Socialistisk Arbejderavis
Nr. 249 – 24. november 2005 – side 5
Venezuela – socialisme fra oven?
Chavez – soldat og partisoldat på bonede gulve
Esben Valløe
Den første weekend i november mødtes 34 ledere af Nord- Mellem- og Sydamerikanske lande for at drøfte fremtiden. Bush krævede ratificering af Verdensbankens politik, Lula trak på skuldrene og Chavez rakte skråt op til dem begge to. Myten Chavez trives i bedste velgående. Valgsejrene i 1998 og 2000, borgerskabets mislykkede kup i 2002, USA’s invasioner af Afghanistan og Irak og planer om samme i Venezuela får folk til at lytte til den demokratisk valgte socialist.
Chavez var en del af den samme bevægelse som dem, man kan kalde IS’ kammerater i Venezuela, men da dobbeltmagtsituationen opstod, valgte han valgvejen frem for revolutionen. Som revolutionære socialister må vi dog glæde os over, at vore kammerater i Venezuela rent faktisk bliver hørt af en præsident, der har håndplukket nøgleidéer som antikapitalisme, folkemagt, folkets hær og revolution inden for revolutionen fra vore kammeraters retorik. Kransekagefigur eller ej, så står Chavez for en række spændende tiltag.
Bevidsthedsændringer i arbejderklassen
Når arbejdere ikke længere drives af kapitalismens logik, begynder arbejdet for et samfund styret af menneskers interesser. Og det samfund er et erklæret mål i forfatningen fra 1999. Der træffes beslutninger på borgermøder, i lokalråd og sundhedskomiteer, og arbejdere kæmper for at åbne lukkede fabrikker under et nyt system, hvor de har medbestemmelse. Forfatningen foreslår kooperation og fælles ledelse – Cogestión (betyder medbestemmelse på spansk), og det vinder indpas på mange venezuelanske arbejdspladser.
Oswaldo Villegas, generalsekretær i Sutraprec, der organiserer arbejdere i fødevarefabrikken Polar Alimentos, siger til Green Left Weekly: Når cheferne nu prøver at true os med at lukke firmaet, er vi ikke længere bange. Vi kan regne med præsidentens opbakning, vi kan regne med forfatningen og UNTs love (arbejdernes nationale fagforening), fordi vi har en organisation på nationalplan, der bakker op om og forsvarer arbejdernes rettigheder.
Venezuela er i en proces, hvor der foretages fundamentale ændringer i måden, hvorpå samfundet organiseres. Det fordrer en bevidsthedsændring i arbejderklassen. Arbejdere skal udover klassebevidstheden lære at tænke fremad for sig selv, deres arbejdsplads og samfundsnytte.
En skole på hver arbejdsplads
Når kapitalismen synes tålelig og letfordøjelig, har folk en tendens til at flyde med strømmen. Nogle arbejdere på en fabrik, der forarbejder aluminium i Alcasa, var skeptiske over for den fremmede magtstruktur, og på grund af (Venezuela-relativt) gode lønforhold var de forsigtige med at forkaste den ledelse, der hidtil havde givet dem “god“ løn og “sikre“ arbejdspladser.
De gode og sikre arbejdspladser findes i høj grad i oliebureaukratiet. Cadillac-klassen udgjorde under Carcazo i 1989 2% og selvom olien formelt blev nationaliseret i 1976 var det ”de nye gamle”, der kom til at sidde i direktørstolene. På den statsejede elektricitetsvirksomhed Cadafe har den gamle ledelse modsat sig og undermineret indførelsen af Cogestión, fordi de følte sig truet på magten af arbejdere som kæmpede for at overtage en større rolle i driften.
Problemet er, at det kapitalistiske samfund skoler mennesker til at tro, at kun chefer kan drive en arbejdsplads. Sådan har det også været i tilfældet Venezuela, men nu er skuden ved at vende. Problemet med den desillusionerede arbejderidentitet søges løst med “en skole på hver fabrik“. Det projekt skubber Chavez hårdt på for at gennemføre, og det skal give arbejderne idéer og evner til at føre samarbejdets og samledelsens ændringer ud i hver afkrog.
Med en chef ansat og aflønnet er der med garanti kun én, der har sikkerhed i sin ansættelse, og én, der får en (over)ordentlig hyre. Barreto Nestor, en arbejder fra Rudaveca i staten Carabobo siger til Green Left Weekly: “Med mindre vi overskrider grænserne i dette kapitalistiske system, vil vi arbejdere, uanset om vi så har underskrevet den bedste kollektive kontrakt, ikke opnå vores mål. Vi må ud over kapitalismen, og den plan er Cogestión en del af. Det giver magt til arbejderne, magt til os“
Venezuela – En tidsline:
1989 Nyliberalistiske tiltag starter Carcazo – det folkelige oprør
1992 Hugo Chavez, en Oberst inden for faldskærmstropperne forsøger at føre Carcazo over i et militærkup, men bliver slået tilbage og fængslet.
1994 Chavez løslades og foreslår straks sin gruppering inden for militæret at deltage i det populære oprør med patriotisk, bolivariansk og systemkritisk retorik.
1995 Antallet af folk der lever under fattigdomsgrænsen er nu steget til to tredjedele, næsten en fordobling siden midtfirserne.
1998 Bevægelsen mod systemet er i god form. Der er splittelse om, hvorvidt man skal vælge valgvejen eller revolutionen. Chavez vælger valgvejen og bliver valgt til præsident med 56% af stemmerne.
1999 Venezuela får en ny og mere solidarisk forfatning.
2000 Den borgerlige fløj har indsamlet 2,3 mio. underskrifter, nok til at kræve genvalg. Chavez vælges igen til landets præsident, denne gang med 59% af stemmerne
2002 Det gamle olieborgerskab går i demonstration mod Chavez. De private medier, der ejes af olieborgerskabet, reproducerer glædeligt dæmoniseringer af præsidenten. Med hjælp fra dele af hæren får de borgerlige overtaget parlamentet og Chavez lever under jorden i to døgn indtil det lykkes hans støtter at overbevise de rigtige befalingsmænd om, at der kun er én demokratisk valgt præsident i Venezuela.
2005 den højreradikale amerikanske politiker Pat Robertson kræver Chavez snigmyrdet og 17. september kan Chavez afsløre planer om at USA planlægger en invasion af Venezuela.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed