort TV-skærm. For tredje gang inden for ganske få dage var der igen massedemonstrationer i alle større byer. Alene i København var der omkring 250.000, og i byer som Århus, Ålborg, Randers og Esbjerg meldtes der om de »historisk« største demonstrationer.
I de næste dage ebbede strejkebevægelsen dog ud, og Schlüter overlevede. Det skyldtes dog ikke manglende kampvilje, men især at der på den faglige venstrefløj ikke var enighed om at opfordre til generalstrejke og udmønte parolen i en organisering af strejkens fortsættelse.
Helt konkret lykkedes det de ledende DKP´ere i et uskønt samarbejde med Preben Møller Hansen fra Sømandsforbundet at få forpurret et landsdækkende tillidsmandsmøde i påskeferien, som kunne sende et klart signal. Kombineret med afmatningen hen over påskeferien tog det kraften ud af strejkerne.
I alt kom strejkerne til at vare tre uger og omfattede mindst 500.000, ja måske op mod 1.000.000 lønmodtagere. Et tilsvarende tal deltog i de mange demonstrationer, ligesom tusinder var aktive i de mange blokader.
Med dette korte rids kan man kun give et lille overblik over bevægelsen. Selve dens stemning og de spirer til social revolte, den indeholdt, kan umuligt gengives fyldestgørende her.

Læren af strejkerne
Da jeg i halvfjerdserne blev aktiv, havde jeg ikke meget begreb om arbejdskampe, og Storstrejken i 1956 fortabte sig i fortidens mørke. I det omfang, jeg alligevel vidste noget om den, forbandt jeg den mest med Aksel Larsen og DKP på nogle sort-hvide billeder: Noget stift, sikkert topstyret og i hvert fald ufatteligt gammeldags. Slet ikke noget med socialt oprør fra mennesker af kød og blod.
Men i 1974 kom Maj-strejkerne efterfulgt af mange enkeltstrejker i 1975 og en strejkebevægelse i 1976. Pludseligt blev Storstrejken interessant, vi læste om den, fordi vi havde brug for det.

Lidt den samme oplevelse havde jeg i 1994/95. I efteråret 94 afsluttede jeg arbejdet med min bog Påskestrejkerne, hvor jeg talte med mange af de gamle aktivister. Vel var der en interesse for det, men den var mest nostalgisk.

Men i foråret 95 udviklede Ribus-konflikten en omfattende solidaritetsbevægelse med en én-dags storstrejke i april. Her dukkede interessen for Påskestrejkerne igen op – ikke nostalgisk, men spontant og levende blandt både nye og gamle aktivister. Ikke pga. jubilæet, men fordi der var brug for disse erfaringer. Således skete der regulær ny-orientering mod faglig kamp i Rød Ungdom og det daværende Rebel.
Når jeg opridser dette, er det for mere præcist at indkredse, hvad vi kan lære af disse erfaringer. For sandt at sige, er Christiansborg-blokaden jo lidt svær omsætte i praksis her og nu.

Det kan ske igen!
Det vigtigste er måske, at de faktisk har fundet sted! Man skal ikke være blind for, at borgerlige og socialdemokratiske historikere aktivt har bestræbt sig på at fortrænge dem fra historieskrivningen, som jeg har dokumenteret i en artikel i Arbejderhistorie. Spontane massestrejker opstår også i det polerede Danmark trods en bureaukratiseret fagbevægelse.
Dernæst den kontekst, de opstod i: Det havde ingen ventet! Måske nogle protester mod regeringsindgrebet – men kraften blev et chok for regeringen og arbejdsgiverne. I dag er det »urealistisk« med en massestrejke mod Fogh i 2006. Lige så umuligt så det ud i foråret 1984: Det var yuppi-tid, ideologien var individualiseret og de gule fagforeninger var på fremmarch. Store massestrejker kan ikke forudsiges, de kommer som en tyv om natten!
Det tredje er studiet af selve strejkernes forløb. Og her at lære, hvilke kræfter, som vil bremse bevægelsen, og hvilke man skal bygge på, for at udvikle den.
Endeligt som det fjerde – og måske vigtigste: Historiebøger forandrer ikke historien, og det nytter ikke med nok så megen lærdom, hvis den ikke er forankret i en organisation af aktivister.
Men er den det, kan den få uvurderlig betydning i en kommende »Påskestrejke«. Dvs. en organisation, som i det daglige kæmper for at udvikle bevægelsen og har erfaringen med at spotte dem, der vil bremse den. Havde en sådan organisation været tilstrækkelig stærk i 1985, kunne det have væltet Schlüter fra magten. Og hvad det videre kunne have ført til, er umuligt at forudsige.

Flere artikler fra nr. 240

Flere numre fra 2005

Se flere artikler om emnet:
Påskestrejkerne 1985

Se flere artikler af forfatter:
Hans Jørgen Vad

Siden er vist 3953 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside