Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 243 – 2. juni 2005 – side 11

Irak-krig

Modstandsbevægelsen vokser i Irak

Alexander Lassithiotakis

Modstanden vokser fortsat i Irak. Demonstrationer og strejker tager til. Det samme gør antallet af angreb på besættelsesmagten, der formentlig er højere end de 75 (!), der er det officielle amerikanske tal for daglige angreb mod de amerikanske styrker. Dette burde ikke undre nogen, for på trods af krigspropagandaen, der forkynder, at Irak er på vej mod fred og demokrati, ser virkeligheden i det besatte Irak helt anderledes ud.

Leveforholdene værre end under Saddam
Firdus al-Urabi, talskvinde for nødhjælpsorganisationen Røde Halvmåne (den muslimske pendant til Røde Kors), siger til Politiken den 20. maj: “Situationen bliver bestemt ikke bedre. Den bliver værre og værre. Hver dag, når jeg går på gaden i Bagdad, hører jeg eksplosioner. Efter klokken elleve om aftenen er der udgangsforbud, men allerede efter klokken 9 er der kun ganske få biler på gaden, fordi det er for usikkert. Der er mangel på elektricitet, rent vand og arbejde“.

Hendes billede bliver bakket op af alle de oplysninger, man kan få om leveforholdene i Irak. Ud over de mange hundrede tusinder, som er døde som følge af sanktioner, krig og besættelse, er den sociale virkelighed for irakerne katastrofal. En ny undersøgelse foretaget af FN og den irakiske regering slår fast, at leveforholdene er værre i Irak i dag end under Saddam. Undersøgelsen viser, at 23% af børn på mellem et halvt og fem år er kronisk underernærede, og 8% er akut underernærede. Den generelle sundhedstilstand er også elendig, og de hospitaler, der overhovedet stadig fungerer, mangler personale, medicin, desinfektionsmidler og udstyr. Mange steder er hospitalerne ikke koblede til vandforsyning eller kloakering, og genopbygningen af disse er ikke sat i gang.

Spædbørnsdødeligheden er steget til 32‰ blandt de 0-1-årige, og antallet af mødre, der dør som følge af barsel, er også stigende, både på grund af forholdene på hospitalerne, og at det mange steder er umuligt at komme på hospitalet om natten på grund af den manglende sikkerhed.

Specielt i det sydlige Irak mangler byerne ordentlige kloaker. Her bor 51% af familierne i områder, hvor kloakeringen ikke fungerer (kloakindholdet flyder i stedet i gaderne). På det nationale plan mangler 40% af familierne i byområderne og 30% af familierne i de landlige områder ordentlige kloaker. Med hensyn til rent drikkevand er det i snit kun halvdelen af de irakiske familier, der har adgang til en stabil forsyning af rent drikkevand. I de landlige områder drikker op mod 80% af indbyggerne forurenet drikkevand. Specielt i Bagdad vokser antallet af koleratilfælde som konsekvens af indtagelse af forurenet vand. Endvidere er elforsyningerne utrolig ustabile over hele landet.

Analfabetismen stiger, og kun ca. 80% af børnene får grundskoling. 80% af universiteterne og de højere læreanstalter er ødelagte som følge af krigshandlinger, og kun 40% af det ødelagte er under genopbygning. Den officielle arbejdsløshed er på op mod 20% af befolkningen som helhed og 33% blandt de unge. Blandt unge med en sekundær eller længere uddannelse er arbejdsløsheden helt oppe på 37%. Den generelle fattigdom og arbejdsløshed presser endvidere kvinderne ud af arbejdsmarkedet, og kun 13% af kvinderne arbejder i dag uden for hjemmet. Gennemsnitsindkomsten er mellem 2003 og 2004 faldet med 40%, og 96% af de irakiske familier er afhængige af de sparsomme rationer med basale fødevarer.

Besættelse ikke befrielse
Det er således ikke mærkeligt, at irakerne er utilfredse med deres situation og ønsker besættelsesmagten ud af landet. Som Mohammed Majid Abrahim, en 52-årig Iraker, der er flygtet fra Bagdad til Jordan, udtrykker det i et interview:

“The American troops have not come for the benefit of the Iraqi people. They are stealing from the Iraqis, and now all our problems are because of the invaders. Iraqis must have a new government, this time with legal elections. I think we need a revolution to get things back to where they once were for us. Then, Insh’Allah (om gud vil), I will go back. Saddam was so much better than these bastards (besættelsesmagten), even though I hated him.“

Mohammad deler denne opfattelse med langt størstedelen af irakerne – de ser amerikanerne som en besættelsesmagt, der ikke vil dem noget godt, og de ønsker tropperne ud. Som Ghaleb, en anden irakisk flygtning i Jordan, siger det: “The occupiers should leave immediately. They only came with their own interests and we can manage Iraq for ourselves. We do not need them for any reason.“

Herhjemme bliver vi præsenteret for et billede, der går ud på, at tropperne er der for at hjælpe irakerne, som ikke kan klare sig selv. Men billedet er forkert. Bush og hans allierede brugte argumenter om masseødelæggelsesvåben og Saddams tyranni som et påskud for at besætte landet, få kontrol over olien og adgang for de store multinationale firmaer. Og så i øvrigt sikre sig strategisk kontrol med mellemøsten i øvrigt. Samtidig ønsker de selvfølgelig ikke at fremstå som en imperialistisk besættelsesmagt; de så gerne en eller anden form for skindemokratisk irakisk stat, men de vil samtidig have den reelle kontrol over landet. Det var derfor, de gik ind, og derfor de ikke bare kan overlade styringen til irakernes ønsker. For hvis irakerne selv skulle bestemme, er det jo klart, at de ville bruge olien og de andre ressourcer til at genopbygge landet og til at opbygge og forbedre velfærden frem for at pumpe olien ud af landet og så i øvrigt stå til rådighed som billig arbejdskraft for de multinationale selskaber. Og det er på grund af denne modsætning, at amerikanerne fører en besættelse på trods af irakernes ønske, og at koalitionens soldater bliver brugt som et redskab til at forhindre, at irakerne udfordrer USA’s dominans. Det er derfor, vi ser en besættelsesmagt, der undertrykker forsamlings-, organiserings- og ytringsfrihed i Irak, og derfor de slår så hårdt ned på modstandsbevægelsen uanset de civile konsekvenser.

Modstandsbevægelsen er ikke ekstremister
Men det er også derfor at modstandsbevægelsen vokser i Irak og bliver et stadig større problem for besættelsesmagten. I begyndelsen af marts demonstrerede flere tusinde irakere i Basras havneby Khor al Zubeir, hvor Mærsk havde drevet havnen siden 2003. Mange af demonstranterne var havnearbejdere, som Mærsk havde fyret til fordel for importeret arbejdskraft fra Asien, der arbejdede for ekstremt lave lønninger. Konsekvensen blev, at Mærsk opgav både at drive havnen og at lægge til med skibe fra Mærsk Sealand – på grund af “bekymring for sikkerheden“, som de sagde i deres efterfølgende udmelding til pressen. I starten af april demonstrerede titusindvis af irakere i Bagdad på opfordring af den unge shia-præst Muqtada al-Sadr mod besættelsesmagten og mod Saddam. Den 20. maj lukkede flere sunni-muslimer deres moskeer i tre dage i protest mod en stigende sekterisk vold begået mod dem af sekteriske shiitter. I flere byer i sunni-trekanten var der efterfølgende demonstrationer. I flere byer besvarede shia-muslimer dette med solidaritetsdemonstrationer, der også var vendt mod besættelsesmagten, og demonstranterne trampede på amerikanske og israelske flag, de havde smidt på jorden. Den ledende Shia-præst Abd al-Aziz al-Hakim opfordrede til sammenhold mellem irakere med ordene: “we must preserve unity and fight against any attempts at discord that aim to divide Iraqis. I call on all iraqis not give in to this. I call on all religious Sunni and Shia Clerics to stand against violence aimed at them.“

De sidste måneders store folkelige protester skyder en stor hvid pil igennem propagandaen om, at modstanden skulle udgøres af ekstremistiske fundamentalister. Modstanden har bred folkelig forankring og tager endvidere afstand fra vold mod civile. Tidligere general i den irakiske hær Abu Yusef, der nu er ledende i modstandsbevægelsens militære del, siger i et interview med en spansk fredsorganisation (CEOSI): “Den irakiske modstandsbevægelse afviser terrorisme, kidnapning, afpresning og angreb på huse og moskeer. Den beskytter akademiske og offentlige institutioner, fordi de er det irakiske folks kollektive arv. Den irakiske modstandsbevægelse har som mål at drive besættelsesmagten ud af landet og bevare Iraks og det irakiske folks enhed... og afviser én ideologisk strømnings hegemoni over andre. Modstandsbevægelsen vil forsvare borgerrettighederne og respektere det irakiske folks vilje, når befrielsen af landet er opnået,“ og tilføjer: “Det er nødvendigt at holde den væbnede modstand langt væk fra religiøs fanatisme og enhver anden etnisk eller religiøs identifikation.“ Modstandens styrke betyder i dag, at modstandsbevægelsen har kontrol over 30 større byer – heriblandt Bagdad, hvor det kun er den såkaldte grønne zone, der er under besættelsesmagtens kontrol.

Flere artikler fra nr. 243

Flere numre fra 2005

Se flere artikler af forfatter:
Alexander Lassithiotakis

Siden er vist 2317 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside