Socialistisk Arbejderavis
Nr. 243 – 2. juni 2005 – side 6
Interview med Maxi Jazz fra Faithless
Jeg føler at jeg må sige fra
Dave Randall
I dette interview fortæller Maxi Jazz fra Faithless Dave Randall fra Socialist Worker om musikscenen og antikrigsbevægelsen. Det er guitaristen Dave Randell, der interviewer Maxi Jazz. Faithless spiller på dette års Skanderborg Festival
Dave Randall (DR): Maxi, du har hele tiden støttet bevægelsen imod krigen og imod besættelsen af Irak. Hvorfor mener du, at det er så vigtigt at involvere sig?
Maxi Jazz (MJ): Fordi det er en skandale. Jeg kan huske at jeg i starten af krigen gik rundt og troede, at der var 15.000 døde irakiske civile. Og så kommer drengene fra Lancet (det anerkendte engelske medicinske tidsskrift – red.) og viser, at det rigtige tal er op imod 100.000. Det er absolut hårrejsende.
De amerikanske soldater er bange for at miste deres eget liv, ganske åbenlyst fordi, de ikke har noget at gøre i Irak, og de skyder på alt, hvad der kører hen imod dem – uanset om det også kan være kvinder og børn.
Det står nu klart, at det har de gjort hele tiden, siden de kom dér, og at der ikke er blevet snakket højt om det. Så ja, jeg føler at jeg må sige fra.
DR: Faithless havde for nyligt en del succes med singlen “Mass Destruction“ både her i Storbritannien og i USA. Kan du fortælle lidt om teksten, du skrev til det nummer.
MJ: Den var desværre let at skrive, jeg havde ikke andet i hovedet på det tidspunkt. Det var hele tiden i nyhederne, men jeg kunne ikke tro det, der blev fortalt i fjernsynet.
Allerede før krigen slog det mig, hvor mystisk det var, at denne Saddam Hussein kunne fremtrylle “masseødelæggelses våben“ når hans militær ellers var blevet ødelagt 12 år tidligere, sådan rigtigt, fuldstændig ødelagt.
Derefter var der gået 12 år med de mest gennemførte og stramme sanktioner nogensinde. Så han skulle være en meget usædvanlig tryllekunstner, hvis han lige pludselig skulle have de våben. Der var noget, der ikke stemte. Det gav ingen mening.
Og nu, hvor der ikke er blevet fundet noget, føler jeg mig ikke overasket, men ked af det. Ingen tvivl om, at han var en meget dårlig mand, men verden er fuld af mange meget dårlige mænd. Jeg mener, hvis nu det irakiske folk havde sagt “Kære Mr Bush, vil du ikke komme og fjerne denne mand for os“, så havde det været legitimt.
Ser du, jeg kan huske, at Bush blev kritiseret for ikke at have en plan for tilbagetrækningen. Selvfølgelig havde han ikke en strategi for, hvordan de skulle komme ud af landet igen – det var slet ikke planen, at de skulle ud igen. Det var først, da modstanden begyndte at blive mere effektiv, at ideen om en plan for, hvordan man kommer ud af landet, blev interessant.
Så på den måde var det nedtrykkende, hvor let det var for mig at skrive den tekst. Men jeg er meget glad for, at den amerikanske befolkning tog den til sig. Jeg troede, at USA var det sidste sted på jorden, hvor den ville blive vist. Men MTV i USA var helt vilde med den. Den blev spillet hele tiden, og der var en masse folk, der så den.
DR: Det at MTV i USA spillede sangen, er reelt et udtryk for, at stemningen er sådan, at de ikke kan tilsidesætte disse ting.
MJ: Det tror jeg er helt rigtigt. Folk taler om Bush’s mandat, og han vandt med hvad? Tre millioner i et land, hvor der bor flere hundrede millioner indbyggere, så er det ikke så stor et mandat – de er virkelig meget splittede.
DR: Det er sandt, for hvis man ser på det antal, der rent faktisk stemte på Bush, så mener jeg, det var under 30 % af dem, der kunne have stemt.
MJ: Der er en stærk følelse i USA af, at hvad der bliver gjort i USA’s navn, er helt forkert. Og det er det jo også.
Det blev fremstillet som en befrielse af Irak. Hvis du har tænkt at befri et folk, hvordan kan det så være, at du ikke holde styr på, hvor mange af dem, der bliver dræbt.
For slet ikke at snakke om at finde ud af, hvem det er, du dræber. Nej det hænger ikke sammen med en befrielse. Det er uforståeligt, at der ikke bliver sagt mere, ikke bliver gjort mere.
DR: Under koncerter er du tit efter folk som Bush, Blair og Sharon. Og i dine tekster er det tydeligt, at du mener, at en anden verden er mulig. Du rejser over hele verden, så hvordan reagerer folk på de ideer?
MJ: Det er utroligt. For at være ærligt, tror jeg, at folk kommer på grund af de idéer. Vi har det mest varierede publikum, jeg nogensinde har set. Der er folk som er oppe i tresserne, pensionister, som står helt i front, og som danser helt igennem, meget målbevidste.
Som jeg siger, det er den ide, at “ja, en anden måde at leve på, er ganske mulig“ Du ser det hver gang, du går til en koncert eller på travbanen. Du ser tusindvis af mennesker, der behandler hinanden med respekt og høflighed, og en del kærlighed og medfølelse.
Når de her ting sker, så er det fordi, folk er fælles om det – de er kommet for at høre den her koncert. Og fordi folk er der for det samme, kan du snakke med alle.
Men når de så går hjem fra koncerten, så er det som om, de igen bliver helt forskellige, og så er det at konflikterne begynder at opstå. Så hvis dine værdier er mennesker før profit, ikke egocentriske ideer, så...
DR: Hvad vil du sige til folk, der deler de værdier, der udtrykkes i dine tekster, men som ikke har været til nogen demonstrationer, eller noget i den stil, og føler sig magtesløse i forhold til at ændre verden?
DR: Det virker som om, der er en masse politikere, eller magtfulde mennesker i det hele taget, der er bange for, at almindelige mennesker skal finde sammen.
MJ: Det er en tydelig frygt, en sygelig frygt. Bare se terrorlovgivningen. Da Tony Blair blev valgt på at sige “uddannelse, uddannelse, uddannelse“, tænkte jeg “løgner, løgner, løgner“ Ingen professionel politiker vil nogensinde for alvor sætte uddannelse i højsæde. Aldrig. Fordi hvis de gjorde det, ville de ikke længere kunne bruge det racistiske kort til at vinde valgene med.
Hvis de anvendte det racistiske kort overfor en veluddannet vælgerskare, ville den bare sige: “Tag da og skrid, den hopper vi ikke på“. Hvis vi alle ved, hvad der foregår og er en velstuderet vælgerskare, så ville det være selvmord for dem.
Men her i dette land har alle mulighed for at uddanne sig, og jeg vil opfordre folk til at gøre det. Så det ikke er muligt at sidde stille og høre på det lort, der kommer i medierne.
Den ide, at medierne skulle være uafhængige, er noget vrøvl, fuldstændigt vrøvl. Der er ikke nogen kritiske stemmer, der taler eller får lov til at tale. Der er ingen.
For eksempel, da vi spillede til en Stop the War koncert, jeg tror at det var ved Hammersmith – jeg kan huske, at vi lavede en pressekonference før koncerten. George Galloway og en del andre var der også. Der blev stillet en del spørgsmål til mig.
Der var dækning af det på BBC’s døgnnyhedsflade, hvor jeg sagde, at der ikke var nogen undskyldning for krigen, og der var også et klip med Chris Martin fra Cold Play. Nyhedsindslaget kørte imellem midnat og kl. syv om morgenen. Klokken otte var det væk.
Det var meget smart. Der er ingen, der kan sige, at de ikke har vist det. De viste det bare, da alle folk sov. Jeg tænkte, “det er da løgn“, hvor billigt, lavt, forkert. Og det er fuldstændigt typisk for vores medier, som er i seng med firmaerne, ligesom regeringen. Så der er ikke særligt mange muligheder for medierne. Så det er ret meget op til os almindelige mennesker at gøre noget.
MJ: Det handler om at komme med til demoen, finde websitet, finde andre mennesker, og lave så meget som muligt. Hvis alle gjorde 10 % af det, de kan, kunne krigen være stoppet.
Jeg tænker, der var to millioner mennesker på demoen. Hvis vi havde været 14 millioner, der demonstrerede, ville han ikke have gjort det, ville ikke have turdet, slet ikke. En masse af dem, jeg snakkede med – jeg er sikker på, at du også gjorde det – sagde, “tror du, at det er det værd? Tror du, at det hjælper noget?“
Det er den samme magtesløshed: “De har ikke tænkt sig at lytte til os, vi er bare små“ Det er en gennemtrængende, nedrig stemning, der er i alle lande. Og regeringerne hjælper med til at holde den kørende.
Oversat af Troels Skov Nielsen
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed