Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 241 – 6. april 2005 – side 2

Irak

Danske tropper hjem – og hva' så?

Jesper Høi Kanne

Når det lykkes modstanden i Irak og den globale anti-krigsbevægelse at smide USA, Storbritannien, Danmark og resten af besætterne på porten, vil den irakiske befolkning selv sagt stå over for nogle vigtige valg. Men hvad vil der ske?

Vi kan ikke vide det – intet er givet på forhånd, men allerede nu kan vi se nogle tendenser.

Et hvert irakisk parti eller en hver irakisk milits, der samarbejder med besættelsen, er allerede totalt miskrediteret i befolkningens øjne. De pro-amerikanske Al-Badr brigader, der ved besættelsens start terroriserede befolkningen under påskud af at “jagte Saddam støtter“ – kan ikke vise sig offentligt i dag.

De politiske partier, der deltager i råd og institutioner, oprettet af besættelsesmagten, har meget ringe opbakning. I flere tilfælde har de heldigvis nedlagt deres hverv i protest, fx da amerikanerne smadrede Falluja i november 2004.

De strømninger, der samarbejder med besættelsen, er ikke en ensformig størrelse. Der var fx Shia-islamister i det regerende råd, men de er også til stede i modstanden. Så det er ikke nogen bestemt etnisk, religiøs eller politisk strømning, der er kollaboratører. Selv blandt kurderne, der overvejende støtter besættelsen, fordi USA har lovet dem selvstyre, er der folk, der begynder at tvivle. Af de nye politikere i Irak er der mange, der har tilbragt de sidste 20-30 år udenfor Irak – ofte på CIA’s og andre efterretningstjenesters lønningsliste. Nogle få af deres familier er endda de samme familier af kapitalister og jordejere, der samarbejdede med den engelske kolonimagt, der havde magten i Irak ind til 1958.

Borgerkrig?

Jeg møder ofte argumentet: “Hvis tropperne trækker sig ud, bliver der borgerkrig i Irak“. Det mener jeg ikke vil være tilfældet. Alt tyder på, at modstanden mod besættelsen har været med til at samle de forskellige etniske og religiøse grupper. Fx begyndte Sunni- og Shiamuslimer at faste på samme dag under ramadanen i 2003 – noget der ikke er sket siden de to strømningers splittelse. Modstanden består af små celler, der har samlet sig lokalt, med et bredt ideologisk snit. Det gør, at aktørerne i en eventuel borgerkrig nu arbejder, kæmper og dør sammen. Det skaber, mildest talt, sammenhold.

Borgerkrigs argumentet fremmes meget kraftigt i vestlige medier, men faktum er, at der aldrig har været borgerkrig mellem sunnier og shiiter. Religion og etniske skel er noget Iraks herskere – fra englænderne til Saddam – har spillet på. Irak har været et verdsligt velfærdssamfund ind til sanktionerne smadrede sundhedsvæsen og infrastruktur fra 1990-2003. Stammeledere og Sheiker fik mere magt i Saddams sidste år, da statsapparatet smuldrede. Men selv om traditionelle ledere har mere magt end før, er situationen ikke som i Afghanistan, hvor rivaliserende krigsherrer fik penge af amerikanerne og fortsatte med at hærge landet og forsvare deres territorier. De eneste, der drager fordel af terror mod civile og sekteriske angreb på moskéer og kirker, er USA. Derfor må vi også – når sådanne angreb sker – spørge os selv, om det er agenter for besættelsen, der står bag.

Modstandsbevægelsen har ingen interesse i at angribe befolkningen – de er afhængige af deres opbakning. USA vil gerne fortsætte Saddams del og hersk politik, så de kan få irakerne til at slås indbyrdes i stedet for at bekæmpe besættelsen. Den eneste risiko for borgerkrig, er hvis besættelsen fortsætter og kollaboratørerne fortsat yder USA støtte.

Modstandens krav

Modstandsbevægelsen og de partier der støtter den, vil være de nye magthavere ved besættelsens ophør – i første omgang. De vil være de eneste med nogen folkelig opbakning. Når der ikke bliver borgerkrig, ville nogen måske frygte at et diktatur, af en eller anden art, blev etableret.

Medierne i Danmark og resten af vesten er også tit vilde med at fremstille modstanden som 100 % reaktionær, som en flok gale muslimer og strubesnittere. Men hvad de ikke rapporterer, er, at modstanden faktisk har formuleret deres krav og mål. Det gjorde de i april 2004 – efter at USA var blevet jaget ud af Falluja. Netværket af de irakiske modstands grupper formulerede 6 punkter:

1. Besættelsen skal afsluttes og landet befries.
2. Der skal være en overgangsperiode på to år.
3. Et forenet Irak og en national regering for alle.
4. En irakisk forfatning skrevet af irakerne selv.
5. Demokratiske rettigheder.
6. Frie valg med fuld deltagelse af de forskellige politiske partier.

Vi må støtte irakernes ret til reel selvbestemmelse. Det betyder også, at vi må acceptere deres egne valg efter besættelsens ophør og acceptere deres version af demokrati. Et irakisk demokrati skal have tid til at udvikle sig fra neden. Arbejderklassen skal stille deres egne krav og ryste amerikanernes version af demokrati af sig, for at situationen skal kunne udvikle sig progressivt.

Abd Al-Jabbar Al-Kubaysi, formanden for Iraks Patriotiske Alliance – der kæmper mod besættelsen, formulerede det sådan i et interview i 2004: “Hvis jeg rejser rundt i Irak og taler med almindelige mennesker om demokrati, så slår de mig med deres sko. For hvad betyder demokrati? De ved at sanktionerne imod dem blev påtvunget for at indfører demokrati, at krigen imod dem blev ført for at bringe demokrati, og nu er vi besat for demokratiets skyld. Det demokrati, som de forstår, er et våben imod vort folk, fordi vi ikke vil underkaste os den vestlige verden.“.

Flere artikler fra nr. 241

Flere numre fra 2005

Se flere artikler om emnet:
Irak-krig 2002-?

Se flere artikler af forfatter:
Jesper Høi Kanne

Siden er vist 1968 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside