Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 242 – 27. april 2005 – side 6

EU – profitjægernes paradis

Jakob L. Krogh

Europas elite kan med den nye traktat gennemføre øget oprustning, sætte yderligere skub i privatiseringen, og EU får fuldmagt til at forsætte centraliseringen og nyliberaliseringen uden igen at skulle spørge befolkningerne i Europa.

Alle midterpartierne, Dansk Industri, størstedelen af fagbevægelsen, og de store aviser er alle enige om, at vi skal stemme ja til den nye EU-forfatning. Argumenterne for et ja er bl.a., at EU er et fredens projekt, og at et ja vil sikre Danmark mere indflydelse i EU. Men den nye forfatning er ikke et fredens projekt: Artikel I-41 stk. 3 lyder: „Medlemsstaterne forpligter sig til gradvist at forbedre deres militære kapacitet“ – Hvis EU ikke skal i krig, hvad skal de så med en forbedret militær kapacitet?

At Danmark skulle få mere indflydelse er et tyndt argument. Indflydelse til Danmark betyder indflydelse til en regering, der er ledet af enten Anders Fogh eller Helle Thorning-Schmidt.
Grunden til den danske elites EU-begejstring er, at samarbejdet i Bruxelles øger de største danske selskabers profitter. Det sker på bekostning af miljø, velfærd, løn og arbejdsbetingelser.
For det første betyder det indre marked – med fri bevægelighed for varer, arbejdskraft og kapital – en øget mulighed for fusioner og dermed rationaliseringer og afskedigelser. Indførelse af det indre marked i 1987 betød, at antallet af fusioner mellem store europæiske selskaber blev firdoblet på et år. De forsatte fusioner har skabt gigantstore virksomheder, der er i stand til at udnytte deres størrelse til at sikre sig politisk indflydelse og skabe monopoler. Sammenlægningen af Arla og MD Food er et forholdsvis nyt dansk-svensk eksempel.

Varernes fri bevægelighed er sikret ved, at varer produceret i et EU-land ikke må forbydes i andre EU-lande. Denne regel betyder, at miljø, arbejdssikkerhed osv. er blevet og bliver standardiseret efter den laveste fællesnævner. Fordi varer, der er produceret i et land med lempelige regler, kan udkonkurrere dyre, men forsvarligt og miljørigtigt producerede varer fra andre lande. Øl og sodavand på dåse, er en standardisering påtvunget Danmark af EU-domstolen, og er bare et eksempel.
Selvom der ikke har været et direkte krav om harmoniseringen af skattelovgivningen, har bestemmelsen om kapitalens frie bevægelighed alligevel haft den konsekvens, at selskabsskatten er faldet i hele EU. Det skete, fordi store selskaber har haft mulighed for at flytte deres overskud til et datterselskab i de EU-lande med mindst selskabsskat. Konsekvensen er en konkurrence mellem landene i EU om hvem, der har den laveste skat, og dermed bliver det land, hvor den mindste del af overskuddet kan beskattes.

Der er mindst titusinde lobbyister fastansat i Bruxelles. Lobbyisterne nyder godt af det, der i de danske medier bliver kaldt EU’s demokratiske underskud. Det demokratiske underskud blev indbygget fra starten i EU’s struktur. Hovedelementet i denne struktur er, at en samling af topembedsmænd fra alle medlemslandene er de eneste, der har mulighed for at stille forslag til direktiver og love i EU. Denne gruppe af embedsmænd kaldes EU-kommissionen. Den vedvarende kritik af EU’s demokratiske underskud har betydet at EU-parlamentet endelig har fået en minimal indflydelse på sammensætningen af kommissionen.

Det næste element i det demokratiske underskud er den manglende information om, hvad der foregår i EU. Det betyder, at opposition og offentligheden mangler viden, og dermed bliver det muligt for politikerne at fralægge sig ansvaret for upopulære beslutninger under henvisning til, at det blev besluttet i EU. Derudover mister den politiske opposition til nyliberalismen initiativet i EU-systemet, fordi den ikke har muligheden for at stille forslag, og fordi den mangler viden.

Udvidelsesprocessen, der nu fortsætter med Bulgarien og Rumænien, er ikke et gavmildt projekt, hvor de rige EU-lande i Vesteuropa adopterer det fattige Østeuropa. Der er ingen garanti for, at et EU-medlemskab betyder hurtig økonomisk vækst. Den økonomiske vækst i Grækenland har været en smule lavere end EU’s gennemsnit, siden de blev medlemmer. I 1981 var Grækenlands økonomiske produktion målt i BNP 69 % af EU-gennemsnittet – i 2000 var den faldet til 67 % af EU-gennemsnittet.
Siden 1989 har liberalisering betydet en øget forskel mellem rige og fattige, stigende arbejdsløshed og sociale nedskæringer i Østeuropa. Samtidig har liberaliseringen de første 10 år betydet negativ vækst i alle lande undtagen Polen og Slovenien, der begge havde lav vækst. Derimod har Kina, ved at have en mindre drastisk overgang fra statsstyret til markedsstyret økonomi, oplevet en væsentlig økonomisk vækst.

Den negative økonomiske vækst skyldes for det første, at østlandenes handelsaftaler med EU ikke indeholdt frihandel med landbrugsvarer – det eneste område hvor Østeuropa havde en konkurrencefordel. Derimod fik multinationale selskaber mulighed for at opkøbe østeuropæiske selskaber for næsten ingen ting. Det betød bl.a., at General Electric opkøbte den ellers konkurrencedygtige ungarske elektronikkoncern, Tungsram, og lukkede den.
For almindelige arbejdere i Østeuropa har udvidelsen ikke givet de forbedringer, de havde håbet, efter at de styrtede diktaturstaterne i 1989. Derimod er en lille østeuropæisk elite blevet ekstremt rige.

For arbejderne i Vest-EU vil udvidelsen også betyde ny konkurrence på arbejdsmarkedet fra uorganiserede østeuropæiske arbejdere. I Polen står kun 15 % af arbejderne i fagforening og 10-12 % i de baltiske lande. Danish Crown har nu en pølsefabrik i Tyskland. Slagteriets ledelse har hyret et polsk selskab til at skaffe sig billige polske arbejdere til 35 kr. i timen. Dette sker samtidigt med, at Danish Crown havde forsøgt at presse de danske slagteriarbejdere i Ringsted til at gå 15 % ned i løn. Det er det mest tydelige bevis på, hvordan store selskaber forsøger at udnytte de uorganiserede arbejdere i øst til at forringe arbejdsvilkårene i vest.
Vores svar på dette er ikke nationalistiske svar og dansk isolation, som fx Juni-bevægelsens plakat: „Velkommen til 40 mio. polakker, nej tak“. Vores svar skal være internationalistisk. Polakkerne er velkommen til at arbejde i Danmark eller Tyskland, hvis de melder sig ind i en fagforening og arbejder efter den gældende overenskomst.

Polakkerne og alle andre fortjener bedre vilkår, ikke på bekostning af de danske arbejdere og arbejderne i de andre rige EU-lande, men på bekostning af ejerne af Danish Crown, Mærsk, Nestlé, WV og andre store europæiske virksomheder. Det er fra de rige direktører, pengene til bedre forhold i Østeuropa skal komme – ikke ved at presse vore lønninger.
EU er den europæiske elites forsøg på at organisere sig og presse arbejderne både i øst og vest. Hvis vi skal modstå dette pres skal vi ikke lade eliten styrke deres organisering med den nye forfatning. Det er derfor, vi skal opbygge en stærk og aktivistisk kampagne for et nej til EU-forfatningen den 27. september. Et nej, der både er et nej til forfatningen og et nej til Dansk Folkepartis nationalisme.


Læs også „EU-traktat – argumenter for antikapitalister“
en pjece fra www.modstand.org
af Jakob Nerup. Pris 25 kr.

Flere artikler fra nr. 242

Flere numre fra 2005

Se flere artikler af forfatter:
Jakob L. Krogh

Siden er vist 2078 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside