Socialistisk Arbejderavis
Nr. 24 – November 1986 – side 10
Japan: Miraklet hviler på blod, sved og tårer
Pia Larsen
At Japan fascinerer hele den vestlige verden, er vel ikke så underligt. Efter flere år med dyb krise, stor arbejdsløshed og dystre udsigter for handelsbalancerne i de fleste vestlige lande, så kan Japans udvikling forekomme som noget af et mirakel.
Ingen arbejdsløshed, tilsyneladende ihvertfald, store tilgodehavender i udlandet og en teknologisk udvikling, der efterlader de gamle europæiske stormagter som rene amatører.
Men hånd i hånd med fascinationen går også forargelsen. Japan er ikke solidarisk. Japan nasser på de udviklede lande. USAs præsident Reagan er fortørnet over, at Japan ikke yder sit bidrag til forsvar af den frie verden – uagtet, at det var amerikanerne selv, der i sin tid forbød Japan at opbygge et stærkt forsvar.
Efter at have smidt to atombomer over “solens land” skulle det nemlig en gang for alle være slut med Japans militære pågåenhed i det østlige område.
Men idag, hvor amerikanerne stoler mere på Japans forhold til USA, ser Reagan gerne, at forsvarsbudgettet bliver hævet betragteligt. Japans 119.5 mill. indbyggere bidrager hver kun med 700 kr. til forsvaret årligt. Amerikanerne betaler hver 7500 kr.
Det andet kardinalpunkt for vestlige politikere og økonomer er Japans handelsrestriktioner. Japan er unfair i konkurrencen. Med skrappe restriktioner på hjemmemarkedet og statsstøtte til eksporten forvrænger japanerne markedsøkonomien, hævdes det.
Fra ruiner til mirakel
Men sammen med kritikken går altså beundringen. Japan, der efter anden verdenskrig var et tilbagestående bondeland, hærget af krig og to atombomber, har været istand til ikke alene at blive et mægtig handelsimperium. Det har også været istand til at modstå verdenskrisen meget længere end resten af den vestlige verden.
Japans økonomi fik sin første saltvandsindsprøjtning i 50’ernes Koreakrig. Landet kunne for det første nyde godt af det voksende verdensmarked på grund af USAs gigantiske oprustning, og samtidig blev Japan nabo til en meget lang og dyr krig.
Uden selv at bruge pengene til våben, kunne japanerne levere til krigsmagterne, og selv i slutningen af 50’erne kunne leverancerne til de amerikanske styrker betale for næsten 15% af Japans import.
Hvor det tidligere var tekstilindustrien, der var Japans dominerende, blev det op gennem 50’erne metal- og maskinindustrien og den kemiske industri, der bar væksten. Det var de varer, som skulle leveres til amerikanerne. Ved udgangen af årtiet var Japan blevet verdens største skibsbyggernation, storproducent af elektriske apparater og elektrisk udstyr, og samtidig en af verdens førende bilfabrikanter.
Den årlige vækstprocent lå på over 10%. Selv om også Japan blev hårdt ramt af oliekrisen, så formåede landet alligevel at beholde en vækstrate på 5% – langt over hvad amerikanerne og europæerne kunne klare.
Ved indgangen til 1980 var Japan en klar nummer to i den vestlige økonomi – kun overgået af USA og også godt på vej til at overhale den anden supermagt – Sovjet.
Japan har i dag verdens største overskud på betalingsbalancen. Sidste år var det på knapt 50 mia. dollars. Til sammenligning har Vesttyskland et overskud på knapt 14 mia. og England et på godt 4 mia. dollars.
Store og små
Ved krigens slutning i 1945 blev Japans krigsministerium meget betegnende omdannet til et industriministerium – en slags forløber for nutidens MITI – Ministerium for International Handel og Industri. MITI fik i begyndelsen magt til at bestemme, hvilke industrier, der skulle udvikles, og hvilke der skulle dø. Gennem skattelovgivning, valutabestemmelser, importrestriktioner, forskningsstøtte og uddannelse dirigerede MITI den økonomiske udvikling.
Dette gjaldt og gælder stadig kun for de store selskaber som Sony, Honda og Mitsubishi, Mitsui og Sumitomo. De små firmaer – og dem er der langt flest af – lever på markedsmekanismernes præmisser. De er underleverandører og totalt afhængige af ordrerne fra de store.
En stærk statslig styring af økonomien er ikke noget ukendt fænomen noget sted i verden. Men i Japan er den mere gennemført end i noget andet vestligt land. Og i Japan er det betydeligt mere effektivt end de statskapitalistiske bureaukrater i øst kan fremvise.
Men det er ikke gratis at blive verdens førende kapitalistiske stat. Den japanske arbejderklasse har betalt gildet. De arbejder flere timer end de europæiske og amerikanske arbejdere og har en højere produktivitet.
Japan er blevet et økonomisk mirakel via stærk styring af investeringerne, lave forsvarsomkostninger i en tid, hvor andre lande ødslede milliarder væk på våben – det hele kombineret med en stærk udbytning af arbejderklassen.
Splittet arbejderklasse
Der findes tre slags arbejdskraft i Japan. Nogle får deres arbejdsplads allerede den dag, de vælger skole. En bestemt skole giver plads i et bestemt firma. Og der er man sikret ansættelse til man er 55 år. Ikke nødvendigvis på samme arbejdsplads, men i samme koncern.
Disse livstidsarbejdere udgør omkring en tredjedel af den japanske mandlige arbejderklasse i den japanske storindustri. Deres lønninger ligger omkring otte gange højere end i de små virksomheder, og den fastsættes udelukkende efter anciennitet.
De midlertidige arbejdere er den arbejdskraft, som de store firmaer ansætter direkte, men som kan fyres efter bossens forgodtbefindende, og de tjener kun omkring en tredjedel i forhold til de livstidsansatte. Nederst i systemet er kontraktarbejderne, som ikke ansættes af firmaerne selv, men af en af underleverandørene.
Men ofte må de livstidsansatte søge kontraktarbejde efter det fyldte 55år, fordi der ikke findes nogen pensionsordning. Derfor er opsparingen også meget stor i Japan. Vestlige politikere plejer at holde de japanske arbejdere frem som et eksempel på flid og sparsommelighed. Men opsparingen er simpelthen livsnødvendig for at kunne overleve pensionsalderen.
50% af de japanske kvinder arbejder, men som oftest på deltid, og deres lønninger ligger under halvdelen af deres mandlige kollegers.
Fagforeningerne er opbygget på baggrund af de livstidsansatte i de forskellige koncerner. Oftest er bureaukratiet hentet fra dette lag af arbejdere, der er bedst stillet i systemet.
Splittelsen i fagforeningerne
Den japanske arbejderklasse har tidligere været meget stærk. Efter anden verdenskrig oplevede Japan flere strejkebølger, men den politiske ledelse var for svag, og det lykkedes statsmagten at slå arbejderne tilbage ved at forbyde strejker og arrestere de militante.
Kommunistpartiets medlemmer blev smidt ud af fagforeningerne, og istedet organiserede regeringen nye fagforeninger efter det koncernmønster, vi kender idag.
I 1945-50 blev kampviljen knust med massefyringer, og fagforeningerne mistede over en million medlemmer på et år. Næste år var tabet 850.000 medlemmer.
Under Koreakrigen blev kommunisterne arresteret i hobetal, fordi de udgjorde en “sikkerhedsrisiko”. Alle arbejdsmarkedets love blev underlagt statens interesser og “sikkerhedsrisikoen”.
Det er alligevel ikke lykkedes at smadre militansen i fagforeningerne helt. De japanske arbejdere har bevaret “forårsoffensiven” – Shunto. En tradition der går ud på at arbejdere i en nøglesektor med støtte fra andre arbejdergrupper går i strejke, og dermed skaber et lønpres hele rækken rundt. Shuntoen virkede fortrinligt op gennem 60’erne og 70’erne. Nogle gange lykkedes det at tvinge lønforhøjelser på over 15% igennem.
Men med krisens gennembrud i midten af 80’erne er det blevet langt vanskeligere, og kravet om spredning af lønkampen er blevet skærpet. Dette års lønforhandlinger har givet exceptionelt lave løntillæg og der har heller ikke været nogen betydningsfuld lønbevægelse.
Den splittelse som er på arbejdspladserne, med meget forskellige lønninger og arbejdsvilkår svækker en samlet kamp fra den japanske arbejderklasse. Dette forstærkes af det faktum, at det er arbejderaristokratiet – de arbejdere, der har den højste løn og anciennitet – som styrer toppen i fagbevægelsen.
Krise
Det japanske mirakel og de rekordstore overskud, giver imidlertid også problemer. Dels akkumuleres større mængder kapital end det, der kan reinvesteres i Japan. Dels bliver japanske produkter på verdensmakedet mødt med protektionistiske tiltag for at beskytte hjemmemarkeder.
Samtidig oplever Japan øget konkurrence og taber terræn i forhold til de nye “økonomiske mirakler” i Taiwan, Hong Kong, Syd Korea og Singapore.
Derfor sker der en “åbning udadtil” – japansk kapital begynder at investere i de nye “mirakler” – hvor lønningerne er endnu lavere end i Japan og i Vesten.
Selv om krisen i Japan ikke skal overdrives, oplever japanske arbejdere et øget pres på lønningerne og en stigende arbejdsløshed som et resultat af, at kapitalen søger ud af Japan.
Kombinationen af enorm rigdom for kapitalen samtidig med at den japanske arbejder oplever øget udbytning og mangel på sociale goder, kan give håb om modstand. At den japanske arbejderklasse genoptager de militante traditioner og kæmper imod det "japanske mirakel", som de selv har skabt med blod, sved og tårer.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed