Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 24 – November 1986 – side 9

Marie Nielsen mod Moskvaprocesserne

Kampen om Trotskij

Steen Bille Larsen

“Moskva-processerne i slutningen af august 1936, mod en række af Lenins gamle nære venner og medarbejdere med påfølgende domme og henrettelse, er den direkte årsag til udsendelsen af dette allerede i året 1924 samlede materiale, om den i Sovjetunionen fra 1923 standende strid om Trotsky.”

Med disse ord indledes en pjece, som for 50 år siden udsendtes af den kommunistiske veteran Marie Nielsen. Pjecen “Kampen om Trotsky” var et af de vigtigste indlæg i samtidens debat om Moskvaprocesserne, som havde været et chok for arbejderbevægelsen overalt i verden og ført til store diskussioner.

Den første Moskvaproces åbnedes i august 1936. Her blev nogle af de revolutionære ledere fra oktoberrevolutionen, blandt andre Zinoviev og Kamenev anklaget for at være med i et trotskistisk komplot.

I ledtog med Trotsky, nazister, fascister og kontrarevolutionære havde de søgt at øve attentat mod Stalin for at genoprette kapitalismen i Sovjetunionen. Alle tilstod og blev henrettet ved skydning. Trotsky selv var blevet forvist fra Sovjetunionen, men forlangtes nu udleveret til retsforfølgelse.

I dag ved vi, at anklagerne var opdigtede, og at de anklagede havde fået løfte fra Stalin “personligt” om at redde livet, hvis de “tilstod” i dette skuespil. Anklagerne var rystende, men tiltroen til Sovjetunionen var fantastisk stor dengang blandt socialistiske arbejdere. Derfor regnede man heller ikke med, at det sovjetiske retssystem kunne tage fejl.

Alligevel nagede tvivlen om rettergangens rigtighed. Nogle af de anklagede havde ligefrem tryglet om at blive skudt. Kunne det være rigtigt? Var der sket en fejl? Trotskys tilhængere i 4. Internationale var ikke i tvivl.

Modkampagne

De var klar over, at formålet var at bringe Trotskys asylret i Vesteuropa i fare og at rette et knusende slag mod den trotskistiske bevægelse. Derfor gik de omgående igang med en modkampagne.

En anden gruppe, som også straks satte spørgsmålstegn, var kritiske medlemmer af de kommunistiske partier. Til disse hørte Marie Nielsen.

Hun havde været med i Zimmerwaldbevægelsen under første verdenskrig, var medstifter af forløberen for det kommunistiske parti, Socialistisk Arbejderparti, deltager i Kominterns 2. kongres i 1920 og kendt for sit arbejde i Arbejderkvindernes Oplysningsforening.

Allerede i slutningen af 1920’erne havde hun været kritisk over for partikampen i Sovjetunionen. Hun var dengang blevet ekskluderet, men siden genoptaget.

Da de gamle bolsjevikker blev sat på anklagebænken i sommeren 1936, henvendte hun sig i et brev direkte til formanden for Komintern, Dimitrov:

Man kan og vil ikke tro på, at gamle marxister, mangeårige elever og tro medarbejdere af Lenin indtil hans død, skulle udvikle sig til individuelle terrorister og skulle begå så afskyelige handlinger som at gå i forbund med vore dødsfjender, nazisterne, og sammen med dem udklække attentater og udføre mord på sovjetførerne.

Marie Nielsen foreslog i sit brev, at Komintern fulgte et forslag fra det norske arbejderparti om at sammensætte en international juristkommission, som skulle have mulighed for at overvære processen, således at der ikke kunne herske tvivl om dens rigtighed:

“Jeg ved, at jeg ikke kan sende denne appel til dig direkte gennem partiet,” fortsatte hun, “derfor henvender jeg mig direkte til dig samtidig med at jeg orienterer partiet herom ... Jeg understreger, at kammerat Lenin sagde til mig i 1920, at jeg altid kunne henvende mig direkte til Komintern.”

Men Lenins opfattelse af partidemokrati og åben diskussion var blevet udryddet samtidig med Stalinfraktionens sejr. Da hun få dage senere gentog sine synspunkter fra brevet på et internt medlemsmøde i det kommunistiske parti, blev hun prompte ekskluderet for partiskadelig virksomhed.

Uafhængige socialister og venstresocialdemokrater støttede også det norske forslag om en international kommission, og de udsendte en appel herom.

Fjender

Da det danske kommunistiske parti få dage senere afholdt et møde om Moskvaprocesserne, blev alle som støttede dette forslag betegnet som “aparte”, “abnorme”, “fascister”, “ådselsgravere” og meget mere. Enhver tvivl om processens rigtighed skulle udryddes. Alle tvivlende betragtedes som fjender af Sovjetunionen.

Efteråret igennem rasede diskussionen om processen. En af Marie Nielsens nære meningsfæller, Alfred Kruse, skrev i det syndikalistiske blad, Arbejdet, en fremragende artikelserie om de juridiske modsigelser ved processen. Han påviste, at bevismaterialet var uden bund i virkeligheden.

En del af attentatplanerne skulle bl.a. være udklækket i København, og de anklagede “tilstod”, at de var mødtes på et hotel, som viste sig at være nedrevet 15 år tidligere. Disse tilbagevisninger gik videre til udlandet og rokkede ved anklagernes troværdighed.

Der eksisterede en lille trotskistisk gruppe i Danmark, Leninistisk Arbejdsgruppe, som i efteråret udsendte en lille pjece “Hvad er trotskismen” om de principielle uenigheder mellem Stalin og Trotsky.

Marie Nielsen gik ikke selv aktivt ind i den trotskistiske gruppe, selvom hendes sympatier lå der. Hun koncentrerede sig derimod om nogle andre aspekter af processen. Den skulle mistænkeliggøre de gamle bolsjevikker og underbygge den fordrejning af den russiske revolutions historie, som Stalin-fraktionen havde sat igang.

Marie Nielsen ønskede at rette op på dette. Derfor udsendte hun pjecen “Kampen om Trotsky” i slutningen af 1936. I et brev til Trotsky forklarede hun baggrunden for pjecen:

Vi har meget vanskelige forhold i Danmark, fordi arbejderne kun læser dansk. De ved intet om, hvad der foregår i de andre kommunistiske partier, knapt nok hvad der foregår i deres eget parti. Indre demokrati findes ikke ... Fordi danskerne er så uvidende, forekom det mig, at jeg kunne bidrage med oplysning og jeg begynder ved begyndelsen i 1923. Efter min mening har medlemmerne af vores kommunistiske parti godt af at læse om, hvorledes den russiske partiopposition har kæmpet for arbejderdemokrati ... jeg håber at kunne bringe sandheden til arbejderne.

Sandheden

Den sandhed, Marie Nielsen ville skrive om, var at bringe de nu henrettede bolsjevikker tilbage på deres plads i historien. Alle havde spillet en rolle under revolutionen, men de var nu slettet af partihistorien.

Især Trotskys betydning ønskede man udryddet, fordi han med sin baggrund mere end nogen anden mindede nutiden om, at revolutionen var blevet gennemført af et parti med plads til forskellige holdninger – og ikke af et jernhårdt, ensrettet parti.

Dette havde Marie Nielsen set med egne øjne i 1920 i Moskva: “For enhver iagttager sprang det meget tydeligt i øjnene, hvilken umådelig betydning de russiske arbejdere tillagde Trotsky. Overalt på gader, pladser og møder sås hans billede side om side med Lenins. Også de andre føreres billeder sås, men under ingen omstændigheder i samme overvældende grad som Lenin-Trotsky – Trotsky-Lenin.”

Marie Nielsen berettede videre, at hun havde oversat John Reeds bog “Ti dage, der rystede verden” til dansk, men at partiledelsen ikke ønskede den udsendt, fordi Trotskys navn i bogen var for snævert forbundet med Lenins.

Nu gjorde hun op med forvanskningen af historien og trykte en række dokumenter om partikampen efter Lenins død, hvoraf det fremgik, hvilken betydning de nu henrettede bolsjevikker havde, og hvilken kamp, der foregik for at svække Trotskys store indflydelse. Pjecen omfatter årene 1923-24.

Det var hendes hensigt at følge den op med flere pjecer, men sygdom forhindrede hende.

Allerede i januar 1937 startede endnu en Moskvaproces, som ramte andre af Stalins modstandere. De nye processer blev stadig mere usynlige, og diskussionen af dem fortsatte. Marie Nielsens eneste bidrag til den videre debat om processerne var indirekte, idet hun var medlem af arbejdsudvalget i organisationen Socialistisk Samvirke.

Samvirkets blad, Spartakus, udsendte et sammendrag af en uafhængig international undersøgelseskommisions rapport om anklagerne mod Trotsky. Kommissionen var kommet til den konklusion, at anklagerne mod ham var grundløse. Dette blev altså bragt i dansk oversættelse.

Stor gennemslagskraft havde disse svar på den sovjetiske kampagne dog ikke. Marie Nielsen var selv klar over, hvor vanskeligt det var at gå imod beskyldningerne:

Maries trods

“De arbejdere, som har oplevet den russiske revolution,” skrev hun, “tror ikke på de stalinistiske falske uhyrligheder, men Sovjet er så stort, at de tier for ikke at skade landet.” Netop denne misforståede solidaritet og selvcensur hos tænkende arbejdere og socialister var i 30’erne med til at sikre stalinismens sejr i den kommunistiske bevægelse. Sovjetunionens prestige var kolossal, og den internationale arbejderbevægelse var først og fremmest optaget af den spanske borgerkrig.

På den baggrund lykkedes det at knuse enhver politisk bevægelse, som vi stadig kender det i dag. Marie Nielsen var een af dem, som søgte at trodse denne udvikling.

Flere artikler fra nr. 24

Flere numre fra 1986

Se flere artikler om emnet:
DK Historie: 1900-1939
DKP

Se flere artikler af forfatter:
Steen Bille Larsen

Siden er vist 2214 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside