Socialistisk Arbejderavis
Nr. 243 – 2. juni 2005 – side 15
International Socialism 106
Imperialismens nye facade
Freddie Nielsen
International Socialism Journal (ISJ) – kvartaltidsskriftet som IS’ britiske søsterparti SWP udgiver, har altid været præget af stor kvalitet. Alligevel er der med de seneste numre sket en mærkbar ændring til det bedre – eller måske rettere til det lidt mere tidssvarende.
Da ISJ blev startet i slutningen af 70‘erne var nedgangen i klassekampen sat ind, og der var en lang periode, hvor det var ekstra vigtigt for revolutionære at holde et højt teoretisk niveau – og også et vist niveau af abstraktion – for ikke at blive revet med af den højredrejning, der ramte langt ind i venstrefløjen.
Derfor var ISJ i mange år kendetegnet ved ofte meget lange artikler, der gik meget dybt ned i de emner, der blev behandlet. Ja, en del af disse artikler var egentlig forstudier, der senere udkom som egentlige bogværker.
Kvaliteten var altid høj, men netop på grund af tidens behov, var artiklerne ofte mere generaliserende end konkrete – ikke altid lige tidens hotteste emne, men selvfølgelig altid helt klare redskaber til at blive klogere på historie, politik og marxistisk teori.
En af de ting, der løbende gik igen, var omfattende analyser og vurderinger af den aktuelle klassekamp og af venstrefløjens muligheder. Og med Seattle i 1999 var ISJ også hurtig til at fange betydningen af situationen, og gøre det klart, at vi her stod med et gennembrud for den nye anti-kapitalistiske bevægelse.
Hovedartiklerne var fortsat lange dybtgående arbejder, men omdrejningspunktet blev mere konkret – fordi der foregik meget mere klassekamp, især set fra arbejderklassens side af plankeværket.
Anti-kapitalisme, globalisering, imperialisme, strejkebevægelse i Frankrig, opstande i Argentina og Bolivia, den anden Intifada og senest antikrigsbevægelsen. Alt sammen behandlet med samme seriøsitet som tidligere, men nu drejede det sig om ting, der virkelig skete, og ikke kun om ting, der kunne ske. Og især skete der en bemærkelsesværdig vækst i debatter og indlæg fra folk, der ikke befandt sig i den internationale IS-tendens.
I løbet ad de seneste 5 år har vi været vidne til en ændring af ISJ, et vellykket forsøg på at følge med den omgivende virkelighed. Selvfølgelig har der været mange traditioner, og det har taget tid. Men især i det sidste år har man haft en fornemmelse af et mere indbydende og direkte brugbart tidsskrift.
Generelt skal ISJ anbefales til alle læsere af denne avis, der ønsker at dykke dybere ned i mange af de ting, som avisen beskæftiger sig med.
I forrige nr. (105) og i sidste nr. (106) har der været et par meget vigtige artikler om, hvor modstanden i Irak kommer fra (105), og om modstanden og valget (106). Begge med mange vigtige oplysninger og argumenter i forhold til de mange løgne krigstilhængerne fylder os med.
Venezuela er at andet område, hvor vi i danske medier mest møder løgne og USA-propaganda, men i nr. 104 var der en stor artikel, og i nr. 106 er der et interview med en revolutionær, der kortvarigt var i Chavez’ regering, om problemerne i Venezuela.
I nr. 106 skal også kraftigt anbefales udskriften af debatten mellem John Holloway og Alex Callinicos ved WSF 2005. Debatten dækker en af kernestridighederne mellem autonome og marxister, og i den danske debat kunne begge sider vinde ved at læse artiklen.
Selvfølgelig er nr. 106 i et vist omfang rettet in på det britiske valg (udkom ultimo april), men i modsætning til tidligere, hvor der ville have været en lang artikel, består temaet af 6 artikler af 7 forskellige forfattere. Og det er bemærkelsesværdigt hvor mange af argumenterne, der også kan være relevante her i landet.
ISJ skal hermed generelt anbefales. Og på www.modstand.org kan man se indholdsfortegnelser for tidligere numre (og bestille en del af dem).
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe