Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 241 – 6. april 2005 – side 8

Ri-bus konflikten

268 dages konflikt mod privatisering

Hans Erik Madsen

For ti år siden sluttede en af Danmarkshistoriens længste strejker – Ri-bus-konflikten. Buschaufførerne i Esbjerg havde været i uafbrudt konflikt i mere end 9 måneder. Buschaufførerne tabte – men deres indædte modstand og den omfattende solidaritet i arbejderklassen dæmpede de borgerliges og Socialdemokraternes planer om privatisering og udlicitering mange år frem. Hans Erik Madsen fortæller her om konflikten.

For ti år siden kæmpede 70 buschauffører i Esbjerg mod privatisering og udlicitering af busdriften. 268 dages uafbrudt konflikt uden normal busdrift i Danmarks femte største by. Og en aktionsdag, hvor 200-250.000 strejkende lukkede Danmark. Gentagne storstrejker i Esbjerg, som reaktion på politiets forsøg på at bryde blokaden. Landsdækkende støttearbejde, tillidsmandsmøder og busser, som transporterede blokadevagter fra nær og fjern til Ravnevej. Alt sammen bygget op og styret fra neden af chaufførerne selv, tillidsfolk og faglige aktivister fra landets arbejdspladser.

Buschaufførerne tabte – men deres indædte modstand og den omfattende solidaritet i arbejderklassen dæmpede de borgerliges og Socialdemokraternes planer om privatisering og udlicitering mange år frem. Samtidig er Ri-Bus konflikten et fantastisk godt eksempel på, at al snak om at klassekampen og arbejderklassen er død, er ren fantasi og ønsketænkning.

Her 10 år efter er der masser af erfaringer at hente fra denne helt enestående arbejdskamp i arbejderbevægelsens historie.

Hovedskurken bag konflikten, det borgerlige flertal i Ribe Amtsråd med Venstre i spidsen, følte sig stærke nok til ikke at indgå kompromiser. De brugte konflikten som banner for privatisering og liberalisme.

Når vi kigger på, hvem chaufførerne var oppe imod i deres kamp, og hvilken betydning de tillagde kampen, har vi en del af forklaringen på, hvorfor denne konflikt blev lang, hård og bitter. Ri-Bus som arbejdsgiver tilhører kategorien af fagforeningsfjendske Wild-West typer, som i dette tilfælde havde tætte forbindelser til de borgerlige politikere i Esbjerg.

Mere interessant er det, at blandt arbejdsgiverne og magtens mænd og kvinder i Esbjerg og ud over landet var der stort set ingen sprækker i deres opbakning bag det felttog, som de borgerlige satte ind ved at privatisere busdriften – koste hvad det koste vil. De følte sig stærke og havde masser af penge. De ejede fabrikkerne, pressen, havde stærke arbejdsgiverforeninger og loven og statsapparatet på deres side. De spillede på stort set samtlige magtstrenge – især politiet. Politiet brugte mere end 50.000 timer på konflikten. Politiets aggressive fremfærd og kriminalisering af konflikten, bl.a. med fængsling af tre – en chauffør og to aktivister fra støttekomiteen – havde til formål at skræmme blokadevagterne væk, splitte chaufførerne og svække solidariteten fra arbejdspladserne.

Arbejdsgivernes pengetanke, politiets brutalitet, skruebrækkeriet og pressens svineri tærede alt sammen kraftigt på chaufførernes kræfter. Men det var ikke det, der gjorde, at de til sidst opgav kampen. Det var fagtoppens undergravende og forræderiske linje, som knækkede de strejkende definitivt.

SiD-toppen ville uden tvivl gerne have haft en bedre aftale, end den de indgik. I april/maj 95 var Ri-Bus og amtsrådet meget pressede. På det tidspunkt var opbakningen bag chaufførerne massiv. SiD forsøgte at stoppe konflikten med det ene udspil til en forhandlingsløsning efter det andet. Men både amtsrådet og chaufførerne sagde nej. SiD-toppens dilemma var, at det var chaufførerne og solidaritetsbevægelsen, der havde teten.

Ri-Bus og amtsrådet gamblede i den situation. De satsede på, at SiD-toppen fik styr på konflikten. Arbejdsgiverne spillede på, at SiD’s formand Hardy Hansen ikke ville give buschaufførerne fuld støtte – fx ved at stoppe for tilførsel af diesel, effektivisere blokaderne ved at sparke til afdelingerne, så de hver uge sendte blokadevagter af sted, åbne strejkekasserne op som tilfældet var under HT-konflikten i 1984. De vidste, at Hardy Hansen var hunderæd for at tage disse skridt – ikke på grund af truslen om organisationsansvar og en millionbod. Nej, Hardy var bange for at miste kontrollen over sine egne medlemmer.

SiD-toppen foretog en manøvre til venstre. De gik ind og bakkede op bag støttekomiteerne og tillidsmandsmøderne, ligesom Hardy Hansen deltog i det landsdækkende tillidsmandsmøde i Esbjerg den 18. april. Samtidig gik de bevidst mere og mere ind og overtog den økonomiske styring af konflikten. Med den attitude, at de bakkede op, men også med en løftet pegefinger om, at vi nu måtte indstille os på en lang og sej kamp med daglige blokader, som SiD gik ind og var sponsor og organisator for via distrikterne.

Der var uden tvivl utrolig mange faglige aktivister, tillidsfolk og lokale fagforeningsledere, som har opfattet dette signal fra toppen som en reel opfordring til forstærket støtte bag chaufførernes kamp i Esbjerg. Men formålet var entydigt at få kontrol med konflikten og passivisere støttearbejdet og dermed livsnerven i konflikten: opbakningen og sympatien fra landets arbejdspladser. Værktøjet, som definitivt skulle bruges til at give chaufførerne kniven, hed penge eller mere præcist: no money!

For det viste sig jo, at hverken hærværkshetzen eller politiets kriminalisering af konflikten med hundebid i flæng og varetægtsfængslinger af tre af de centrale aktivister i otte uger var nok til at knække de strejkende chauffører og solidaritetsbevægelsen.

Men perioden fra midten af maj og til oktober 95 sled hårdt på chaufførerne, samtidig med at det ramte konflikten som en boomerang, at SiD havde overtaget de økonomiske forpligtigelser. Den direkte kontakt og netværket mellem chaufførerne og landets arbejdspladser forfaldt. Derfor kunne SiD-toppen forholdsvist nemt slå til med deres rådne aftale midt i oktober. Og det blot en måned efter at chaufførerne var blevet hyldet på SiD’s kongres og lovet fuld støtte.

SiD-toppen valgte at æde stort set alt, hvad Ri-Bus og amtsrådet dikterede. Ud fra devisen: hellere tabe til arbejdsgiverne på medlemmernes bekostning end risikere at vinde konflikten og samtidig miste kontrollen over medlemmerne. Men ikke kun det: en sejr til chaufførerne i Ri-Bus ville have medført et fantastisk opsving i selvtillid og kampe rundt omkring, som ikke alene ville have givet arbejdsgiverne, men også fagtoppen, grå hår i hovedet.

Selv om konflikten blev tabt, er der ingen tvivl om, at man i arbejdsgiverkredse har skrevet sig bag øret, at den modstand og solidaritet, som kom til udtryk under konflikten, kan komme igen.

Konflikten udviklede sig til en udmattelseskrig, som udtrykte, at ingen af parterne var i stand til at tilføre modparten et afgørende nederlag hurtigt. Omdrejningspunktet for sejr eller nederlag for begge parter i konflikten var i udgangspunktet den folkelige stemning – og især stemningen på arbejdspladserne. En stemning som hele tiden vil svinge og dermed give sig udtryk i et forskelligt styrkeforhold ved ‘fronten’.

I perioden frem til aktionsdagen den 20. april 95 havde de strejkende teten ved ‘fronten’, fordi aktionsdagen den 5. april, hvor store dele af landets busser stod stille, ligesom i Esbjerg gik i stå også dagen efter, viste nøglen til at vinde konflikten, nemlig at ramme arbejdsgiverne på deres profitter. Oveni kom så, at masseblokader i Esbjergs gader reelt satte politiet ud af kraft. 2-3.000 arbejdere fra byens arbejdspladser stod skulder ved skulder og brugte alt lige fra peber, tegnestifter, dæk der blev skåret op, til sveller og bøllebank til politiet for at stoppe busserne. Det rystede politiet og arbejdsgiverne, og det løftede stemningen utroligt på landets arbejdspladser.

Nøglen til at vinde var der – hvad de 250.000 strejkende satte en tyk streg under den 20. april. Men fra og med den 21. april kom de strejkende og solidaritetsbevægelsen gradvist i defensiven. Dels fordi fagtoppen begyndte at tage mere over, og dels fordi der ikke blev opstillet et perspektiv for en hurtig sejr, dvs. nye massestrejker som reelt lammede Esbjerg i længere tid og lammede nøgleområder i resten af landet. Om det var muligt, skal jeg lade usagt. Der var problemer på arbejdspladserne i Esbjerg med stadigvæk at få folk med den 20. april. Afstemningerne stod meget snært.

Efter den 20. april blev dampen bag solidaritetsbevægelsen holdt oppe ved at kombinere de daglige blokader med masseblokader på de store dage, fx den 1. og 27. juli, igen i august, september og 3. og 9. oktober.

Under Ri-Bus konflikten blev der vist en omfattende solidaritet og styrke fra neden. Men konfliktens længde blev afgørende for udfaldet – solidariteten og aktiviteten fra byens og landets arbejdspladser og fagforeninger kunne ikke bære i så lang tid.


Hans Erik Madsen var under Ri-Bus konflikten skraldemand i Århus, og medlem af skraldemændenes klubbestyrelse. Skraldemændenes klub – KAOS – deltog aktivt i støttearbejdet til Ri-Bus chaufførerne. Da konflikten optrappede, sendte klubben hver uge blokadevagter til Esbjerg, og støttede kampen økonomisk. Umiddelbart i forlængelse af Ri-Bus konflikten startede den 111 dage lange skraldekonflikt i Århus. En konflikt som handlede om, at ledelsen ville knække den stærke og aktive KAOS klub, hvilket også lykkedes. Skraldemændene tabte og blev fyret. Men ligesom Ri-Bus konflikten viste skraldemændene og deres konflikt, at arbejderklassen har potentialet til at lamme samfundet og tilkæmpe sig velfærd – vel og mærke hvis de ikke svigtes af deres egne i fagbevægelsens top. Det var desværre virkeligheden både under Ri-Bus og skraldestrejken. Hans Erik Madsen er som dengang medlem af IS/ISU.

Hans Erik Madsen har ligeledes skrevet bøgerne “Vi tog skraldet“ om skraldemandskonflikten i Århus, “Frem mod år 200 – har fagbevægelsen en fremtid?“ begge fra KLIM‘s forlag og “10 år der gjorde en forskel – PLS 10 år – historien om en studenterfagforening“ – alle tre bøger kan købes på www.modstand.org

Flere artikler fra nr. 241

Flere numre fra 2005

Se flere artikler om emnet:
Faglig kamp 1991-2000
Ribus-strejken

Se flere artikler af forfatter:
Hans Erik Madsen

Siden er vist 3615 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside