Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 243 – 2. juni 2005 – side 14

Boligpolitik

Det er et dyrt hjem

Morten Poulsen

I de senere år har vi set, at priserne på ejerboliger er vokset med raketfart, specielt i København, hvor f.eks. prisen på ejerlejligheder er tredoblet fra 1993-2003, og prisstigningerne ser ud til at fortsætte. Hvordan påvirker de stigende boligpriser muligheden for at finde et sted at bo?

Boligudvikling i København
I perioden 1994-2003 er der bygget 8.592 boliger i København. I samme periode er boligmassen dog kun vokset med ca. 2.000 boliger. Dette skyldes primært, at små, billige lejligheder er blevet slået sammen som en del af “byfornyelsen“.

Dette har været en del af en bevidst politik fra Københavns Kommune, hvor man har forsøgt at smide fattigrøvene ud af København og tiltrække de bedre stillede. På den måde har man kunnet sænke udgifterne (til boligsikring, socialhjælp osv.) og øge indtægterne (gennem øget skattegrundlag). Dette har man gjort ved et stop for byggeri af almene boliger og igennem salg af kommunale boliger (ca. 20.000 i 1995) og bygning af dyre lejligheder langs havnefronten. Københavns Kommune har altså gjort temmelig meget for at få hævet prisniveauet i Hovedstaden.

Regeringens sænkelse af ejendomsskatten har været med til at sikre en fortsat stigende pris på fast ejendom, da det har sænket prisen på at sidde i fast ejendom. Prisstigningerne på fast ejendom giver boligejerne en større friværdi i deres ejendom, som de kan bruge til at optage lån til forbrug af forskellig art. Dermed er prisstigningerne på ejendom med til at holde Danmarks økonomi i gang gennem lånbaseret forbrug. Dette gør det ganske attraktivt at eje fast ejendom.

Prisstigningerne har ikke været uden effekt. Fra 2001 har der været en netto fraflytning fra København, der er vokset fra 419 i 2001 til 1.965 i 2003. I midten af 90’erne var tilflytningen omkring 6.000 pr. år.

Mange af de nyopførte boliger er luksuslejligheder, der bygges til de rigeste, og ofte er boligerne solgte, før de står færdige. Ifølge Jyllands-Posten sælges nogle af disse lejligheder endda flere gange, før de står færdige, hvorved spekulanter kan tjene ganske betydelige summer. Hovedårsagen til, at der primært bygges luksuslejligheder, er, at der er flere penge i at bygge til velhavere end til almindelige mennesker.

Effekten af de voldsomme prisstigninger ses også på andelsboligerne. Ifølge Information benytter et kraftigt voksende antal andelsforeninger de høje ejendomspriser til enten at få øget vurderingen på ejendommen (og dermed værdien af andelsbeviset) eller opløser andelsforeningen og sælger bygningerne. På denne måde kan andelshaverne tjene ganske betydelige summer, i visse tilfælde op imod en million.

Denne udvikling sætter andelstanken – at alle kan få en god og billig bolig – under hårdt pres. Dette er meget væsentligt, da andelsboligen er den mest almindelige boligform i København, idet 33 % af de københavnske boliger er andelsboliger (ca. 20 % er almennyttigt, 20 % er ejerboliger og 26 % er privat udlejning).

Opdeling af boligmarkedet
Effekten af denne prisudvikling er, at det bliver sværere og sværere for lavindkomstgrupper og børnefamilier at finde et sted at bo. De bliver enten presset sammen i almennyttige boliger eller må bo uden for København, måske langt fra deres arbejdsplads og sociale netværk. Det fører også til et øget pres på de almennyttige boliger, hvor ventelisterne bliver længere, og det bliver endnu sværere at finde et sted at bo.

På denne måde koncentreres folk med sociale problemer i nogle områder, og de mest velhavende i andre områder. Derfor runger det også hult, når skiftende regeringer ønsker at lave et opgør med “ghettoiseringen“ ­– de har jo selv været med til at skabe baggrunden for ghettoiseringen.

Et opgør på vej?
Det var i denne situation, at Ritt Bjerregaard foreslog, at der skulle bygges 5.000 nye, billige boliger til en husleje, der kan betales af almindelige mennesker. Og straks kom hun under angreb fra byggebranchen og borgerlige politikere, der kaldte forslaget for “urealistisk“.

Dette var nu ikke overraskende for hende: “Det her skal byggebranchen jo sige, ellers ville den indirekte være under angreb for, hvorfor man ikke har bygget billigere tidligere. Det tager jeg mig overhovedet ikke af.“ Derved er hun i stand til at skabe et billede af, at hun tager ideologisk stilling til behovet for, at almindelige mennesker skal kunne bo i København.

Forslaget går ud på, at der skal laves flere familieboliger i København. Dette skal gøres ved at slå små lejligheder sammen, bygge nye etager på eksisterende byggeri og sætte krav til bygherrer om også at bygge til almindelige mennesker. Der er altså ikke tale om “rent“ nybyggeri, men om, at der skal nedlægges (billige) boliger som en del af nybyggeriet. Dermed er Ritt Bjerregaards forslag i direkte forlængelse af Socialdemokraternes asociale politik om at trække skatteydere til Københavns Kommune og skubbe fattigrøvene ud af Hovedstaden.

Det er end ikke sikkert, at planen bliver til noget, selv hvis Ritt Bjerregaard bliver overborgmester i København. Da Enhedslisten fremsatte Ritt Bjerregaards forslag i Københavns Borgerrepræsentation, stemte Socialdemokraterne imod! Det ser altså ikke ud, som om det bliver i denne omgang, vi får et opgør med den asociale boligpolitik.

Flere artikler fra nr. 243

Flere numre fra 2005

Se flere artikler af forfatter:
Morten Poulsen

Siden er vist 2111 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside