Socialistisk Arbejderavis
Nr. 241 – 6. april 2005 – side 3
Kommentar
Mærket for livet
Danny Morck Jensen
Nu også på hovedbanegården, irriterende reklamer, der rammer en lige i synet. Køb-køb-køb, vær’ smart, vær’ stilen, vær´ in. Ikke at jeg vil sige, hvem det er, som reklamerer for deres produkter, for så har jeg jo allerede sendt reklamen videre.
Er det hele bare en gang sur brok herfra, eller er det virkeligt et frisk pust, som DSB’s underdirektør siger?
Det friske pust er ikke et pust, men en gispen efter at kunne få luft – for ja, jeg brokker mig. Det offentlige rum, altså vores, dit og mit rum, tages fra os, men der er ik’ nogen, der har spurgt OS? Det er blevet en norm, at gadebilledet ser sådan ud, med standere, der udstråler kendte produkter. Hvor mange sætter egentligt spørgsmål ved det, da det jo netop indgår i en symbiose med gadebilledet?
Men det behøver slet ik’ være sådan. Der er mange af produkterne, jeg godt kan lide. Jeg synes ligefrem at de er fede og funktionelle, og så er der dem, der ikke siger mig en xxxx.
Jeg køber da også en del af disse produkter, hvis min tvivl dog er renset for, om det er lille Minh i Vietnam, der har produceret det under umenneskelige vilkår.
Reklamerne trætter mig bare så fandens meget, idet de prøver at fortælle, hvad jeg skal tænke... Fælles for dem er, at de vil fortælle os, at det er lige nu, at de passer til tiden, til dig og mig, og du må hellere hoppe på vognen, hvis du vil være med ligesom alle andre, og vognen kører sgu’ stærk... indtil du bliver smidt af, og ja igen må punge op for at nå den næste vogn.
Hvis du bliver bombarderet nok med disse skudsalver af reklamer (og det synes jo at komme fra alle vegne!), så overgiver du dig hurtigt og indser at, “Hey, du har lige fundet nutidens stil og det er det alle går efter, så jeg hoster sgu’ lige op“.
Livsstilen omkring dig bliver markedsført som aldrig før. Det er jo ik’ bare en simpel efterspørgsel blandt mennesker, nej det er dem med kapitalen, der fremmer illusionen om, at efterspørgslen er der, idet man har adgang til simpelthen alt, der kan bære og viderebringe en reklame til forbrugerne.
Den egentlige efterspørgsel, kommer så af sig selv, når reklamen er selvkørende, nemlig ved at produktet er blevet et med individet, eksempelvis mærkeblusen han eller hun nu går i, en levende reklamesøjle, der tager budskabet med på rejse til andre – køb mig.
Hvis image betyder så meget (selvom det jo handler om, hvem vi er inde bag klæder og facader), hvor blev der så af det at være speciel eller anderledes i sin ydre fremtoning, i sit image? Er det, at være anderledes, blevet til en outsider, eller er det virkelig en, der tør noget, at stå imod den marcherende hær af menneskene, med Nikeskoene, Hillfigertøjet, McFeasten og Coken i hånden? En der tør sige, at jeg er min egen og ikke et modemærke?
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed