Socialistisk Arbejderavis
Nr. 24 – November 1986 – side 3
Arbejdskampe – Utilfredse men svage
Tom Christiansen
Arbejdsgivernes forsøg på at overholde Schlüters 2% løndiktat, nedskæringer og fyringer har presset arbejdsladser, der aldrig har strejket før, ud i kamp.
Alligevel har resultaterne været magre. Kampene har manglet en ledelse, som offensivt har kunnet generalisere og styrke solidariteten på gulvplan.
Efter sommerferien lagde hospitalsarbejderne, først og fremmest i Storstrøms amt, ud med strejker imod nedskæringer. Men strejkerne i de forskellige amter kom på forskellige tidspunkter og blev ikke koordineret. Derfor kom der ikke noget ud af dem.
I sidste uge af august var der ikke mindre end seks strejker kørende. Men de fleste gik i arbejde efter at ledelsen havde lovet forhandlinger, som endnu ikke har givet resultat. Det skete for:
- 25 strejkede slagteriarbejdere på Mayo i Odense
- 160 kvinder på Oticon i Thisted, der strejkede mod indførelsen af et “præstationsorienteret lønsystem”.
- 585 tekstilarbejdere på Roulund i Odense.
- Chaufførerne og lagerarbejderne i Vestjysk Korn i Ulfborg, som strejkede på et krav om en gennemsnitlig løn på 65 kr. i timen.
Anderledes gik det dog på LK i Ballerup. Her strejkede 250 ufaglærte kvinder mod en fyring. Firmaet sagde, at hun ikke kunne holde tempoet. Tillidskvinden var ikke blevet orienteret om fyringen. De var endvidere utilfredse med en driftsleder på afdelingen. Efter at have strejket i to omgange fik de kravene igennem. Men selv om fyringen kom som et led i tempoopskruninger, handlede kampen ikke om det. Heller ikke her blev kampen generaliseret.
GASA i Århus gik 26/9 i 12 dages strejke og døgnblokade af firmaet. De 120 lagerarbejdere og gartnere protesterede mod 19 “tilfældige” fyringer. Strejken var den første i firmaets historie, og trods stor aktivitet lykkedes det aldrig den svage klub at gøre strejken og blokaden effektiv.
Man var for langsomme til at bede om blokadevagter udefra, og også støttearbejdet kom for sent i gang. Det blev ikke bedre af, at byens øvrige arbejdspladser stort set ikke mødte op til et indkaldt støttemøde. De strejkende blev lokket til forhandlingsbordet – men havde smidt alle trumferne ved at stoppe strejken og tabte.
Brüel og Kjær
Konflikten på Brüel og Kjær var noget længerevarende. Smedeklubben havde opsagt deres lokale aftaler og krævet en lønstigning på 4-5%. Ledelsen ville spise dem af med 2%. I fem uger gik de for mindstelønnen, 48,70 kr. i timen. Arbejdstempoet blev derfor sat tilsvarende ned.
Smedene gik ikke i en egentlig strejke, men holdt mange faglige møder og gik hjem en dags tid. Man bad Metal om at udtage strejkevarsel imod firmaet. Men Metal ønskede hverken, at der skulle strejkes på Brüel og Kjær eller, at smedene skulle have mere end to procent (1,80 kr.). Derfor lavede forbundet en aftale, der gav de 1,80 kr.
Man havde ikke fra starten gjort sig klart, at solidariteten ikke kommer fra forbundstoppen i Metal. Den kommer kun igennem kontakt til andre arbejdspladser. Man var ikke rustet til at fortsætte på egen hånd, da Metal forrådte kampen.
Hospitalerne igen
Med de nye budgetter i København kom sygehusene igen i søgelyset. På Hvidovre Hospital meldte sygehjælpere og -plejerskere sig syge i protest mod overbelægning og yderligere nedskæringer.
De aktionerende fastholdt, at der ikke var tale om en faglig aktion. Derfor stod de ikke særligt stærkt. En sygemeldingsaktion er ikke så effektiv som en strejke. Det er både svært at holde møder, samle ind og få sympatiaktioner.
Man kan ikke stille krav til hospitalsledelen eller kommunen, og man kan ikke komme i forhandling om problemerne.
Aktionen endte også dårligt. Hospitalsledelsen afslørede, at det var en tilrettelagt aktion. Noget alle vidste. De fyrede to fagligt aktive folk, og aktionen blev afblæst. Der var ikke opbygget en styrke i form af aktionsudvalg, daglige møder og kontakt til andre arbejdspladser. Derfor blev det svært at gøre ret meget ved fyringerne.
Militant lag?
De mange strejker er et tegn på, at der stadig findes utilfredshed og vilje til at gøre noget ved det. Men de fleste strejker har stået alene og uden synderlig stor solidaritet.
I dag kan vi ikke vinde strejker, hvis vi står alene. Derfor må de aktuelle strejker samles og koordineres. Strejker må støttes fra andre arbejdspladser. Det kræver, at solidariteten opbygges på gulvplan.
Imidlertid er der ingen, der magter denne opgave. Tillidsmandsringene, der ledes af DKP, gør ingenting. De koncentrerer kræfterne om tandløse demonstrationer, og ønsker ingen selvstændig aktivitet i arbejderklassen.
Strejkestøttearbejdet kan ikke samle ret mange folk. Kun ganske få beskæftiger sig med strejker. Gamle militante folk, for eksempel omkring VS, har mere travlt med at diskutere arbejderflertal, end at støtte arbejdere i kamp.
At fastholde en selvstændig militant linje i arbejderklassen kræver en revolutionær organisation.
Billedtekst:
De strejkende på GASA i Århus blev lokket til forhandlingsbordet og tabte.
Se også:
SAA 24: IS mener: Hvem kaster bolden
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed