Socialistisk Arbejderavis
Nr. 24 – November 1986 – side 8
Reinhard Hafuu: “Stammheim: processen mod Baader-Meinhof”
Terrorismens magtesløshed på film
Jørgen Lund
DENNE FILM ER som et teaterstykke. Kulissen er for det meste en moderne nybygget beton-retssal, hvor de anklagede er grundlæggerne af den vesttyske by-guerilla RAF (Rote Armee Fraktion – Røde Hær Gruppe).
Publikum i biografens mørke bifalder højlydt de anklagede imod dommerens groteske juristerier, når de nægter at anerkende tvangs-forsvarere og, jubler, når de kalder dommeren et fascistisk røvhul og imperialistisk statssvin.
Men den aktive medleven bliver ret hurtigt afløst af en tavs uhygge og svedige hænder.
NÅR MAN HAR BETALT billet til filmen oplever man nemlig, i hvor uhyggelig grad den vestyske stat, gennem processen mod RAF-erne, bruger lejligheden til at gennemføre en skueproces, som betyder stadig større udhuling af retssikkerheden.
Først var de anklagede isolationsfængslede i treethalvt år, en tortur, som Ulrike Meinhof i filmen beskriver således: “Hjernen skrumper ind som tørret frugt, og man pisser sjælen ud.”
I løbet af retssagen kommer nye udhulinger af de anklagedes rettigheder. Den vesttyske stat gennemfører en kriminalisering, som er udstrakt til at kunne ramme en omfattende del af al aktiv opposition.
Filmen virker derfor stærkest som et opråb om solidaritet, den appelerer både til forfærdelse og vrede over udviklingen i den statlige politik.
FILMEN FREMSTILLER betonfængslets fangers magtesløshed imod retssystemet, og når man ser deres isolering, er det en slående sammenligning med den isolation, som RAF havde i forhold til arbejderklassens kampe.
Selvom denne baggrund overhovedet ikke bliver berørt i filmen, kan man se den som konsekvensen af den magtesløshed, som de terroristiske metoder afspejler. Den væbnede kamp er udtryk for mangel på et præcist socialistisk endemål, og viser RAF's magtesløshed over for en samfundsændring, der netop kun kan bygge på den eneste sociale kraft, der kan afskaffe kapitalismen: arbejderklassen.
MAGTESLØSHEDEN for den første generation af RAF, som er de anklagede i Stammheim-filmen, belyses gennem deres forgæves forsøg på at få lov til at politisere indholdet i retssagen. Den vises derfor også kun i glimt som en politik, der stiller arbejderklassen passiv og afventende på “den væbnede fortrops” aktiviteter.
Magtesløsheden ligger også i, at de væbnede grupper netop slog igennem i takt med, at klassekampsopsvinget fra 1968 og tre-fem år frem, gradvis aftog. Både RAF i Tyskland og Røde Brigader i Italien fik et spillerum, i takt med at arbejderklassen kom i defensiven over for borgerskabet.
FILMEN OM PROCESSEN mod RAF’erne i Stammheim-fængslet må ikke skabe sympati for RAF’s mål og midler i deres forsøg på at føre anti-imperialistisk kamp i de vest-europæiske lande. Tværtimod skal den ses som en advarsel om, hvad magtesløshed fører til.
Stammheim: Processen mod Baader-Meinhof.
En film af Reinhard Hafuu.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe