Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 241 – 6. april 2005 – side 12

Interview med Tariq Ali

Imperiet og dem der bekæmper det

Tariq Ali

Den i London bosiddende britisk-pakistanske forfatter Tariq Ali, der i Danmark bl.a. er kendt fra sin bog “Fundamentalismernes sammenstød“, der udkom på dansk sidste år, fortæller i dette interview om den moderne imperialisme, og hvordan den kan bekæmpes.

Den irakiske modstand bliver af Bush og Blair fremstillet som terrorister, Saddam-støtter, islamiske fundamentalister, og lignende ting. Vil du ikke fortælle os om dit syn på modstanden?

Alle de modstandsbevægelser, der har kæmpet imod imperialismen, er blevet kategoriseret som terrorister: Mau Mau i Kenya blev dæmoniseret og voldsomt undertrykt af englænderne, FLN i Algeriet blev udsat for det samme af Frankrig, og vietnameserne af franskmændene og amerikanerne.

I dag betegner israelske Ariel Sharon palæstinenserne som terrorister, i Rusland bruger Vladimir Putin terrorbekæmpelse som retfærdiggørelse for at dræbe den tjetjenske befolkning, og i England angriber Tony Blair traditionelle borgerrettig-heder under dække af at ville bekæmpe terror. Det er ikke overraskende, at den irakiske modstand bliver betegnet på samme måde.

Det giver sig selv, at de midler, der bliver brugt til at jage en imperialistisk besættelses-magt ud med, er afhængige af, hvordan besættelsen fungerer. De amerikanske troppers brutalitet og den systematiske tortur, der foregår, er veldokumenteret. Så hvordan skulle modstanden kunne være smuk.

Under krigen i Algeriet blev en af lederne fra den nationale befrielsesbevægelse FLN spurgt om bombningerne af franske civile på caféer i Algier By. Han svarede “Hvis vi havde et luftvåben, vil jeg love dig, at vi kun ville bombe franske barakker, men indtil da....“

Hvordan ligner kampen i dag mellem imperialismen og modstandsbevægelsen i Irak de kampe, der foregik imod det franske koloniherredømme i Algeriet og imod USA i Vietnam?

Bruger imperialismen andre teknikker i dag end dengang? Hvad med modstanden, er den anderledes i dag end dengang?

Imperialismens teknik er stadig den samme. Drabstallene i Vietnam var to millioner vietnamesere og 50.000 amerikanske soldater. I Irak er det over 100.000 døde irakere og 1.500 amerikanske soldater. Så forholdet er det samme.
Det, der har ændret sig, er den verden, vi lever i. Efter at den traditionelle venstrefløj er brudt sammen, er der et stort vakuum. I Vietnam og Algeriet var ledelserne af modstanden enten kommunister (Vietnam) eller sekulære nationalister (Algeriet).

Arvtagerne til de irakiske kommunister, som fik deres ledere hængt af de britiske imperialister, fører i dag samarbejdspolitik på alle niveauer.
Den bevæbnede modstand ledes af religiøse grupper, tidligere Baath-partimedlemmer, og i visse områder af irakiske nationalister. Det, at der ikke er blevet skabt en national befrielsesbevægelse, er den irakiske modstands akilleshæl.

Zarqawi’s al-Qaida gruppe kom først ind i landet, efter at Irak var blevet besat. De er en lille minoritet, og langt størstedelen af de irakere, der er imod besættelsen, er imod deres metoder.

Der er også den politiske modstand i form af Moqtada al-Sadr og hans gruppe, som er baseret i shiitisk dominerede slumkvarterer i Bagdad og de fattige områder af Basra og andre sydlige irakiske byer. Han vil kræve, at alle tropper bliver trukket hjem, og at der ikke skal være permanente amerikanske baser i landet.

Hvis de ledende folk i Den Forenede Irakiske Alliance, Abul Aziz al-Hakim og den shiitiske gejstlige Ali Sistani – for ikke at tale om bedrageren Ahmed Chalabi – giver efter, kan modstanden sprede sig ned i det sydlige Irak.

Efter min opfattelse er det at kræve og acceptere et valg under beskyttelse af en imperialistisk besættelseshær, noget der kun kan føre til yderligere kollaboration. Sistani sammenligner sig med Gandhi, men den indiske historie er meget forskellige fra den irakiske, og Gandhi krævede at briterne skulle trække sig ud midt under den anden verdenskrig.

Regeringen i Washington var delt over hvem, der skal lede Irak. Den første mulighed var Iyad Allawi, og den anden er Sistani/al-Hakim/Chalabi. Men korthuset kan hurtigt falde sammen, hvis et Sistani-regime ikke er i stand til at sikre en hurtig tilbagetrækning.

Siden 2003 har vi set de to angreb på Fallujah, oprøret i Najaf, valget og oprettelsen af endnu en midlertidig regering. Hvordan har den irakiske modstand udviklet sig og forandret sig siden 2003?

Fallujah er den arabiske verdens Guernica. En hel by blev ødelagt, dens indbyggere dræbt, tortureret, tvangsflyttet, dens børn gjort forældreløse. Desværre, og i modsætning til det første angreb, forblev Sistani tavs under angrebet i november.

Sagt på en anden måde, så han og hans blok den anden vej for at få del i magten. Det er det første rigtige brud på den irakiske enhed.

I Washington blev valget til at starte med set som en indrømmelse, selvom journalisten Thomas Friedman i New York Times argumenterede for, at det var bedre, hvis det var Sistani, der slog modstanden ned, end hvis amerikanerne selv gjorde det. På samme måde som det vil være bedre, hvis det er Abu Mazen, der knuser den palæstinensiske modstand, end Sharon.

Imperialismen bruger altid del og hersk i besatte områder – Indien, Afrika, Vietnam, Korea, Cypern, Irland, og den arabiske verden er alle historiske eksempler på det. Den amerikanske imperialisme vil have en marionet regering, og den vil spille de forskellige grupper ud imod hinanden.

Allawi imod Sistani, bevæbnede modstands-grupper mod al-Sadr. Det er derfor, at det er så vigtigt med en eller anden form for grundlæggende enhed. Hvis Sistani, som er flertallets stemme, havde fordømt ødelæggelsen af Fallujah, kunne det have været udgangspunktet for enhed. Så der er efter min opfattelse ikke sket den store udvikling i modstanden i løbet af de sidste to år. Det er en tragedie for Irak.

Der er flere elementer i det, USA gør i Irak i dag – økonomisk, militært og politisk. I hvor stort et omfang formår modstanden at stå imod på disse tre områder?

Militært har modstanden gjort, at det ikke længere er muligt at regere landet, inklusiv Bagdad, der er en by med flere millioner indbyggere. Økonomisk har angrebene på de udenlandske firmaer og olieledningerne været meget effektive. Oliefirmaet Halliburton er velkommen i Basra, men ikke i Bagdad.

Dette er den første rigtige neo-liberale besættelse og den tredje største spiller, efter USA’s og Englands hære, er de store firmaers private hære.

For et par måneder siden blev en sydafrikansk lejesoldat dræbt. Det viste sig senere, at han havde været med til at torturere Steve Biko. Jeg var i Sydafrika på det tidspunkt, og dér var mange, der var meget glade.

Kan modstanden vinde, og hvad vil det betyde?

Tilbagetrækningen af alle udenlandske tropper, ingen militærbaser, og irakisk kontrol over den irakiske olie vil være en sejr. Men vil USA tillade, at det sker?

Henry Kissinger har argumenteret for en balkanisering af Irak. Den eneste gruppe, der er klar til det, er kurderne, og kun hvis de får den nordlige olie. Men hverken Tyrkiet, som har deres egne ubehagelige grunde, eller resten af Irak vil tillade det.

Så det er noget rod, men manglen på en overordnet politisk strategi for den politiske og militære modstand er en meget stor svaghed.

Copyright Socialist Worker – socialistworker.co.uk

Flere artikler fra nr. 241

Flere numre fra 2005

Se flere artikler om emnet:
Irak-krig 2002-?

Se flere artikler af forfatter:
Tariq Ali

Siden er vist 2620 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside