Socialistisk Arbejderavis
Nr. 245 – 1. september 2005 – side 6
Mike Davis: "Planet of Slums"
Slumbyens Økologi
Mike Davis
Mere end 1 milliard mennesker lever i slum. Den amerikanske forfatter, socialist og aktivist Mike Davis ser i sin kommende bog “Planet of Slums“ nærmere på storbyernes fattigdom, der kombineret med klimatiske risici udgør, en dødelig blanding for millioner af mennesker
Slummens beboere giver sikkerhed og helbred i bytte for nogle få kvadratmeter jord. De er de første til at bosætte sig i sumpe, fladt land, vulkansider, ustabile bakker, affaldsdynger, kemiske lossepladser og på det generelle overdrev. I forbindelse med sit besøg i Dhaka beskriver Jeremy Seabrook en mindre slumbosættelse – “et fristed for dem, der er blevet fordrevet af erosion, cykloner, oversvømmelser, hunger eller den nyankomne kilde til usikkerhed, nemlig “udviklingen“ af en slags djævelsk handelsplads midt mellem giftige fabrikker og forurenede søer. Netop i kraft af sin farlige og utiltrækkende karakter tilbyder slummen “beskyttelse mod byens stigende ejendomspriser.“ Sådanne steder er fattigdommens niche i byens økosystem, og for de meget fattige er dette katastrofale liv den eneste mulighed.
Slum begynder med dårlig geologi. Slummen i Johannesburgs udkant ligger eksempelvis i et bælte af kalkholdig jord, der er farlig, idet den er ustabil og forurenet som følge af minedrift gennem generationer. Mindst halvdelen af byens ikke-hvide befolkning lever i uofficielle bebyggelser i områder med giftaffald og kronisk ustabil jordgrund. Et lignende eksempel er de vejrbidte lerlag under den brasilianske slum, favelaerne på bakkerne ved Bela Horisonte og andre af landets byer, som har en katastrofal tilbøjelighed til give efter, hvilket giver jordskred. De mere kendte favelaer i Rio de Janeiro er bygget på lige så ustabile jordlag, som kun lige dækker en underliggende klippegrund og ofte skrider, hvilket har virkelig dødbringende følger; mellem 1966-67 var der 2.000 dødsfald ved jordskred, 200 i 1988, og 70 i julen 2001.
Caracas er dog det mest fuldendte eksempel på dette geologiske fænomen. Slummen, der huser to tredjedele af bybefolkningen, er bygget på ustabile bakker og i de dybe kløfter omkring den seismisk aktive Caracas-dal. Oprindeligt holdt plantevæksten de smuldrende og højst udsatte lag på plads, men rydning i forbindelse med udbygning har gjort de tæt beboede bakker ustabile. Resultatet har været en bemærkelsesværdig stigning i antallet af tilfælde, hvor skråninger giver efter, fra mindre end ét tilfælde pr. årti før 1950 til det nuværende gennemsnit på mindst to om måneden. De stadig mere ustabile jordlag har dog ikke kunnet forhindre slummens nybyggere i at kolonisere bakkekamme, skråninger ved vandløb samt hyppigt oversvømmede kløfter.
Midt i december 1999 ramtes det nordlige Venezuela af en uhyrlig storm. I løbet af få dage faldt der, hvad der svarer til den gennemsnitlige nedbør på et helt år, på den allerede vandmættede jord. Pludselige oversvømmelser og jordskred i Caracas, og især langs den caribiske kyst på den anden side af Avila-bjergene, dræbte omkring 32.000, gjorde 140.000 hjemløse, og desuden mistede 200.000 deres arbejdsplads. En repræsentant for den katolske kirke antydede, at dette var Guds straf for valget af den venstreorienterede regering under Hugo Chavez.
Hvor Caracas og omegn udgør et centrum for jordskred, er Manila det for hyppige oversvømmelser. Med sin beliggenhed på fladt land, som omkranses af tre flodlejer og udsættes for voldsom regn, er byen et naturligt sted for oversvømmelser. Efter 1898 gravede de amerikanske kolonimyndigheder kanaler, lavede tidevandsafløb (“esteros“) og byggede pumpestationer for at beskytte byens centrum mod en eventuel stormflod. De senere års forbedringer af systemet er dog blevet ødelagt på grund af dumpningen af store mængder affald (bunden af Pasig River siges at være dækket af et mere end 3,5 meter tykt lag skrald). Desuden er der sket en sammensynkning som følge af overdreven udvinding af grundvand, og ydermere er afvandingsområderne i Makina og Montalban ødelagt af skovrydning. Men problemet er frem for alt slummens evige indtrængen på vådområder.
Boligkrisen har med andre ord både ændret oversvømmelsesproblemets størrelse og karakter, idet den fattigste femtedel af befolkningen er udsat for konstant fare og tab af ejendom. Ved oversvømmelsen i november 1998 blev 300.000 menneskers hjem eksempelvis enten beskadiget eller ødelagt, og ved et andet tilfælde blev slummen Tatlon druknet under mere end seks meter vand.
Den djævelske byttehandel
Situationen i Caracas og Manila viser, hvordan fattigdom forøger de farer, der opstår som følge af lokale geologiske og klimatiske forhold. Velstående byer med farlige beliggenheder, såsom Los Angeles og Tokyo, kan reducere de geologiske og vejrmæssige risici gennem massive, offentligt finansierede arbejder og såkaldt “hard engineering“, hvor løs jord stabiliseres med net og klippenagler, stejle skråninger udjævnes, der bores dybe afløbsbrønde, vandmættet jord drænes, jordskred stoppes med små dæmninger og fordybninger, etc. etc.
I u-landene er det derimod usandsynligt, at slummen med sin mangel på vand og sanitet bliver beskyttet af dyre offentlige initiativer og katastrofeforsikring. Gælden til udlandet og den deraf følgende strukturtilpasning på foranledning af Verdensbanken driver ifølge to førende forskere landene til kynisk at give de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger i den katastrofetruede slum i bytte for produktivitet og effektivitet.
I november 2001 blev de fattige bydele Bab el Oued, Frais Valong og Beaux Fraisier i den vestlige del af Algeriets hovedstad Algier ramt af altødelæggende oversvømmelser og mudderskred. 36 timers uafbrudt, voldsom regn skyllede skrøbelige skure ned af skråningerne og oversvømmede de lavtliggende slumkvarterer. Mindst 900 mennesker blev dræbt. Da de blev mødt med ligegyldighed fra myndighedernes side, organiserede de lokale i stedet deres egen redningsindsats, som især blev anført af ungdommen. Tre dage efter mødte præsidenten, Abdelaziz Bouteflika, op. Vrede beboere råbte slagord mod regeringen. Bouteflika gjorde situationen værre for sig selv og regeringen ved simpelthen at hævde, at katastrofen var Guds vilje. Og det kunne man jo ikke gøre noget ved, sagde han.
De lokale vidste, at dette var nonsens. Som det omgående blev påpeget af civilingeniører, var bebyggelserne på skråninger en tidsindstillet bombe: “Der var tale om svage konstruktioner, som var sårbare over for voldsom regn. Over hele landet har sådanne boligkonstruktioner lidt stor skade i forbindelse med nedbør, og som følge af forfald, utilstrækkelig reparation, ælde og forsømmelse“. Hvad der er vigtigere at påpege, er, at meget af ødelæggelsen var en direkte følge af regeringens krig mod islamistiske guerillaer. For at berøve oprørerne deres skjulesteder og flugtruter havde regeringen fældet vegetationen i bjergene over Bab el Oued og blokeret kloakkerne. De blokerede afløb gjorde, at regnvandet ikke kunne ledes væk. Korruption bevirkede desuden, at byggesjusk blev godkendt i boliger og andre bygninger i flodlejet, hvilket gjorde enkelte entreprenører rige på bekostning af befolkningens sikkerhed.
Jordskælv giver endnu kraftigere vidnesbyrd om boligkrisen end mudderskred og oversvømmelser. Jordskælvrisikoen er klausulen skrevet med småt i den djævelske byttehandel, man accepterer, når man tillader underlødig bebyggelse for at få kortsigtede fordele. En afslappet holdning til byggelovgivningens standarder har ifølge Geoffrey Paine givet Tyrkiets fattige bybefolkning relativt let adgang til land og infrastruktur gennem årtier, men det var netop denne holdning til håndhævelsen af byggeregulativer, der førte til de høje dødstal, da jordskælvene ramte i 1999.
Mere end 100 millioner hjem er blevet ødelagt af jordskælv i løbet af det 20. århundrede, fortrinsvis i slumkvarterer og fattige boligbyggerier og landsbyer. I dag, hvor hovedparten af verdens bybefolkning er samlet omkring aktive forkastninger, i særdeleshed ved Stillehavets kyststrækninger, er der flere milliarder mennesker, som risikerer at blive udsat for jordskælv, vulkaner og flodbølger samt stormfloder og tyfoner. Slumkvarterer i Istanbul vil blive ramt direkte af de jordskælv, som ubønhørligt kryber mod vest langs den såkaldte “åbne lynlås“ på den nordanatolske forkastning. Myndighederne i Lima, Peru, kommer med lignende forudsigelser om, at mindst 100.000 bygninger, hvoraf de fleste befinder sig i slummen, vil kollapse i det store jordskælv, man forventer inden for en generation.
Den seismiske risiko er så ulige fordelt i disse byer, at venstreorienterede geologer har opfundet ordet “klasseskælv“ for at beskrive ødelæggelsernes højst ulige fordeling gennem tiderne.
Dødelige skyer og flyvende kister
Fattigdommen i byerne forøger naturlige risici, men den skaber også nye, helt igennem kunstige farer gennem de fattiges kontakt med giftig industri, ustyrlig trafik og kollapsende infrastruktur. Alle byplanlægningens klassiske principper, herunder bevarelsen af åbne pladser og adskillelsen af giftig jord fra boliggrunde, er vendt på hovedet i fattige byer.
I sin bog om fattige byer i det globale syd skildrer Jeremy Seabrook den lange række af katastrofer, som i årevis har ramt Bangkoks havneslumkvarter Klong Toey, som ligger klemt inde mellem havnen, de kemiske fabrikker og motorvejene. I 1989 blev hundredvis af beboere forgiftet af en kemisk eksplosion, og to år senere eksploderede et pakhus med kemikalier og gjorde 5.500 mennesker hjemløse. Mange af dem døde senere af mystiske sygdomme.
63 hjem nedbrændte i 1992, 460 i 1993, hvor der også forekom en kemisk eksplosion, og hundredvis flere i 1994. Tusindvis af andre slumkvarterer, nogle af dem i rige lande, minder om Klong Toey. De lider af “lossepladssyndromet“, en høj forekomst af giftig, industriel aktivitet, såsom metalfremstilling, farvning, smeltning, garvning, batterigenbrug, støbning, autoreparation, kemikaliefremstilling og så videre – ting, middelklassen aldrig ville acceptere i deres egne kvarterer.
Uhæmmet vækst i byerne uden en tilsvarende samfundsinvestering, differentieret vejnet og kollektiv transport har gjort trafikken til en katastrofe for folkesundheden. Trods mareridtsagtigt overfyldte veje stiger antallet af køretøjer i udviklingslandenes byer dramatisk. I 1980 havde ulandene kun 18 procent af verdens samlede antal køretøjer. If. prognoser vil de i 2020 have halvdelen af verdens 1,3 milliarder biler, lastvogne og busser samt flere hundrede millioner scootere og motorcykler, som alle vil forpeste vejene.
Eksplosionen i bilparkens størrelse drives af ulighedens stærke kræfter. De fleste byers transportpolitik udgør en ond cirkel, hvor den offentlige transports faldende kvalitet øger privatbilismen og omvendt. Resultatet er det rene blodbad. Mere end en million mennesker, hvoraf to tredjedele er fodgængere, cyklister og passagerer, dræbes hvert år i ulykker i ulandene. De mennesker, der aldrig selv vil komme til at eje en bil i deres levetid, er if. en researcher hos WHO den mest udsatte gruppe. De ofte ulovlige og dårligt vedligeholdte minibusser og busser med lav billettakst er særligt farlige. I Lagos går busserne under de lokale øgenavne, “dangos“ og “molue“, hhv. “flyvende kister“ og “mobile lighuse“. Den sneglelignende fart, hvormed trafikken bevæger sig i de fleste fattige byer, synes ikke at reducere dødeligheden. Skønt biler og busser bevæger sig kravlende gennem Kairo med en gennemsnitlig fart på mindre end ti kilometer i timen, har den egyptiske hovedstad stadig en ulykkesstatistik med otte dræbte og tres kvæstede per tusind biler per år. I Lagos, hvor den gennemsnitlige indbygger utroligt nok tilbringer tre timer om dagen strandet i ondsindet, låst trafik, går private pendlere og buschauffører i bogstavelig forstand bersærk. Der er faktisk så mange bilister, der kører op på kantstenen og mod færdselsretningen, at trafikministeriet for nylig har gjort det lovpligtigt at mentalundersøge trafiksyndere. I Delhi, derimod, skrives der dog ofte klagende i Hindustan Times om pendlere fra middelklassen, der ikke engang standser op efter at have påkørt hjemløse klunsere eller fattige børn.
De økonomiske omkostninger, der er en konsekvens af dræbte og kvæstede trafikanter, svarer if. WHO næsten til det dobbelte af den bistand alle verdens ulande modtager. WHO betragter faktisk trafik som den største sundhedsfare, den fattige bybefolkning står over for, og anslår, at trafikuheld vil være den tredjehyppigste dødsårsag i 2020. Desværre vil Kina, hvor biler er ved at tage kontrollen over byernes gader fra cykler og fodgængere, være førende i statistikken. Alene i de første fem måneder af 2003 blev næsten en kvart mio. kinesere dræbt eller alvorligt kvæstet i trafikken.
Den ukontrollerede udbredelse af privatbilismen forstærker naturligvis også luftforureningens mareridt i byerne i udviklingslandene. Myriader af gamle biler, halvsmadrede busser og pensionsmodne lastbiler kvæler byerne med deres dødelige udstødning, mens de beskidte totaktsmotorer, som driver mindre køretøjer, udsender ti gange så mange partikler som moderne biler. If. en ny undersøgelse er den urene luft mest dødelig i de hektiske metropoler Mexico, São Paolo, Delhi og Beijing. På samme måde er det at trække vejret i Bombay det samme som at ryge to en halv pakke cigaretter om dagen, og Centre for Science and Environment i Delhi advarede for nylig om, at de indiske byer var ved at blive til “dødelige gaskamre“.
De fattige i udviklingslandene bærer if. eksperter i folkesundhed på en dobbelt sygdomsbyrde: de dødelige infektionssygdomme frembragt af stress og forureningen i byerne. Idet det anslås, at en milliard mennesker bor i slum, og antallet antages at være fordoblet i 2030, vil fattigdom i byerne også skabe nye smittesteder for sygdomsepidemier som HIV/AIDS og fugleinfluenza. I dag er slum et endnu mere fremtrædende emne i den internationale debat om miljø og sundhed, end det var på Marx’ og Dickens’ tid. Det er også den største udfordring for den medmenneskelige solidaritet.
Oversat af Rasmus Kværndrup Andersen
Dette er et bearbejdet uddrag af Mike Davis’ kommende bog “Planet of Slums“ der udkommer på forlaget Verso i marts 2006 (www.versobooks.com)
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed