www.thenation.com">
Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 242 – 27. april 2005 – side 9

Naomi Klein

Katastrofe-kapitalisme

Naomi Klein

Naomi Klein, den canadiske forfatter og debattør, der især er kendt for sin bog “No Logo”, har i et nyligt debatindlæg skrevet en sønderlemmende kritik af den imperiale måde, genopbygningen foregår på, hvad enten det f.eks. er i det besatte og smadrede Irak eller i landene efter den store tsunami-katastrofe i Sydøstasien.

Artiklen kan læses i sin fulde længde på www.thenation.com.

Fra Aceh til Haiti, forandrer en rovdyrs lignende form for katastrofe-kapitalisme samfundene gennemgribende.

Sidste sommer, i ly af agurketiden, tog Bush-administrationens doktrin om forebyggende angreb et stort skridt fremad. Den 5. august oprettede Det Hvide Hus en koordineringsinstans for genopbygning og stabilisering, ledet af Carlos Pascual, den tidligere ambassadør i Ukraine. Instansens opgave er at lave detaljerede “genopbygningsplaner" for op mod 25 lande, der ikke nødvendigvis (endnu) er i konflikt. Ifølge Pascual vil de være i stand til at køre tre større genopbygningsoperationer i fuld skala i tre forskellige lande “på samme tid” – hver med en varighed på “fem til syv år”.

Det er meget passende, at en regering, der fast hengiver sig til “forebyggende ødelæggelse” af lande, nu har en fast afdeling for forebyggende genopbygning. De dage er forbi, hvor man ventede på at krige skulle bryde ud og bagefter lagde planer for, hvordan man skulle samle resterne op igen. Pascual’s afdeling har lavet en “højrisiko-liste” over lande, og sammensætter “hurtig-respons-teams”, der indeholder private virksomheder, NGO’er og medlemmer af forskellige tænketanke. Pascual afslørede endda i et foredrag hos Centre for Strategic and International Studies, at for nogle af disse er der allerede udarbejdet kontrakter om genopbygning af lande, der ikke engang er brudt sammen endnu.

Pascuals teams i udenrigsministeriet har lagt planer, der vil lave om i hele samfundsstrukturen i de pågældende lande, siger Pascual til CSIS. Afdelingens mandat er ikke at genopbygge den gamle statsform, men at skabe “demokratiske og markedsorienterede” stater. Så Pascuals folk vil gerne hjælpe med at sælge ud af “statsejede virksomheder, der har bidraget til en dårlig økonomi”. Som han selv siger det – nogle gange indebærer genopbygning at rive det gamle ned.

Ikke mange kan modstå tanken om “at viske tavlen ren” – det var kolonialismens forlokkende løfte: opdagelsen af helt nye, store landområder, hvor utopia virkede muligt. Nu er der ikke flere steder at opdage, ikke noget terra nullius, men der er mange lande, der bliver lagt i ruiner, og hvad enten det er gennem Guds eller Bush's handlinger, åbner det en chance for at tage hold om “den forfærdelige mangelfuldhed”, som en FN-talsmand beskrev situationen efter ødelæggelserne i Aceh, med de mest perfekte planer.

Fra Bangalore fortæller Shalmali Guttal, der er reporter på Focus on the Global South, at “tidligere havde vi en vulgær kolonialisme, men nu har vi en sofistikeret kolonialisme, og de kalder den for genopbygning”. I dag er større dele af kloden end nogensinde før, under aktiv genopbygning ført an af den velkendte samling af konsulentfirmaer, ingeniør-virksomheder, store nødhjælpsorganisationer (mega-NGO’ere), regeringer, FN-hjælpeprogrammer og finansinstitutioner. Fra Irak til Aceh, fra Afghanistan til Haiti, kan man høre det samme klagekor: genopbygningsarbejdet går alt for langsomt – hvis der overhovedet sker noget. Udenlandske konsulenter lever fedt på udgiftskontoer og tusind-dollar-om-dagen-salærer, mens de lokale står uden arbejde, skole og indflydelse. “Demokrati-opbyggere" belærer lokale regeringer om åbenhed og fornuftig styring, mens de fleste genopbygningsfirmaer og NGO'ere nægter at åbne for indblik i deres papirer, for ikke at snakke om, at give samme regeringer kontrol over, hvordan nødhjælpspengene bliver brugt.

Tre måneder efter, at tsunamien ramte Aceh, rapporterde New York Times om, at “nærmest ingenting er blevet gjort for at starte reparationer og genopbygning”. Beskrivelsen kunne have været fra Irak, hvor Los Angeles Times rapporterer, at alle de vandværker, som Bechtell angiveligt skulle have genopbygget, nu begynder at bryde sammen – endnu en i rækken af genopbygningsbrølere. Eller beskrivelsen kunne være fra Afghanistan, hvor præsident Karzai raser imod “korrupte, sløsende og upålidelige” udenlandske genopbygningsfirmaer for at “spilde de dyrebare ressourcer Afghanistan har modtaget i nødhjælp”.

Men når genopbygningsindustrien er så mageløst elendige til at genopbygge, så hænger det måske sammen med, at genopbygning slet ikke er dens formål. I følge Guttal: “Det handler slet ikke om genopbygning – det handler om at omforme alt.” Historierne om korruption og inkompetence dækker over denne langt dybere skandale – fremvæksten af en hidtil uset form for katastrofe-kapitalisme, som udnytter den desperation, der følger i kølvandet på en katastrofe, til at gennemføre radikale sociale og økonomiske forandringer. På dette område arbejder genopbygningsindustrien så effektivt, at privatiseringer og konfiskationer af jord gennemføres inden den lokale befolkning når at finde ud af, hvad der ramte dem. Herman Kumara, fra National Fisheries Solidarity Movement i Negombo på Sri Lanka, sendte en e-mail til kollegaer rundt i verden, hvor han advarede om, at Sri Lanka står overfor “en tsunami af økonomisk globalisering og militarisering ... Vi ser dette som en plan... for at forære havet og kysten til udenlandske virksomheder ... med militær hjælp fra de amerikanske marinesoldater”.

Paul Wolfowitz overværede som amerikansk vice-forsvarsminister et lignende projekt i Irak: flammerne brændte stadigvæk, da amerikanske embedsmænd annoncerede, at landets statsejede virksomheder ville blive privatiseret. Nogen mener, at Wolfowitz ikke er egnet til at lede Verdensbanken. Men faktum er, at han ikke kunne have været mere forberedt.

“Post-konflikt”-lande modtager i dag 20-25 % af Verdensbankens udlån – det er steget med 16 % fra 1998. Hurtig respons på katastrofer har traditionelt været FN’s domæne. Men I dag, hvor genopbygning har vist sig at være en lukrativ forretning, har Verdensbanken overtaget ledelsen. Der er massive bygnings- og forsyningskontrakter på spil (10 milliarder $ til Halliburton i Irak og Afghanistan alene); “demokrati-opbygning” har udviklet sig til at blive en milliard-dollar-industri, og tiderne har aldrig været bedre for de private virksomheder, der rådgiver regeringer om, hvordan de sælger ud af deres værdier.(Bearing Point, den ledende af disse virksomheder i USA, rapporterede om, at overskuddet for dens “public services”-afdeling er “firedoblet de sidste fem år”.)

Men der er også en anden årsag til, at smadrede lande er attraktive for Verdensbanken. De er gode til at følge ordrer, og vil som regel gøre hvad som helst for at få nødhjælpsdollars – også selv om det indebærer at ophobe sig en enorm smertelig gæld og accept af at gennemføre omfattende reformer. Og bedre er, at mange krigshærgede lande er i en tilstand af “begrænset suverænitet”, og bliver betragtet for ustabile til selv at forvalte nødhjælpspengene, som så bliver lagt i en fond, der styres af Verdensbanken. I Øst-Timor udbetaler banken penge til regeringen, så længe den beviser, at den anvender pengene på en ansvarlig måde, dvs. skærer løs i offentlige jobs (regeringen er kun på halv størrelse af, hvad den var under indonesisk besættelse), og bruge nødhjælpspengene på udenlandske rådgivere. I Afghanistan gav Verdensbanken mandat til “en øget indflydelse for den private sektor” indenfor vand-, telekommunikations-, olie-, gas- og mineindustrien, og bad regeringen om at overlade elektricitetsområdet til udenlandske investorer. Meget få personer vidste om disse forandringer, da de var pakket ind i et “teknisk tillæg” til nødhjælpsaftalen.

Det er den samme historie I Haiti. Til gengæld for et lån på 61 millioner dollars kræver banken, at private virksomheder styrer skoler og sygehuse – hvilket er ekstremt kontroversielt på baggrund af Haitis politiske baggrund. Banken indrømmer, at med et Haiti under et militærlignende styre, “åbnes der et vindue for reformer, som det bliver svært for en fremtidig regeringer at lukke”.

Nu udnytter banken tsunamien fra 26. december til at presse den ønskede politik igennem. De mest ødelagte lande har nærmest ikke opnået nogen gældssanering, og det meste af bankens hjælp er kommet som løn – ikke støtte. Banken presser på for at udvide turistindustrien, og den store fiskeindustri, frem for at genopbygge småbåds-fiskeriet. Hvad angår veje og skoler, mener banken, at genopbygning vil tære hårdt på de offentlige midler, og anbefaler derfor en privatisering af områderne (ja, de har kun dette ene forslag).

I januar forfærdede Condoleezza Rice mange ved at beskrive tsunamien som “en fantastisk mulighed", der “har givet os store overskud”. Om noget, var dette en underdrivelse. En gruppe, der kalder sig Thailand Tsunami Survivors and Supporters, siger, at for “forretningsmænd-politikerne” var tsunamien svaret på deres bønner, fordi den rensede kystområderne for de lokalsamfund der indtil nu har stået i vejen for turisme, hoteller, kasinoer og reje-farme. Det ser ud til at katastrofer er det nye terra nullius.

En længere, engelsk version af denne artikel er publiceret i The Nation www.thenation.com.

Oversat af Ida H. Jakobsen

 

Flere artikler fra nr. 242

Flere numre fra 2005

Se flere artikler om emnet:
Globalisering

Se flere artikler af forfatter:
Naomi Klein

Siden er vist 1242 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside