Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 245 – 1. september 2005 – side 5

Opstanden i Bolivia

Chris Harman

Revolution er på dagsordenen i det 21. århundrede. Det blev tydeligt på gaderne i La Paz, Bolivias hovedstad, i forrige måned

Rapporter tegner et billede som det af Petrograd i sommeren 1917, Berlin i januar 1919, Barcelona i efteråret 1936. De fortæller om generalstrejker; om kolonner af fattige bønder, der marcherer mod byen; om besættelser af oliebrønde og lufthavne; om strejkende minearbejdere, der giver dynamitstænger til strejkende lærere, så de kan kaste dem mod politikæder; om forsøg på at invadere præsidentpaladset; om trusler fra oliekapitalister i den østlige del af landet; om at løsrive sig fra staten; om arbejdere i La Paz, der synger ”Borgerkrig, ja!”; om kongressen, der afsætter præsidenten under trusler fra store, vrede masser. Men de fortæller også om en ”våbenstilstand” mellem de to sider, hvor vi ser et stop for strejkerne, og hvor demonstranterne forlader La Paz.
En revolutionær stemning springer ofte frem som lyn på de mest uventede måder.
Den ulmende vrede kom frem til overfladen i oktober 2003, da der kom nyheder om, at Lozadas regering var i færd med at sælge ud af landets ene store mulighed for velstand – dets nyopdagede gasreserver – til multinationale selskaber. Det, der begyndte som spredt agitation, brød pludseligt ud i massestrejker og konfrontationer, efter at politiet skød snesevis af demonstranter på vej mod La Paz.
Den spontane oktober-opstand fik præsident Lozada til at flygte fra landet i en helikopter.
Som det ofte er tilfældet under revolutionære omvæltninger, blev den første succesfulde opstand efterfulgt af en periode præget af en usikker stabilitet. Den nye præsident, Mesa, gennemførte en folkeafstemning om gasspørgsmålet og formåede at slippe af sted med at pakke spørgsmålet ind på en måde, så han kunne få et flertal.

Men tingene står ikke bare stille, når en massebevægelse bliver fanget i et dødvande. De, der er tilknyttet den gamle orden, glemmer deres frygt og begynder at forfægte deres gudsgivne ret til at regere. Mesas regering blev stadigt mere som den væltede Lozada-regering, idet den forberedte en lov, der efterlod størstedelen af olie- og gasprofitter i private hænder.
Dette var gnisten, der tændte masserne i byerne og på landet. De så, at den eneste mulighed, de havde for at bruge landets velstand til at overkomme deres fattigdom, blev taget fra dem. De satte sig i bevægelse for – som de havde gjort 21 måneder tidligere – at lukke landet ned og belejre præsidentpaladset og kongressen.
Det var ikke blot landet, der var lammet. Det samme var den herskende klasse. Mesa forsøgte at holde sig fast ved at balancere mellem de potentielle udbrydere i Santa Cruz oliekapitalisterne i øst, der truede med at løsrive sig, ovs. anm. og massebevægelsen. Men bevægelsen på gaden var stærkere og mere radikal end nogensinde før.

Da det stod klart, at Mesa ikke kunne reddes, flyttede kongressen fra La Paz til Sucre i håb om at kunne flygte fra belejringen og løse tingene i overensstemmelse med det nyliberale flertals ønsker.
Imens opfordrede den katolske kirkes hierarki til ”våbenstilstand”, de brasilianske og argentinske regeringer satte pres på, og den amerikanske ambassadør gav sin godkendelse af aftalen. Efter hektiske forhandlinger bakkede også Eva Morales lederen af de oprindelige folk, ovs. anm. op. Dette var nok til at signalere enden på demonstrationerne og få de fleste strejkende til at gå i arbejde igen, trætte efter tre ugers kamp og lidende under mangel på mad, idet vejblokader forhindrede mad i at komme ind til byerne.
Så hvorfor opnåede en bevægelse, der havde rystet landet i sin grundvold, i sidste ende så lidt? Problemet var, at den lammede samfundets magtstrukturer, men aldrig opstillede sit eget alternativ. Og uden et sådant alternativ var selv det at brødføde sine egne støtter et uoverstigeligt problem.
Der var et tidspunkt under juni-krisen, hvor hele spørgsmålet om, hvem der havde magten i samfundet, var uafklaret. Man kan aldrig under sådanne omstændigheder være sikker på, om arbejder- og bondebevægelserne kunne have taget magten i deres egne hænder. Men i dette tilfælde kastede man sig ikke ud i den afgørende kamp. Masserne, der havde organiseret sig for at konfrontere regeringen, havde ikke organiseret sig, så de kunne erstatte den.
Den afgørende faktor her var typen af lederskab, der stod til bevægelsens rådighed i de afgørende situationer.

I de sidste dage af juni-kampene begyndte nogle aktivister at se på dannelsen af strukturer nedefra, der kunne udgøre de første elementer i demokratiske former for selvorganisering for de forskellige kræfter og traditioner, der var involveret i kampene. Men uden en levende tradition for revolutionær aktivitet med rødder i socialisme fra neden kom disse initiativer for sent og med for lille drivkraft til at kunne påvirke udfaldet i juni. Vi må håbe, at folk, når de reflekterer over erfaringerne fra kampen, ser, hvad der må gøres i den næste runde.
Vi har fået et glimt af, hvordan arbejdermagt pludselig kan blive en reel mulighed midt i den tilbagevendende ustabilitet, der præger den globale kapitalisme. Og det vil ikke blive sidste gang. Lad os lære lektien og arbejde, således at næste gang, vi ser en masseopstand, vil folk ikke blot banke på historiens dør, men sparke den op.

Af Chris harman
(oversat af Mikkel Birk Jespersen)

Flere artikler fra nr. 245

Flere numre fra 2005

Se flere artikler om emnet:
Bolivia

Se flere artikler af forfatter:
Chris Harman

Siden er vist 2001 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside