Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 246 – 21. september 2005 – side 8

Polen 1980-81

Solidarnosc

Freddie Nielsen

I disse måneder er det 25 år siden, at den uafhængige fagbevægelse Solidarnosc (solidaritet på polsk), skød frem i Polen.

De polske arbejdere havde igennem ugers strejker og fabriksbesættelser tvunget regeringen til store indrømmelser, bl.a. retten til at organisere sig i egne fagforeninger, der – som noget helt enestående i Østeuropa – var uafhængige af såvel staten som af det herskende partibureaukrati.

På 25-års stiftelsesdagen – den 31. august – fejrede Politiken Solidarnosc med en artikel under overskriften “Alliancen, der væltede kommunismen“.
Hvis vi lige ser bort fra, at Polen ikke var underlagt et kommunistisk, men et bureaukratisk statskapitalistisk regime, så er det faktisk meget rammende. Her så vi begyndelsen til enden på de stalinistiske regimer i Østeuropa, og det er der i sig selv god grund til at fejre. Men vi så også noget endnu vigtigere – vi så, hvad det kan føre med sig, når arbejderklassen virkelig sætter sig i bevægelse.

Som Colin Barker skrev i Solidarnosch – Polen 1980-81 (Kbh., 1991): “For socialister, som har mere end savsmuld mellem ørerne, blev erfaringen med Solidaritet i Polen en magtfuld demonstration af, hvor levende kernen i den marxistiske politik stadig er.“
For i virkeligheden havde udviklingen af Solidarnosc ikke kun betydning i Polen og Østeuropa. I Vesten førte det også til en politisk udstilling af visse dele af venstrefløjen. Især blev der blandt de Moskva-orienterede kommunistpartier excelleret i nedsættende udtryk og holdninger til Solidarnosc og dens medlemmer.

Men ret beset må det vel siges at være temmelig diskvalificerende for et arbejder-parti, hvis det afskriver op imod 80% af et lands arbejderklasse, fordi en stor del (ikke mindst tvunget af regimets undertrykkelse) har religiøse illusioner. Et spørgsmål, som heller ikke i dag er uaktuelt, men som vi desværre må lade ligge i denne artikel.

Hvad var det så egentlig, der skete i Polen i august 1980?
Den populære historie fortæller, at da ledelsen på Leninværftet i Gdansk fyrede en kranfører, gik 17.000 værftsarbejdere i strejke og besatte deres arbejdsplads. Strejken bredte sig hastigt til hele Østersøområdet. Efter 18 dages strejke måtte regeringen bøje sig og imødekomme de strejkendes krav – ikke mindst kravet om ret til at danne uafhængige fagforeninger.

Den måde at fortælle historien på er rigtig, og den giver et glimrende billede af den dynamik, der kan komme, når arbejderklassen kæmper. Fra en strejke på én arbejdsplads til en strejkebevægelse, der omfatter hundredvis af arbejdspladser. Fra et krav om genansættelse af en fyret kranfører til et 21 punkts program med krav til regeringen, der ud over fagforeningsrettigheder bl.a. indeholdt krav om lempelser i censuren, flere rettigheder til kirken, frigivelse af politiske fanger og forbedring af sundhedssektoren.

Men den korte version skøjter lidt let hen over tre vigtige omdrejningspunkter:
1. Strejkebevægelsen kom ikke bare ud af den blå luft
2. De små selvstændige organiseringer før strejken
3. Hvordan dynamikken udmøntede sig i organiseringen af selve strejken

For det første var Polen i dyb krise. Det, der i første omgang satte strejken i gang, var atter engang et indgreb i de polske arbejderes realløn, fordi de polske magthavere – nøjagtig som de vestlige – forsøgte at skubbe krisens byrder over på arbejderklassen. Og da den afgørende strejkebevægelse bredte sig i august, lignede den bare endnu en af de mange strejker i protest mod regeringens nedskæringer.
For det andet var det ikke første gang, de polske arbejdere havde reageret. I 1956, 1970 og igen i 1976 var der store strejkebølger, der dog blev slået voldsomt ned af magthaverne.

Når det gik anderledes denne gang – når arbejderne ikke bare autonomt strømmede ud på gaderne til nedslagtning, men i stedet besatte fabrikkerne og tog produktionsmidlerne som gidsler – så hang det også sammen med, at der fandtes små (underjordiske) organiseringer.
Efter strejken i 1976 blev KOR (Komiteen til Arbejdernes Selvforsvar) dannet, og i den mellemliggende periode inspirerede KOR til, at der blev dannet små oppositionelle arbejdercirkler. Den fyrede kranfører var – ligesom den senere Solidarnosc-leder og præsident for Polen, elektrikeren Lech Walesa – medlem af en sådan cirkel. Og det var disse arbejdere, der organiserede og satte sig i spidsen for strejken.
For det tredje er selve strejkebevægelsens organisering og udvikling et godt billede på den dynamik, der udfoldes, når arbejderklassen bevæger sig.

De første dage bredte strejken sig i Østersøområdet som strejker i solidaritet med arbejderne på Leninværftet. Men da den fyrede kranfører blev genansat, og værftsarbejderne besluttede at genoptage arbejdet, blev de mødt af vrede repræsentanter for andre arbejdspladser, der gjorde opmærksom på, at alle de andre ikke havde opnået noget.

Arbejderlederne på værftet erklærede sig enige, og besættelsen blev genoptaget. Det blev faktisk vendepunktet og formentlig det vigtigste tidspunkt i strejken, for nu oprettede de strejkende Den Tværgående Strejkekomité (MKS), og allerede på tredjedagen af MKS’ eksistens var over 250 virksomheder repræsenteret.
I de følgende dage opstod flere MKS’er, bl.a. i Stettin og Wroclaw, og i slutningen af august var omkring 4.000 virksomheder med i strejkebevægelsen.

I realiteten begyndte MKS i Gdansk at ligne et arbejderråd – det var den reelle magt i området nu. Bagerierne og konservesfabrikkerne fik besked om at fortsætte produktionen af fødevarer til arbejderklassen. Busser og tog kørte, men med plakater, der sagde: “Vi er også i strejke, men vi arbejder for at gøre det lettere for dig“. Omvendt sørgede MKS for, at produktion og salg af alkohol blev stoppet i Gdansk-området.

En anden opsigtsvækkende ting var, at forhandlingerne med regeringen blev ført for åben mikrofon, så de strejkende kunne følge med i både, hvad deres egne repræsentanter og hvad regeringens repræsentanter sagde.
Tænk engang, hvis vi krævede det samme ved forhandlinger heri lander i dag – spørgsmålet er ikke om det ville møde modstand, men om den største modstand ville komme fra arbejdsgiverne, eller fra fagbureaukratiet.

Til sidst kunne regeringen ikke gøre meget andet end at overgive sig. Alternativet havde været at sætte militæret ind, men ud over det blodbad, det ville have udviklet sig til (hvilket ikke tidligere havde stoppet den), var regeringens største bekymring, at den formentlig ikke kunne stole på soldaterne i den nærmest revolutionære situation.

Da Solidarnosc holdt sit første landsmøde i september, var der 3 mio. medlemmer; i løbet af november var det tal steget til 10 mio., og helt frem til marts 1981 voksede Solidarnosc fortsat.
Alligevel fik Solidarnosc ikke lov til at overleve mere end knap 16 måneder.
I midten af december 1981 gennemførte general Jaruzelski et militærkup, arresterede ledere og aktivister over hele landet og forbød Solidarnosc.
Siden har der været mange fantasifulde forklaringer om, at Solidarnosc var for radikale, at de lavede for mange strejker, at de udfordrede regimet på en uhensigts-mæssig måde, og mere i den dur.
Den reelle forklaring er i virkeligheden det modsatte. Jo mere de reformistiske og moderate kræfter satte sig på Solidarnosc, jo nærmere kom slutningen på eventyret – og den var ikke lykkelig.

Solidarnosc var skabt i en dobbeltmagtsituation og udgjorde den ene pol i den. Det kan intet regime i længden leve med, og hvis ikke modmagten fortsætter med at gå fremad, så vil den blive udslettet af den gamle magt.

Det var, hvad der skete med Solidarnosc. Fra marts til december 1981 lavede regimet utallige provokationer, og jo mere ledelsen sikrede, at der ikke kom samlede modsvar, jo mere blev regimet overbevist om, at tidspunktet for endegyldigt at slå til mod Solidarnosc nærmede sig.

Læs mere:
Colin Barker : Solidarnosc – Polen 1980-81, Kbh. 1981

Flere artikler fra nr. 246

Flere numre fra 2005

Se flere artikler om emnet:
Polen

Se flere artikler af forfatter:
Freddie Nielsen

Siden er vist 3701 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside