Socialistisk Arbejderavis
Nr. 249 – 24. november 2005 – side 6
Frankrig i flammer
Optøjer er de overhørtes stemme
Peter Kjær
Ghettoerne i Vesteuropa og USA er med mellemrum eksploderet i modstanden mod den sociale udstødning og racisme, indbyggerne er blevet udsat for. Det skete i de engelske byer Bradford, Oldham og Burnley i 2001, Los Angeles i 1992, Brixton (London) i 1981.
”Optøjer er de overhørtes stemme”, sagde Martin Luther King i forbindelse med optøjerne i de amerikanske byer i 1960’erne.
Optøjerne er ikke et resultat af religiøse eller kulturelle forskelle, de skyldes først og fremmest fattigdom.
”Der er ikke noget specielt muslimsk eller fransk over volden... I stedet er det, vi ser, en foreløbig opstand af en lille del af den vestlige underklassekultur, der rækker ud over Paris, London og Los Angeles”. Sådan skrev den liberale sociolog Olivier Roy i New York Times.
Optøjerne i Los Angeles 1992 fik gjort opmærksom på det racistiske samfund og et diskriminerende politi. Optøjerne i 1960’erne var med til at skabe den politiske krise i USA. En krise, der også kom til udtryk gennem modstanden mod Vietnam-krigen og studenteroprøret. Det lykkedes optøjerne at få anerkendt behovet for en tilføjelse af resurser og job til ghettoerne. Kombinationen af optøjer, studenteroprør og krigsmod-stand skabte endnu flere indrømmelser.
Spontant modstand med et diffust mål
Optøjernes spontane og uorganiserede natur betyder, at de ikke er i stand til effektivt at bekæmpe den centraliserede statsmagt. Det skyldes bl.a., at de mangler fælles ideer og en samlet strategi. Dette bliver tydeligt, hvis man sammen-ligner optøjer med strejker. Strejker er kun mulige, hvis de bliver besluttet og udført i fællesskab. Derfor kræver strejker en kollektiv diskussion. Kombinationen af kollektiv diskussion og fælles aktion udvikler under strejker fælles ideer og strategier. Dertil kommer, at strejker rammer kapitalismen, hvor den er mest sårbar – der, hvor der bliver produceret profit.
Der er ikke en modsætning mellem optøjer og strejker. Kampen mod Apartheid i Sydafrika var en blanding af gadeoptøjer og store strejker i miner og på fabrikker. I Paris i ’68 startede studenteroptøjer den store strejkebevægelse.
Hvis det lykkes venstrefløjen at organisere den store utilfredshed i de fattige områder i de franske storbyer, som også eksisterer latent i Europas andre storbyer, vil det være en vigtig kraft i kampen for at gøre op med den nyliberale og racistiske politik, der har skabt arbejdsløshed, fattigdom og øget social ulighed. For at kunne organisere modstanden kræver det, at venstrefløjen går offensivt ud mod udgangsforbudet, imod politiet og politikernes ønske om en hård kurs mod optøjerne. Hvad der kræves, er ikke lov og orden, men arbejde og retfærdighed.
Den yderste venstrefløj i Frankrig, Ligue communiste révolutionnaire (LCR), organiserede en demonstration mod undtagelsestilstande med 1.000 deltagere i Paris. Det er en god start, men et forholdsvis stort revolutionært parti som LCR burde kunne gøre det større.
Optøjerne i Paris’ forstæder bør socialister støtte ubetinget. Årsagerne til optøjerne er nemlig tæt forbundet med nogle af de værste konsekvenser ved et kapitalistisk samfund i krise – arbejdsløs-hed, racisme og nedskæringer. Chirac og hans regering ved godt, at mange mennesker lever under enorm fattigdom. I alt 4,5 millioner mennesker bor i områder, som den franske stat har defineret som problemfyldte. Dvs. fattige områder, der kæmper med store sociale problemer.
Siden d. 11. september 2001 er det blevet meget sværere at få arbejde, hvis du har arabisk baggrund. Flere af de job, som udlændinge og indvandrere bestred før ”krigen mod terror”, kan de ikke længere få. Hver fjerde husstand er nu så fattig, at den ikke har råd til at betale den påkrævede husleje til kommunens alme-ne boliger. Og generelt set har udlændinge (dvs. sorte eller mørklødede mennesker) samme problemer som udlændinge i Danmark. Malik og Isaac fra Clichy-sous-Bois fortæller her om deres problemer og den frustrationen, de giver.
Malik fortæller: ”Hvis du hedder Mohammed og ansøger et job og den anden fyr, der søger, hedder Jacques, så er det Jacques, der får jobbet. Det er racistisk diskrimination, og det er det samme alle steder. De (staten, red.) har aldrig givet os noget. Hvis bare vi havde de samme mulig-heder som alle andre, ville vi ikke klage. Måden, hvor-på staten tilkendegiver sig, er gennem politiet”. Isaac ud-dyber: ”De har netop ansat tyve nye betjente. De er unge og umodne. De taler til os som hunde. De kalder dig hen, for at få at vide, hvem du er. Kan betjentene ikke finde noget på dig, finder de selv på noget. Og så kon-fronterer de dig med det, helst, når du er sammen med venner. Det er så sygt. Det er derfor, det hele er eksploderet. De kører rundt med sirenerne tændt uden grund. Det er betjentene, som har fremprovokeret det her”. Det er ikke alene kriminalisering af de unge, som har skabt optøjerne. Nedskæringer på socialområdet har overladt de fattige til markedet. Det sker, samtidig med at staten undertrykker befolkningen og forlanger, at de identificerer sig med “franske værdier“.
Det er manglen på respekt, hetzen og de sociale problemer, som er årsagen. Reaktionen har så været at brænde biler og sætte ild til fabrikker og offentlige bygninger. Men hvorfor sker det? Isaac fra Seine-Sant-Denis giver sit bud og fortæller, hvad de unge så gør: ”Fitness-centret er altid lukket, så det brænder vi. Vi bliver altid smidt ud af skolerne, så dem brænder vi. I butikkerne og indkøbscentrene kan vi aldrig få job, så dem brænder vi. Der arbejder hundred på Renault her, men ikke en eneste fra vores boligblok, så den fabrik brænder vi så.
Hvis der ikke kommer ændringer, vil det her ikke ende”. Isaac siger videre: ”Det her er en bevægelse, og det vil ikke have kunnet blive ved så længe, uden at der faktisk lå noget bag. Havde det bare været for sjov, var det slut efter en nat. Det her har en årsag, og det er ikke alene, at vi er desperate, som det bliver sagt. Det er meget mere. Det her er en bevægelse mod de politikere, som taler, men ikke har noget at sige, og som derfor er nyttesløse. Vi ønsker at handle.”
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed