Socialistisk Arbejderavis
Nr. 243 – 2. juni 2005 – side 18
Læserbrev
Folkemord og hvad det fører til
Erik Ole Nielsen
Netop i år er det 90 året for tyrkernes folkemord på armeniere under det daværende Osmanniske Rige, og dette bør vække til eftertanke.
Vi har i det 20. århundrede været vidner til de mest bestialske og grusomme folkemord, selvom de har eksisteret på forskelligt niveau gennem hele historien. Men efter at vi fik de såkaldte “nationalstater“ i begyndelsen af det 19. århundrede, får vi rigtig syn for dette åbenlyse vanvid.
De fleste danskere vil være i stand til at forholde sig til holocaust under det tyske naziregime i perioden 1933-1945, men i moderne tid startede det langt tidligere!
Pogromer mod jøder i Polen, Rusland og Frankrig i det 19. århundrede er kendt, og som et tydeligt, men kuriøst eksempel førte det herhjemme bl.a. til et voldeligt angreb på den 200-årige aktuelle HCA på strøget i København på grund af hans fysiognomi. Antisemitismen bredte sig som en steppebrand som en del af undertrykkelsen af proletariatet. Disse kunne ikke få gennemført blot deres mindste krav. Derfor så de sig om efter syndebukke.
Borgerskabets “del og hersk“-politik medførte, at proletariatet fik en falsk opfattelse af, at der trods alt var nogle under dem, nemlig “de fremmede“, i dette tilfælde jøderne. Lyder det bekendt?
Det er desværre i vid udstrækning (og af sociologiske grunde) folk fra arbejderklassen og omegn, der er de mest racistiske!
Under Det Osmanniske Riges sidste krampestrækninger og som en væsentlig del af den første verdenskrig ramlede osmannerne og russerne sammen. Russerne vandt krigen, men tyrkerne opfattede hele vejen igennem armenierne som en femte kolonne, der støttede det kristne Rusland. Derfor indledte tyrkerne en ren massakre på armenierne i det østlige Tyrkiet, som kostede 300.000 til 1.5 millioner mennesker livet.
Siden har Tyrkiet benægtet alt om dette og hævdet, at det var en del af de almindelige krigshandlinger. Denne benægtelse af fakta betyder i dag, at Tyrkiet får store problemer med at blive optaget som medlem af EU.
I samme åndedrag skal nævnes japanernes fremfærd i Kina. Under Japans imperialistiske erobringskrig angreb Japan i 1937 Kinas daværende største by og myrdede over 300.000 mennesker. Japanerne benyttede ligeledes lejligheden til at afprøve nye biologiske våben, som slog yderligere 100.000 mennesker ihjel. Programmerne blev efter anden verdenskrig overtaget af USA og videreudviklet, hvad bl.a. vietnameserne kom til at opleve! (Agent Orange m.v.)
Nazisternes overgreb under krigen vil jeg forbigå, fordi de forudsættes kendte af alle! Blot skal det nævnes, at USA, USSR og Israel har nydt godt af de erfaringer, som nazisterne indhøstede!
Siden er folkemord mere eller mindre blevet sat i system. Tænk blot på franskmændene i Algeriet og Vietnam, serbernes fremfærd i Bosnien og Kosovo, irakerne imod kurderne, russerne i Tjetjenien osv.
Alt dette bliver i vesten brugt som argumenter for kommende terroraktioner. Vesten vil kun tredjeverdenslandene det bedste, men de utaknemmelige asner reagerer med terror. Tænk, de vil ikke have noget trukket ned over deres hoveder! Fy skamme sig! Dette er naturligvis det rene vås. Der er desværre en indre inerti i en sådan udvikling.
Imperialisterne har skabt et fjendebillede og reagerer derefter. Ofte får borgerskabet andre klasser med i et sådant scenario, og resultatet bliver ofte etnisk had.
Men først når vi når derhen, at modsætningerne bliver mellem etniske grupper og ikke klassetilhørsforhold, resulterer det i etnisk udrensning og folkemord (jvf. israelernes fremfærd i Palæstina, som bestemt ikke er klassebaseret).
Af sådanne grunde kan de undertryktes modstand få et indhold af reelt etnisk had, og terrorisme kan opstå, om ikke andet så i en reel afmagt.
For at undgå sådanne grusomme tiltag – hvad enten det er statslige folkemord eller folkeligt baseret terrorisme – må vi gå til sagens kerne. Der skal arbejdes for en klassebevidsthed, der er sekulær og vender sig mod kapitalisme og imperialisme overalt i verden. Dette er den eneste måde at undgå folkemord og terrorisme på.
Vi må sikre, at vores kammerater, hvad enten de kæmper en lønkamp, kæmper mod racisme og fascisme, national eller seksuel befrielse, altid har klassebevidstheden og dennes marxistiske teorier i baghovedet. Det er såre simpelt: En retfærdig og humanistisk verdensorden fordrer socialisme!
“Menneskeheden bliver ikke lykkelig, førend den sidste bureaukrat dingler i den sidste kapitalists tarme“ (skrevet på en mur i Paris under opstanden i 1968)
Erik Ole Nielsen
Østerbro
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed