Socialistisk Arbejderavis
Nr. 242 – 27. april 2005 – side 16
Marx' besked til bevægelsen
Mike Gonzalez
Hvad Marx betyder for bevægelserne for global retfærdighed i dag. Karl Marx’s ideer kan hjælpe os til forstå verden og forandre samfundet, siger den engelske Socialist Mike Gonzalez
Hvad kan marxismen fortælle os om kapitalismen, som vi ikke ved i forvejen?
I de sidste få års tid har bevægelsen afsløret det kapitalistiske system og vist den udnyttelse og ulighed, det hele bygger på. Meget af det vi ved, om hvordan kapitalismen fungerer, har vi fra Marx.
Kapitalismen opsøger den billigste arbejdskraft – de mindst beskyttede og mest udnyttede arbejdere. Men den vil glædeligt smide dem på skrotdyngen, hvis der opfindes en maskine, der kan gøre det arbejde, de gør. For maskiner behøver jo ikke at blive betalt løn, skal ikke have mad eller egen bolig.
Marxismen giver en metode til at forstå, hvorfor alle disse ting sker. Fabriksejere, ledere af multinationale selskaber og storbønder udnytter ikke arbejderne, fordi de er en slags „dårlige mennesker“. De gør det, fordi de er kapitalister.
Det, der driver dem, er en systematisk vilje til at producere rigdom. „Akkumulér, akkumulér – det er Moses og profeterne“, som Marx beskrev det.
Kapitalisten investerer hans eller hendes kapital, for at producere rigdom og kun med det formål for øje. Men enhver anden kapitalist gør det samme. Altimens de forener sig mod arbejderne, vil de fortsat konkurrere med og mod hinanden.
Så hvordan tjener en kapitalist mere end en anden? Ny teknologi – fx spindemaskiner eller computere – kan sætte fart i produktionen og give en kapitalist en midlertidig fordel frem for de andre. Det fører til at produktionen bliver større og større, små producenter går ned.
Hvad der virkelig gør forskellen, er hvor meget arbejdsmængde, der kan presses ud af hver arbejder ud over, hvad han selv skal have til at overleve. Merværdi, kilden til profit, er forskellen mellem den værdi arbejderne skaber, og hvad de får igen af goder af en eller anden art. Det er dette forhold, Marx kaldte udbytning.
Så hele systemet er drevet af disse to kræfter: Behovet for at akkumulere og konkurrencen mellem kapitalister. Men det er ironisk, at det ikke er kapitalisterne, der producerer værdierne. Selv om de kontrollerer produktionen og ophober værdierne, så er det arbejderne, der har produceret dem. Men under kapitalismen, kommer arbejderne aldrig til at kontrollere den rigdom, de producerer.
Individuelle kapitalister og deres opførsel er ikke det grundlæggende problem. Firmaer og selskaber skifter jævnligt hænder. Chefer og direktører fyres og erstattes jævnligt. Måden, hvorpå de fungerer, ændrer sig ikke – og det vil den aldrig, så længe det kapitalistiske system fortsætter.
Marxister taler hele tiden om arbejdere. Men vores bevægelse består af mange andre end bare arbejdere. Hvad med bønder, studenter, indvandrere, arbejdsløse, lærere? Tæller de ikke?
Selvfølgelig tæller de alle, de er en del af bevægelsen. De mange forskellige mennesker, der deltager i anti-krigs demonstrationer, ved protest mod Verdenshandels organisationen (WTO) osv. er utrolig.
Den forskellighed er styrken ved de mobiliseringer, der startede over hele verden i Seattle i 1999 og kommer til udtryk i begivenheder, som World Social Forum.
Vores antal vokser hele tiden. Der var 70.000 til demonstrationerne i Seattle mod WTO. Men det tal blegner, hvis vi sammenligner det med de 20 millioner, der demonstrerede kloden rundt, mod krig den 15. februar 2003.
Vi er de mange. Og lige så vigtigt er det, at vores bevægelse er repræsenteret i næsten hver en gruppe i befolkningen – nationale og etniske grupper, indvandrer- og anti-racistiske organisationer, studenter og ungdom, bønder og arbejdsløse, kampagner mod enhver form for uretfærdighed og udnyttelse.
I takt med at bevægelsen er vokset, er der udviklet en række ideer i bevægelsen, der – helt rigtigt – fejrer dens forskellighed. Men det lader til, at uanset hvor mange vi er og hvor magtfulde vores argumenter er – så kan kapitalismen og dens repræsentanter stadig fortsætte med at fremme deres egne interesser.
Det er derfor, flere og flere i de sociale bevægelser spørger, hvor styrken til at forandre verden vil komme fra. Marxister har et meget klart svar.
Marx beskrev sine ideer som „teorien og praksis bag proletarisk revolution“. Han analyserede ikke kapitalismen, bare fordi det var interessant. Han var en revolutionær, der måtte forstå kapitalismen for at vælte den.
Det stod centralt i hans ideer, at mens kapitalister ejer maskiner og kapital, er det arbejderne, der producerer al rigdom. Så hvis arbejdere nægtede at tænde for maskinen eller skovle kullet, så ville hele maskineriet gå i stå med det samme.
Så vi har magten, men hvorfor bruger vi den ikke? Arbejdere bruger den skam hver gang, de laver en fagforening og kæmper for bedre løn og arbejdsforhold.
Den magt kan bruges, som et våben til at forandre hele systemet. Det er en magt, de producerende har, som andre dele af samfundet ikke har. Det er derfor, arbejdere har en central rolle i en revolutionær bevægelse. Det er derfor, marxister taler om arbejdernes lederskab af revolutionen.
Du behøver ikke stå ved et samlebånd eller bruge en hammer, for at være arbejder. En hver, der lever af en løn tjent ved at udføre et vist antal timers arbejde, er per definition en arbejder.
Arbejderne er alle dem, der gør produktionen mulig – ved at undervise vores børn, ved at hele sår, opvarme hjem, dyrke mad eller tage sig af dem, der er blevet skadet af dette hensynsløse system. Det er vores kollektive magt, der kan forandre verden.
Selvfølgelig er der ansat i tusindvis til at overbevise os om, at ingen forandring er mulig – at kapitalisme er naturligt, at menneskets natur ikke ændrer sig, at ledere ikke skabes, men fødes, at kapitalister er nyttige.
For alle os revolutionære gælder det om at fremføre, at mennesker kan ænder tingenes tilstand, at vi som en producerende klasse, uafhængigt af vores forskelle i øvrigt, har den magt, der skal til.
Så hvordan kommer vi videre? Hvordan bliver en revolution mulig?
Det bliver, uden tvivl, ikke let. Selv om kapitalismen ser ud til at levere muligheder for forandring gennem fredelige og lovlige midler – fx valg – så har ingen herskende klasse stille accepteret et nederlag og givet op.
De prøver at blænde os med løfter om et bedre liv i morgen (eller i det næste liv) – eller skræmme os med trusler om magtanvendelse, hvis vi ikke danser efter deres pibe.
Fagforeningerne ser måske ud til at have frihed til at organisere. Men når de rigtigt udfordrer systemet, som minearbejderne gjorde det i 1984 (minearbejderstrejken i Storbritannien, red.), så bliver parlamentariske regler og loven skubbet til side. Så ser vi den kapitalistiske stats virkelige ansigt.
For marxister er statens rolle afgørende. Staten er ikke kun, som Marx skrev, „borgerskabets hovedbestyrelse“. Det er også den organiserede vold, som den herskende klasse ikke vil tøve med at bruge, hvis dens interesser er truede – om det er ved en fysisk blokade af en virksomhed, eller om det er i Irak.
Der er dem i vores bevægelse, der mener, vi kan undgå at konfrontere staten, og at vi kan tage magten på andre måder. Problemet er, at kapitalismen er en måde at organisere produktionen på – og alt andet hænger direkte sammen med det.
Så længe som kapitalismen fortsætter, vil udnyttelsen fortsætte. Og staten vil stå som en direkte trussel mod vores magt. Staten er ikke neutral. Den er den dominerende økonomiske klasses instrument, designet til at forsvare deres interesser.
Så en revolution vil levere en ny slags stat, en ny slags social organisering – baseret på flertallets interesser. Den slags nye sociale orden begynder at blive skabt i kampen for det nye samfund.
For marxister i vores tradition er dette helt centralt. Det socialistiske samfund, vi ser frem til, vil være et helt utroligt demokrati.
Men dets base vil være en revolutionær massebevægelse, hvor igennem en ny kollektiv kraft vil træde ind på scenen. Dette nye samfund vil ikke bare have venligere repræsentanter, end det gamle – det vil være styret af flertallet selv. Det er den fundamentale forskel.
Vi kan ikke vide endnu, hvordan dette nye samfund vil se ud. Men vi kan referere til de øjeblikke i historien, hvor arbejdere har skabt nye organer – nye måder at ordne den sociale organisation på.
Det skete under Pariserkommunen i 1871, i Barcelona i 1936 og i Chile i 1972. Vigtigst skete det i Rusland i 1917, da „sovjetter“ – arbejderråd – dannedes. De var det utrolige udtryk for det nye samfund.
Det er sandt, at håbet fra 1917 blev forrådt og vendt på hovedet. Det er en lektion, vi må huske af historien. Vi må anerkende, at kun arbejderne selv kan lave en arbejderrevolution. – intet parti, ingen hær, ingen maskine, ingen substitut kan gøre det for dem.
Er det ikke en advarsel – at hver gang man forsøger at opbygge socialisme i et land, så bliver det fordrejet og undergravet?
Det er en advarsel. Det viser os at kapitalismen ikke vil tillade, eksistensen af socialistiske enklaver, om det er et hippie kollektiv eller en socialistisk „ø“.
Vores bevægelse har forstået, måske tydeligere end alle andre, at kapitalismen fungerer på globalt plan. Når de fattige krydser grænser på jagt efter job, bliver de forfulgt og kriminaliseret. Men når en stor kapitalist bevæger sig verden rundt, i jagten på profit, så åbner grænseposterne sig magisk for dem.
Vores herskere har måske taktiske forskelle, men uanset hvad, så vinder deres fælles interesser altid – så til sidst byder Jacques Chirac, George Bush velkommen til Paris, uanset om de var uenige om Irak.
Det er super vigtigt, at vi er ligeså globale, ligeså koordinerede og centralt organiserende i vores kamp, som kapitalisterne er det i deres jagt på rigdom og magt. Vi er internationale, ellers er vi intet. Hvis vi kan samle interesserne blandt alle de, der ikke har lod i systemet og forbinde vores anti-kapitalistiske holdninger med den magt, vi har som arbejdere, så har vi en verden at vinde.
Oversat af Jesper Høi Kanne
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed